Det, der udspiller sig for øjnene af os, der følger med i årets cykelløb, er ikke endnu en Tour de France i dopingens skygge. Nej, det er et nyt Tour de France.
Jo, selvfølgelig har der været skandaler, og naturligvis er et par af de sædvanlige betonhoveder og epo-fjolser blevet taget i misbrug og prompte smidt ud.
Men det, vi er vidner til - og dette skrives efter søndagens første alpeetape - er første år af et helt nyt kapitel i Tour’ens historie. Ikke alene år nul efter dopingen, men: Første kapitel af ‘Den Intelligente Tours’ historie.
I mange år har løbet været the lonely rider’s tour. Pantani var et klokkeklart eksempel. Selvfølgelig blev han bakket op af et hold. Naturligvis blev der gjort forarbejder. Men hans præstation var i bogstavelig forstand umenneskelig. Hinsides al fornuft kunne denne lille, pilskaldede pirat sprænge en førergruppe og køre væk i et helt andet tempo. Han blev i tidens sprog hyldet som eneren, the outstanding - et unikum.
I dag ser man, når man genser de gamle billeder, et omcyklende medicinsk eksperiment, en epo-bombe der korrekt doseret eksploderede op gennem hårnålesvingene, men som, ukorrekt doseret, imploderede på et hotelværelse med nåle, ampuller og medikamenter.
Bjarne Riis var af en helt anden statur: For stor og tung til de stejle bjerge, og netop derfor så meget desto mere naturstridig, da han vandt. Men måden, han vandt på, var heller ikke smuk set gennem vor tids briller. Fråden stod om munden, tungen blafrede ukontrolleret, og hvis han ikke passede på, røg han tilsyneladende uforklarligt af cyklen og i grøften.
Hvorfor? Fordi han helt bogstaveligt overskred sin maksimale ydeevne. Der var blevet hældt noget i maskinen, som fik den til at køre hurtigere, end den kunne. Og jo, dengang var det fantastisk, for det var historien om eneren, der sprængte sig vej gennem sine egne begrænsninger. Men i dag har den historie mistet sin troværdighed. I dag står der EPO i panden på den slags typer. Vi så det forleden med Ricardo Ricco: Vi vidste det, før han blev afsløret. Han kørte simpelthen for hurtigt.
Den fortælling gider vi ikke høre mere.
Et sent og sørgeligt eksempel på det gamle kapitel i Tour’ens historie var Michael Rasmussen. Man blev ganske enkelt lidt bekymret, når man studerede hans fysiognomi i nærbilleder. Lidt for afpillet, lidt for blank i huden, hist og her syntes et par bylder at være under udvikling. Sådanne billeder giver associationer til medicinsk afdeling, ikke til sportens verden.
Men i år er det anderledes. I år er det en normal cykelrytter, der vinder - ser det da lige nu ud til. Carlos Sastre er ikke af en kvalitativt anden klasse, ej heller er Fränk Schleck. De er ekstremt veltrænede, bevares, og intet almindeligt menneske ville kunne følge med dem i to minutter. Men de er normale, ikke anormale. De er veltrænede og velforplejede, og jeg har ingen anelse om, hvordan man tilfører et menneske så meget energi. Men i distinktionen sund/usund står de solidt på sundhedens side.
Jamen, bliver ikke også de afsløret? Jeg tror det ikke. For den store CSC/Saxo Bank fortælling giver kun mening, hvis der ikke er noget at komme efter. Vi har skiftet kapitel i Tour-fortællingen, og det er Bjarne Riis, der har vendt bladet. Først vandt han på EPO. Derefter stod han frem og angrede. Og nu er han hovedperson i skabelsen af en ny stilistik.
Hvordan vinder man Tour de France i dag, hvor det ikke længere er tilladt at medicinere sig til sejren? Det gør man i kraft af det intelligente kollektiv, og i det intelligente kollektiv er sportsdirektøren hovedpersonen. Det er ham, der orkestrerer indsatsen og koordinerer sit hold af specialister.
Tidligere sad man dagen lang og ventede på, at Pantani ville eksploderede på Alpe-d’Huez. I dag er der tale om en anden og måske smukkere narrativ struktur. Den blev præsenteret forleden på etapen fra Toulouse til Begnères-de-Bigorre Og den blev genfortalt søndag eftermiddag, hvor hverken Schleck eller Sastre sprængte rammerne. I stedet var de sidste trin i en flertrins raket, hvor alle på holdet havde deres specifikke og vigtige rolle: Først Sørensen og O’Grady. Så Cancellara og Voigt. Til sidst i spidsen op af stigningen Andy Schleck. Hverken Schleck eller Sastre vandt etapen, men de blev sendt af sted så kalkuleret, at den ene erobrede netop det antal sekunder, der skulle til for at komme i førertrøjen, og den anden blev placeret så strategisk hensigtsmæssigt, at der også skal holdes øje med ham.
Lad os nu se, hvad de næste etaper bringer. “Meget kan ske,” som sportskommentatorerne siger, før opløbet i Paris på søndag, også en rask lille dopingskandale. Men hvis det går, som jeg forudsiger, skal der gøres plads til Riis på podiet. For han har ikke alene skrevet et nyt kapitel i Tour’ens historie. Han har introduceret en ny, intelligent stilistik.
Lars Qvortrup er dekan for DPU, Aarhus Universitet