Til september lukker Panum Instituttet ved Københavns Universitet og Rigshospitalet dørene op for en stor konference om alternativ behandling - og overlader dermed auditorier og katedre til både healere, clairvoyante, orgonterapeuter og eksperter fra videnskabens randområder.
European Quantum Energy Medicine Conference hedder konferencen, der har lejet sig ind i de prestigefyldte lokaler.
På arrangementets hjemmeside understreges det tydeligt, at konferencen finder sted på ‘Faculty of Health Sciences’ og ‘The National University Hospital’ og det forbavser Torben Veith Schroeder, der både er professor på Panum og overlæge på Rigshospitalet, at de to institutioner vil lægge lokaler og dermed navn til sådan et arrangement:
“Det er et problem, at man indirekte blåstempler konferencen. Den almindelige dansker vil tro, at det er relateret til Rigshospitalet og Københavns Universitet, selvom der ikke er skyggen af sammenhæng,” siger han.
Konferencens arrangører har nemlig blot lejet sig ind i lokalerne - men det gør det ikke mindre problematisk, mener Torben Veith Schroeder:
“Det er meget bekymrende, hvis Gud og hver mand kan leje sig ind på universitetet og holde en konference. Hvad hvis det var en fascistisk organisation eller Hizb-ut-Tahrir? Det ville da være kønt,” siger han.
På arrangementets hjemmeside kan man læse, at åbningstalen holdes af clairvoyanten Jef Martinussen, der også er ekspert i krystal- og lydhealing. Og at Victor Sims senere vil tale om sin egen opfindelse, E-Lybra 9, der kan se, om en krop er i balance og behandle, hvis den ikke er. Maskinen koster omkring 100.000 kroner. Victor Simms firma sælger også andre varer, blandt andet den lydløse CD ‘Silent Healing’ - en CD, der ifølge hjemmesiden består af “74 minutes of powerful silence” og kan erhverves for 375 kroner.
Den slags hører ikke hjemme på Københavns Universitet, mener Torben Veith Schroeder:
“Det kan være, at der sker fornuftige ting på konferencen, men umiddelbart så er vi absolut på kanten af, hvad vi som medarbejdere på et sundhedsvidenskabeligt fakultet kan være med til. Det er et problem, at man kan mistænke dem for ikke at bygge på de metoder, som vi videnskabsmennesker anerkender,” siger han og tilføjer, at han aldrig har hørt om én eneste af de talere, der kommer til konferencen. De har ellers alle flotte titler - eksempelvis kommer Dr. James Oschman, Dr. Mae-Wan Ho, Prof. Dr. Fritz Albert Popp og Prof. Eng. Konstantin Meyl.
Fra arrangørsiden er man ikke overraskende glade for, at universitetet og Rigshospitalet vil lægge lokaler til arrangementet:
“De har også været meget positive over for arrangementet. Man skulle udfylde nogle papirer om, hvad arrangementet gik ud på, og der var ikke noget med, at det var for alternativt eller noget. Vi har også fået lov til at hænge plakater op på universitetet, og i det hele taget har de været meget samarbejdsvillige,” siger Melissa Gerrad, der er en af arrangørerne. Hun mener dog ikke, at man bevidst har spekuleret i at lægge arrangementet på Panum Instituttet:
“På en måde kan man da godt sige, at det er en blåstempling, at det ligger der. Men det var ikke sådan, at vi tænkte ‘bare vi nu kan holde det på Panum’. Det var nærmere fordi det var den første løsning, der ikke var for dyrt. Desuden er der en klar forbindelse. Vi snakker om medicin - vi har bare en bredere vinkel på det,” siger Melissa Gerrad.
På Københavns Universitet ønsker dekan Ulla Wewer - trods en klar aftale om det modsatte - i sidste ende ikke at tale med Information om healing-konferencen. I en mail skriver hun dog følgende:
“Nu er det sådan, at hverken Fakultetet eller Rigshospitalet understøtter, og ej heller nødvendigvis er enige i, de temaer og synspunkter, der bliver drøftet på konferencer og seminarer, der afholdes i vores lokaler,” skriver hun og tilføjer, at det “ville være udansk at afskære for informationsudveksling”ved ikke at udleje lokalerne til dem.
På Rigshospitalet fortæller sygeplejedirektør, Helen Bernt Andersen, at konferencen næppe havde fået tilladelse til at leje sig ind i hospitalets auditorier, hvis de havde kendt det fulde program:
“Hvis vi havde vidst det, vi ved i dag, så havde vi ikke givet tilladelse til at afholde konferencen hos os. Det vil jeg være ærlig og sige. For det er ikke noget, der falder i tråd med de videnskabelige diskussioner, vi normalt har i vores auditorier,” siger hun og understreger, at Rigshospitalet i den indledende kontakt med arrangørerne fik et foreløbigt programoplæg, som ikke stemmer overens med det nye færdige program.
“Derudover har der måske siddet en - i øvrigt dygtig - medarbejder og læst ordene ‘Quantum Energy’ og tænkt, at det måske havde noget med røntgenstråling at gøre. Vi får jo mange henvendelser og har ikke haft grunde til at betvivle arrangementernes indhold. Men havde man googlet arrangementet, ville man jo finde ud af, at det var noget ganske andet. Og at mange af de personer, der optræder som professorer og doktorer, ikke er kendt af det danske sundhedssystem,” siger Helen Bernt Andersen, som dog afviser at aflyse arrangementet:
“Det vil være for dramatisk og samtidig sende et uheldigt signal om, at vi tager afstand fra alt alternativ medicin, og det gør vi ikke,” siger hun. Hun vil dog sende et brev til arrangørerne:
“Som medlem af direktionen vil jeg kontakte arrangørerne og indskærpe nogle ting over for dem. Blandt andet kan jeg se, at der er præsentationer af produkter på programmet, og det er helt udelukket, at der kan foregå salg af nogen former for produkter i vores lokaler,” siger Helen Bernt Andersen. Hospitalets procedurer for udlejning af auditorier vil også blive gennemgået.