Skal man tro de diagnosestillende forskere, politikere og eksperter af forskellig slags, så har patientens - den danske aftalemodels - tilstand skiftet fra truet over volds-udsat til døende.
Patientens morgentemperatur er blevet taget og offentliggjort næsten dagligt i hele den periode, hvor overenskomstforhandlingerne på det offentlige område først rumlede i horisonten, dernæst for alvor gik i gang og til sidst slog om i rigtigt uvejr.
Ifølge de mange diagnoser ville aftalemodellen ikke kunne holde til større rystelser og slet ikke til at blive udsat for strejker og lockout. Modellen ville ganske enkelt være færdig som gårdsanger, hvis ikke alle offentligt ansatte blev omfattet af forlig uden iværksættelse af kampskridt, og den ville oven i købet afgå ved en temmelig hurtig og ublid død, hvis de strejkende fik noget ud af at strejke.
Indkaldes patienten i dag - oven på den langvarige overenskomstfornyelse på det offentlige område med historisk lange strejker i kommuner og regioner - til efterkontrol, vil det imidlertid blive vanskeligt at finde temperaturudsving, synlige skader eller andre tegn på akut nedslidning.
Tværtimod.
Aftalemodellen virker helt upåvirket af de mange bekymrede eksperters forudsigelser og kategoriske konklusioner, så mon ikke patienten i stedet undervejs har været udsat for et hidtil uset antal fejldiagnosticeringer?
Men staklen er ikke sluppet ud af genvordighederne endnu.
Nye diagnoser om forværring af den almene tilstand venter rundt om hjørnet, når finansministeren efter sommerferien skal i gang med at undersøge, om der er grundlag for at nedsætte en kommission, som i forlængelse af overenskomstforhandlingerne skal kulegrave lønforhold og sikkert meget andet.
Så skal der igen gang i forudsigelserne om død og ødelæggelse, hvis kommissionen får den mest nærliggende opgave; nemlig at beskæftige sig med ligeløn mellem kvinder og mænd på det danske arbejdsmarked, og hvis kommissionens arbejde og anbefalinger oven i købet efterfølgende skal suppleres med penge til fjernelse af dokumenteret uligeløn.
Skulle finansministeren blive fristet over evne til at overveje at nedsætte en kommission, der skal beskæftige sig med alt og ingenting på én gang, så ligger det lige til højrebenet at svare “Ligeløn - ja, hva’ ellers?”
Nedsættelsen af en kommission vil igen få dommedags-trompeter til at lyde og fejldiagnoserne til igen at flyde. Så vil den atter stå på den danske aftalemodels endeligt, og alt hvad deraf følger.
Grundlæggende er den danske model et uovertruffent system, som sikrer lønmodtagernes rettigheder og indflydelse på egne vilkår, samtidig med at det sikrer arbejdsgiverne, at vilkårene matcher, hvad der er brug for i de forskellige brancher.
Prøver man at kigge på den danske aftalemodels historiske udvikling er der imidlertid ikke noget belæg for at antage, at den måde, vi har skruet det danske arbejdsmarked sammen på, og den måde, vi aftaler løn- og ansættelsesvilkår på, skulle tage skade af, at samfundet tager et medansvar for at gøre op med den kønsbestemte uligeløn, som samfunds-udviklingen har skabt.
Den danske model har i forvejen kunnet tilpasse sig skiftende kombinationer af lovgivning og aftaler.
Da Folketinget for årtier siden vedtog funktionærloven, indeholdt den en række af de kerneområder, som ellers på det traditionelle arbejderområde hørte til aftalemodellens domæne. I dag vil næppe nogen påstå, at det gav dødsstødet til aftalemodellen.
Ferielov, Lønmodtagernes Garantifond, Arbejdsmarkedets Tillægspension og en lang række andre lovtiltag har tilsvarende forudsat, at overenskomstparter og lovgivere fandt hver deres rollehæfte på samme scene.
Og aftalemodellen har tilpasset sig øget EU-regulering og deraf følgende forskydning fra aftaler til lovgivning.
Ligelønsloven, virksomhedsoverdragelsesloven og anden dansk lovgivning med beskyttelse af lønmodtagerrettigheder er direkte følger af EU-direktiver, ligesom andre direktiver har pålagt overenskomstparterne at ændre overenskomsterne, eksempelvis i forhold til arbejdstid, ansættelsesbevis og information og høring.
EF-domstolens afgørelser er også begyndt at sætte grænser for aftalemodellens frie udfoldelsesmuligheder - senest gennem den såkaldte Laval-doms begrænsning af den frie konfliktret.
Arbejdsmarkedets parter har også selv stillet krav til aftalemodellen om tilpasning til nye tider. Vi har således i stigende grad indbygget velfærdsydelser i de kollektive overenskomster i form af eksempelvis opsparing til pension, løn under sygdom, løn under barsel og andet familiemæssigt fravær, egentlige sociale kapitler, og løn under uddannelse.
Den type overenskomstbestemmelser har vi prioriteret højt i den offentlige sektor, men også det private arbejdsmarked har i de senere år valgt at tænke i lignende baner, når overenskomstkravene er blevet formuleret. Dermed har vi også bidraget til at skabe en stadig større gråzone mellem overenskomster og lovgivning, og dermed er kravene til den danske aftalemodel om tilpasning øget.
Fra tid til anden har de siddende regeringer og arbejdsmarkedets parter tilmed indgået aftaler, som enten lagde bindinger på aftalemodellen eller tilførte overenskomstparterne særlige pengeposer. Det skete i indkomstpolitikkens år i 1970’erne og gentog sig i slutningen af 1980’erne, da konkurrenceevne og inflation var på dagsordenen. Og det er sket gennem fireparts- og trepartsforhandlinger gennem de senere år, hvor eksempelvis arbejdsmiljø, voksen- og efteruddannelse og de offentligt ansattes vilkår har været sat på plakaten.
Og modellen har sågar gennem årene overlevet de mest fundamentale angreb på helbredet i form af snesevis af folketingsindgreb, der har ulovliggjort varslede eller iværksatte strejker oglockouter. De angreb har såmænd gjort langt større skade på aftalemodellens indbyggede forudsætning om frie overenskomstforhandlinger mellem ligestillede parter, end nedsættelsen af en ligelønskommission på nogen måde vil kunne gøre.
I de seneste måneders diskussion om ligeløn er det føget med tal og beregningsmetoder. En ligelønskommission kan bidrage til at skabe klarhed over, hvad det er, vi skal sammenligne, når vi kigger på, om der på det danske arbejdsmarked ikke alene er lige løn for samme arbejde, men også om der er lige løn for arbejde af samme værdi. Det er især det sidste, som har været i vælten under forårets strejker.
En kommission bestående af eksperter kan således udstyre os med et lønbegreb, som gør det muligt at foretage sammenligninger, uden at det hele drukner i talkrige og regneark, og kommissionen kan identificere de områder, hvor der ikke ydes lige løn til mandefag og kvindefag, der udfører arbejde af samme værdi. En sådan grundig afdækning af de faktiske forhold vil kunne give Folketinget et sagligt og veldokumenteret grundlag for at stille økonomi og lønreguleringsmekanismer til rådighed for overenskomstparterne, som samfundets bidrag til at løse et samfundsproblem.
I sidste ende er det Folketinget, der fastlægger de økonomiske rammer for overenskomstforhandlinger i den offentlige sektor. Samtidig er de offentlige myndigheder - også når de fungerer som arbejdsgivere - underlagt særlige krav om saglighed og ikke-diskrimination. Derfor bør Folketinget ikke få lov til at smyge sig uden om et medansvar for et opgør med den kønsbestemte uligeløn, der viser sig i løndannelsen på det offentlige arbejdsmarked.
Det private arbejdsmarked fungerer ikke på samme måde. Her ligger der i sagens natur andre drivkræfter bag løndannelsen. Alligevel ville der være sund fornuft i, at en ligelønskommission også kigger den private sektor efter i sømmene. og kommer med bud på initiativer, der kan fremme ligelønnen. I sidste ende handler det også om, hvorvidt vi som samfund vil acceptere, at kvinder og dermed kvindefag har en lavere markedsværdi end mænd og dermed mandefag.
Patienten skal såmænd nok overleve, at vi som samfund i fællesskab gør op med de kønsbestemte uretfærdigheder, som fortsat præger alt for mange lønsedler. Al erfaring viser nemlig, at den danske aftalemodel ikke er lavet af glas, men tværtimod er ganske robust og tilpasningsduelig.
Henning Pedersen er formand for BUPL. Dennis Kristensen er formand for FOA