Det danske cykelhold med det lange navn og kun én dansker i Tour de France har igennem næsten tre uger vist sig som det stærkeste hold i feltet, og det har ved flere lejligheder kørt, som om det var det, der havde den gule trøje. Holdet har kontrolleret de vigtigste etapers udvikling.
Men førertrøjen fik CSC Saxo Bank og Fränk Schleck først i mandags på den første etape i Alperne, og efter hviledagen tirsdag skulle holdet så svinge dirigentstokken for alvor og med den gule trøjes ret på en uforudsigelig dag, som skulle bringe rytterne over to monstrøst lange stigninger til højder på 2.800 meter afsluttende med en svær nedkørsel.
Riis’ folk kunne imidlertid fra etapens begyndelse ikke kontrollere ret meget. Der blev angrebet helt respektløst fra morgenstunden, og det har været karakteristisk for denne anarkistiske Tour, at et enkelt stærkt hold ikke kan, eller vil, diktere begivenhederne, som det var tilfældet i Lance Armstrongs syv regeringsår.
CSC måtte allerede før den første stigning lade gruppe efter gruppe køre væk, således at der tegnede sig en temmelig faretruende situation: Forrest Stefan Schumacher, der gik efter etapesejren og ikke var en trussel for favoritterne, men bag ham en meget stor gruppe på cirka 30 ryttere, der talte folk, som kunne blive det. En gruppe, hvori CSC havde placeret Kurt-Asle Arvesen og Jens Voigt taktisk, så de kunne være til støtte for deres kaptajner på det sidste bjerg.
Men faretruende så det ud, fordi Bjarne Riis meget cool holdt sig til en meget ambitiøs taktik, der gik ud på at lade Nicki Sørensen og Stuart O’Grady tage hele slæbet opad første bjerg, uanset at det kostede tid til angriberne forude, holde status quo på nedkørslen, og så lægge voldsomt pres på fra bunden af den 25 km lange sidste stigning.
En risikabel taktik, der var helt afhængig af, at gruppen foran ikke fik for stort forspring, at man ikke sled hjælperytterne op for tidligt, at Voigt og Arvesen kunne være til nytte i presset, når de lod sig falde tilbage, og - selvfølgelig - at Schleck og Sastre kørte helt op til deres favoritværdighed efter de andres forarbejde.
Planen blev fulgt og fungerede. Tydeligst, da først Arvesen og siden Voigt lod sig falde tilbage og virkelig over lang tid kunne aflaste den unge Andy Schleck, der på endnu en hård dag viste, at han lige nu er feltets stærkeste rytter, når det går opad. Og nedad også for den sags skyld, for det var ham, der styrede først sin bror og siden Carlos Sastre rundt i svingene på den halsbrækkende sidste nedkørsel til mål fra toppen af La Bonette-Restefond.
Alligevel var der fuldt udbytte af holdets perfekte arbejde. Det er en forudsætning for, at enten Sastre eller Schleck skal vinde løbet, at de på løbets sidste to bjergetaper, i går og i dag, skal distancere Cadel Evans og Denis Menchov med to-tre minutter inden enkeltstarten på lørdag, hvor CSC-kaptajnerne er chanceløse mod australieren og russeren.
Men ingen af dem formåede at angribe opad Bonette-Restefond og bringe konkurrenterne i vanskeligheder, og dagens eneste gevinst var vel, at de fik kørt den amerikanske overraskelse Christian Vandevelde og de unge outsidere Nibali og Kreutziger ud af klassementets øverste pladser, og at Menchov efter sit styrt forleden kørte en meget forsigtig nedkørsel og tabte et halvt minut.
Det er et flot syn at se CSC Saxo Bank udfolde hele holdets potentiale i alle etapens faser, men dagens store vinder var Cadel Evans, som næsten ikke var til at få øje på, nu hvor han ikke længere kører i gult.
Men fokuserede man på ham, kunne man se en rytter, der havde så meget styr på tingene, at han kunne lade sin løjtnant og eneste støtte i bjergene, Popovych, køre med i udbruddet og køre om etapesejren uden på et eneste tidspunkt at gøre mine til at kalde ham tilbage og til hjælp.
Det var selvsikkert på kanten af arrogance, at favoritten uden hold lod sin bedste hjælper køre sin egen chance. Og på den dramatiske nedkørsel kunne man se en Evans, der ikke et sekund bekymrede sig om Schleck eller Sastre, men udelukkende kørte på at bringe Menchov i vanskeligheder. Hvilket lykkedes.
Foran favoritgruppen var blot fire overlevende fra dagens store tidlige udbrud, og deres opgør vandt franske Cyril Dessel med hovedet mere end med benene.
Han havde læst godt på etapeafslutningen, bedre end de andre åbenbart, og vidste, at den, der kom først gennem det skarpe højresving 150 meter før mål, ville vinde. Så det gjorde han.
Vi er nu i den situation, at der nu er kørt fire af fem bjergetaper uden at en af favoritterne har vundet nogen af dem. Også det er et sikkert symptom på, at et fornøjeligt anarki råder. Udbrud kan vanskeligt kontrolleres, så vi bliver ofte vidne til mindst to cykelløb i løbet. Det om etapesejren, og det nede bagved om den samlede sejr.
Det store diskussionsemne her og i Frankrig har været den fortsat uafklarede rollefordeling mellem Fränk Schleck og Carlos Sastre. De skal taktisk angribe på skift, men heller ikke dagen i går, hvor ingen af dem gjorde det, bragte nogen afklaring med hensyn til, hvem der egentlig er stærkest af dem.
Det er der nu kun i dag til at vise, med mindre de giver sig til at lege Okker Gokker om det. Helt i holdets ånd.