»Jeg bor lige derovre«, siger Jens, mens en finger peger på en halvanden personers uredt seng ved døren til toilettet. Der bor to andre hjemløse i det cirka 20 kvadratmeter store rum på 1. sal af det socialpædagogiske værested, Gaderummet, på Nørrebro i København. I den ene side er der et køkken, og vi sidder i sofaen foran et lavmælt, flimrende tv, som ingen ser.
To måneder tidligere sender en velmenende kontaktperson fra Dalhoffsminde Forsorgshjem i Sønderjylland Jens Nielsen til København. Jens er 19 år, og det er meningen, at han skal begynde på Kofoeds Produktionsskole. Men det får han ikke lov til, fordi han ikke er registreret indbygger i Københavns Kommune.
»Jeg fik lov til at sove på en madras én nat,« fortæller Jens. Den næste nat tilbringer Jens derfor på Kirkens Korshærs Cafe for Hjemløse i Stengade 40, der tilbyder akut overnatning for hjemløse fra kl. 23.30 om aftenen til kl. 7.00 næste morgen.
»Jeg kom sent om aftenen… der er mange stofmisbrugere, så det er et barskt miljø, og jeg var den yngste… men det var okay, fordi jeg fik mad og en madras at sove på. Jeg mødte en italiener, som havde en joint, så det var ikke noget problem første nat. Jeg gik i brædderne, og så blev jeg vækket kl. 7.00 næste dag… så mødte jeg en gut, og vi gik rundt i København sammen.«
I de næste 14 dage bor Jens på Kirkens Korshærs herberg i Stengade og Hillerødgade, indtil han finder Gaderummet. Gaderummet har nu været Jens hjem i de sidste to måneder.
Ved din familie, hvor du er?
»Nej… min lillebror er lige kommet hjem fra efterskole… Jeg skal både opsøge ham og min far igen, men jeg synes bare ikke, at de skal se mig sådan, som jeg er nu. Jeg vil gerne have et job og en lejlighed først. Min far skal ikke tro, at jeg er endt ligesom ham med en sprøjte i armen, jeg vil gerne vise ham, at jeg er blevet til noget.«
Jens asker sin smøg i låget fra et Nutella-glas, mens han fikserer sit blik et sted over den flimrende fjernsynsskærm. Som syvårig bliver Jens forældre skilt, og han flytter med sin far, mens lillebroren bliver hos moren.
Jens far er afhængig af både stoffer og alkohol, så han må aflevere Jens hos farmoren og farfaren et halvt år efter.
»Det er nok det sted, jeg husker som et rigtigt hjem, altså en base… De boede på landet med en masse hunde og katte og dyr, og jeg havde mange venner i skolen. Derfor blev jeg rigtig ked af det, da jeg skulle flytte tilbage til min mor i Viby. Min mor har en dårlig vane med at falde for drankere«.
Moren får forældremyndigheden over Jens, og derfor flytter han hjem til hende og lillebroren igen. Da Jens mor bliver kæreste med Karsten, skal de flytte igen.
»Jeg har gået i syv folkeskoler, og jeg har boet i de fleste forstæder i Århus, men jeg har aldrig følt mig hjemme nogen steder. Jeg vidste, at vi skulle flytte om et par måneder. Min mor har så mange mislykkede forhold bag sig, og vi skulle selvfølgelig flytte hver eneste gang, hun fandt en ny.«
En af morens kærester, Klaus, har problemer med alkohol.
»Han kaldte mig altid slendrian… ’rigtige mænd de arbejder tolv timer om dagen, din slendrian!’ Og så blev han syg i hovedet, når han drak, så jeg turde ikke gå ud af mit værelse om dagen.«
Hvad var du bange for?
»Vores hus var blevet drankerstedet, fordi han havde mange penge. Jeg havde intet overskud, så jeg pjækkede meget… Det var ligesom hjernevask at høre hans kommentar hver eneste dag… slendrian… du duer ikke til en skid. I to år. Det har nok ikke været specielt sundt. En dag sparkede han min dør ind og truede med at skyde hovedet af mig med et luftgevær.«
Hvad gjorde din mor?
»Hun sagde, at jeg bare kunne opføre mig ordentligt… men så blev han virkelig sindssyg, og så blev jeg nødt til at flytte ud til min farmor og farfar. Så indrømmede hun, at jeg havde haft ret, og så snakkede vi ikke om det længere… jeg ved ikke, hvad man kalder det?«
Et tabu?
»Ja…« griner Jens lydløst, »dem har vi mange af.«
Skoletræthed er den officielle grund til, at Jens må forlade 10. klasse halvvejs gennem skoleåret.
»Mine hænder var altid svedige, og nogle gange glemte jeg at trække vejret. Så blev jeg helt stiv i kroppen, og jeg kunne ikke koncentrere mig… jeg tænkte hele tiden over, hvad de tænkte om mig.«
Da Jens mor smider ham ud hjemmefra i 2007, bliver han indskrevet på to forskellige forsorgshjem i Århus, først Tre-Ege og derefter Østervang.
»Efter flere måneder på Østervang var der en psykiater, som gav mig diagnosen social angst og depression, og jeg skulle have haft nogle lykkepiller, men ugen efter smed de mig ud af forsorgshjemmet, så jeg fik aldrig lykkepiller«.
»Jeg er ikke afhængig af amfetamin længere, men da jeg var på Østervang, hvor det var værst, var jeg afhængig i fire måneder og tabte mig syv kilo. Til sidst kunne jeg sniffe et gram og lægge mig til at sove bagefter, fordi min krop overhovedet ikke kunne følge med.«
Hvorfor tog du så mange stoffer på Østervang?
»Jeg var ked af det, men jeg fik selvtillid, når jeg tog amfetamin. Jeg vågnede op fra min døs, og jeg kunne tænke klart. Jeg udskød problemerne, og når jeg så ikke havde råd til flere stoffer, så kom det hele væltende… til sidst var jeg skind og ben.«
Jens bliver taget med amfetamin flere gange og til sidst smidt ud fra begge forsorgshjem. Sagsbehandleren lukker Jens sag og sender ham til Dalhoffsminde Forsorgshjem i Sønderjylland.
»Så tror jeg, at du kender resten af historien.«
Gaderummet modtager ikke længere penge fra hverken kommunen eller staten, og Jens har ikke haft et sygesikringsbevis med adresse i København, så han kan ikke få kontanthjælp. Derfor har han ikke haft penge til mad i de tre måneder, han har boet i Gaderummet.
Hvordan får du mad?
»Hmm, jeg må ikke komme i det lokale supermarked længere. Sidste gang jeg var der, kom der seks mand fra personalet og sagde, at jeg skulle gå med det samme.«
Jens har været hjemløs i tre måneder, men han har endnu ikke været i kontakt med en sagsbehandler om hjælp til at kvitte hashen, økonomi eller en støtteperson.
Hvad skal der ske herfra?
»Når jeg får kontanthjælp, så skal jeg finde mig en lejlighed. Jeg skal skære lidt ned på hashen og komme lidt i gang med at leve igen. Jeg vil gerne begynde til noget sport og læse nogle flere bøger… finde en interesse. Jeg føler mig som en zombie eller en robot, fordi mit liv er at se fjernsyn og ryge joints og snakke med de andre beboere… det er ikke så fedt på længere sigt.«
Overfor Gaderummet ligger en fabrik, hvor Jens vil søge et rengøringsjob om natten, og på sigt vil han gerne begynde på Kofoeds Produktionsskole.
Jens ønsker ikke at få sit rigtige navn frem. Hans navn er redaktionen bekendt.