Dansk Folkeparti har her midt i sommerferien – bistået af afslørende journalistik – pointeret, hvor stærkt partiets dagsorden op til det nye store tema i dansk politik, EU, tager sig ud.
Med en bemærkelsesværdig indsats i debatten har Dansk Folkepartis unge uddannelsesordfører og kommende EU-ordfører, Martin Henriksen, været på banen i hele mediefeltet med et generalangreb på EU i anledning af afsløringen af, at EU’s regelsæt, konkretiseret i nye afgørelser fra EU-domstolen, synes at udhule den danske 24-års-regel.
24-års-reglen er måske det mest centrale element i den ’stramme udlændingepolitik’, som Anders Fogh Rasmussen under pres fra Dansk Folkeparti fik sat igennem i de første 100 dage efter valgsejren i 2001.
Den kontroversielle regel var forberedt af den socialdemokratiske indenrigsminister Karen Jespersen, men blev blokeret af stærke S-ministre som Auken, Bjerregaard og Lykketoft, dels af ideologiske årsager, dels af taktiske hensyn til regeringspartneren, de radikale, der fik gennemført de liberale familiesammenføringsregler med udlændingeloven af 1983.
Men allerede Lykketoft accepterede i sin korte karriere som S-formand reglen, og Helle Thorning-Schmidt har uforbeholdent tilsluttet sig den. Den er blevet solgt som et værn mod »tvangsægteskaber«, men har reelt været en blokering for et særligt mønster af indvandring, der bestod i, at herboende indvandrere med rødder i lande som Tyrkiet og Pakistan har haft stærke familiemæssige forpligtelser til at føre slægtninge og venner til Danmark gennem mere eller mindre arrangerede ægteskaber.
’Smuthuller’
Reglen synes at have fungeret efter hensigten. Flere indvandrerunge gifter sig nu med allerede indvandrede landsmænd eller med indfødte danskere, unge indvandrerkvinder synes at have lettere ved at opnå længere uddannelsesforløb, og den samlede indvandring fra meget fremmede kulturkredse er reduceret.
Men tilsyneladende er reglen blevet temmelig hårdhændet administreret, og de ’smuthuller’ som den generelle EU-regelsæt giver adgang til har været fortiet og/eller undervurderet.
Midt i debatten om problemet med at fastholde en af den stramme udlændingepolitiks største landvindinger ser Dansk Folkeparti imidlertid ud til at have fået et nyt kort på hånden over for en politisk fremtid, der bliver præget af EU-politikken.
Med de EU-regler og EU-domme, der kan udlægges som et attentat mod en stram udlændingepolitik, som et massivt flertal i Folketinget og i befolkningen står bag ved, har DF fået et optimalt udgangspunkt for en anti-EU-kampagne i forbindelse med de bebudede afstemninger om de danske forbehold og EU-parlamentsvalget næste sommer.
Dansk Folkeparti har allerede prioriteret ved at lade partiets nok største unge talent, Morten Messerchmidt, stille op som kandidat til EU-Parlamentet, mens Martin Henriksen, som er uddannelsespolitisk ordfører og dertil vikarierende EU-ordfører, for alvor har været i mediefelten med angreb på EU og krav om nye danske forbehold.
På forhånd så det efter novembervalget ud til, at Dansk Folkeparti måtte forberede sig på en ny rolle i parløbet med Fogh-regeringen. VKO-flertallet var på vippen, og Fogh lagde op til et bredere samarbejde. Dansk Folkeparti forberedte sig tidligt, nøgternt og usentimentalt på en ny rollefordeling, hvor DF måtte lægge afstand til regeringen i EU-politikken og kunne blive nødt til at affinde sig med bredere forlig. Foreløbig har Fogh dog ikke realiseret bredere forlig, og Ny Alliances nedtur har været med til at fastholde VKO som det eneste realistiske regeringsgrundlag.
Men i resten af valgperioden vil vi se regeringen optræde sammen med oppositionspartierne, når det gælder EU, klima og skat.
Dansk Folkeparti er imidlertid fortrøstningsfuldt ved tanken om, at hvad der tabes på gyngerne, kan vindes på karrusellerne.
I EU-politikken fremstår Dansk Folkeparti i dag som den mest markante politiske talsmand for den betydelige EU-skepsis, som stadig findes i befolkningen.
SF har været igennem en politisk proces, der har bragt partiet meget tæt på folketingsflertallets EU-positive politik, og Søvndal er klar til opgøret med et eller flere forbehold.
Men dermed ikke sagt, at SF’s nu meget brogede vælgerskare følger Søvndal og konsorter.
DF’s store chance
For Dansk Folkeparti tegner der sig et meget attraktivt politisk mønster, og partiet har prioriteret EU-debatten med opstillingen af Morten Messerschmidt som spidskandidat til EU-parlamentsvalget næste år.
Efter bruddet med Fremskridtspartiet grundlagde Pia Kjærsgaard sit nye parti på tre markante politiske platforme: DF var for en stram udlændingepolitik, DF var skeptisk over for udvidet EU-samarbejde og DF var tilhængere af den klassiske, socialdemokratiske velfærdsstat.
Partiets store chance er nu, at alle tre mærkesager så at sige smelter sammen i EU-debatten:
EU truer nu opretholdelsen af 24-års-reglen og den stramme danske udlændingepolitik. EU’s indflydelse bør også af denne grund bremses og helst reduceres. Og det er måske forudsætningen for at fastholde ’den danske model’ – også på arbejdsmarkedet.
Mens konjunkturerne vender er der grund til at vente en stigende folkelig skepsis over for den betydelige indvandring af østeuropæisk arbejdskraft. Der er i de kommende måneder og år udsigt til, at danske arbejdere i boligsektoren mister deres jobs, mens indvandrede polske og lettiske arbejdere forbliver ansat og virksomme, ofte til reduceret løn.
Et EU, der blokerer dansk udlændingepolitik og måske øger dansk arbejdsløshed, vækker let den slumrende skepsis, og DF står til at kunne profitere betydeligt vælgermæssigt.
Lykkes DF’s projekt, og får Fogh (eller hans efterfølger) et styrket DF ved sin side, er det så et problem for regeringen?
Næppe. Foghs store succes er grundlagt på alliancen med DF, dermed har han kunnet skabe en alliance mellem de forandrings-
bekymrede og de mest forandringsvillige, som har sikret sammenhæng og fremgang for den danske model. Den politiske midte er næsten udslettet med NA’s nedtur og de radikales stagnation på lavt niveau. Den brede konsensus, som Socialdemokraterne leverede i store dele af det 20. århundrede, leveres i dag af Fogh og Kjærsgaard.
Hvis Kjærsgaard styrkes på de nuværende regeringspartiers konto, vil det blot styrke alliancen; ikke mindst i lyset af den eklatante fiasko for NA’s stormløb mod VKO.