WASHINGTON DC - Det var selveste fremtiden, der på Verdensudstillingerne i New York 1939 og 1940 blev serveret på et sølvfad. Depressionen var lige overstået, krigen lurede, og USA var grydeklar. Amerikanerne ønskede inderligt at se alt det gode, som fremtiden havde at byde på og udstillingen Futurama gjorde det muligt: I roterende sæder susede de hungrende amerikanere forbi en legetøjsversion “af den vidunderlige verden af 1960”.
Her var ‘superhighways’, hvor biler gled uforstyrret frem og hjem mod store huse med store haver og carporte i forstaden. Byens travle og beskidte gader, hvor fodgængerne snoede sig mellem biler og sporvogne, var fortid. I fremtiden var byerne gjort af skyhøje kontorbygninger, biografer og enkelte højhuse til beboelse. Alt sammen holdt på behørig afstand fra forstaden af herligt brede veje.
27 millioner gæster stod i kø for at se fremtiden. Og de, der ikke så den på udstillingen i New York, kunne drømme sig væk i Life Magazine.
Futuramas indflydelse er vanskelig at måle og veje, men budskabet var klart: Fremtiden kørte på fire hjul. Det var ikke til debat. Og firmaet bag Futurama havde god grund til at præsentere og promovere en version af fremtiden, hvor privatbilisterne susede på en superhighway, som skattefar sandsynligvis havde betalt. Futuramas sponsor hed nemlig General Motors.
Christopher Leinberger er visiting fellow ved tænketanken Brookings Institution i Washington DC. Han indleder sin nye bog The Option of Urbanism. Investing in a New American Dream med historien om Futurama. I sin stue i Washington DC fortæller han begejstret videre, mens han peger i bogen Magic Motorways, der var et supplement til udstillingen. Det er en strømlinet, men også morsom bog med vittigheder om byen og dens beboere.
“Ha, ha, de lever jo som får!,” fortæller Leinberger. “Futurama var i sin kerne anti-storby, og langt de fleste af Futuramas besøgende boede jo i byerne. For dem virkede forstadslivet meget tillokkende,” forklarer Leinberger.
“Da krigen endelig var overstået, og soldaterne kom hjem, ville de have deres dessert. De ville have Futurama. Så i løbet af 1950’erne og 1960’erne gik vi i gang med at implementere, hvad jeg betragter som et af de største sociale eksperimenter i USA’s historie, ved blandt andet at vedtage en stribe love, der tog for givet, at vi byggede vores samfund op omkring et bilbaseret transportsystem. Og eftersom transporten driver byudviklingen, blev det helt afgørende,” fortsætter han.
Ifølge Leinberger blev bilerne filtret dybt ind i den amerikanske industrielle økonomi: Midt i det forrige århundred havde cirka en tredjedel af alle amerikanske job, på direkte og indirekte vis, noget med biler at gøre. De skulle jo både bygges, sælges, vedligeholdes og forsikres. Og inden de firhjulede overhovedet nåede så langt, spillede minerne, stålværkerne og oliefelterne jo også en rolle:
“Som General Motors’ formand sagde: ‘Hvad der er godt for General Motors, er godt for Amerika, og hvad der er godt for Amerika, er godt for General Motors!’ Det var sandt. Så den amerikanske drøm var i praksis en drøm, der gjorde os rige, fordi vi købte biler, som vi fragtede os selv rundt i. Og vi skabte et miljø, der kun duede, hvis du havde en bil. Vi byggede en monokultur,” siger Leinberger.
Men General Motors tvang altså ikke amerikanerne til noget som helst:
“Vi fik jo ikke sat en pistol til tindingen. General Motors er ikke skurke. De var bare kvikke og producerede det, vi ønskede os. Og vi kvitterede med at forelske os i hele pakken,” siger Leinberger.
Men i dag er der flere rynker i panden end hjerter i øjnene hos amerikanerne. Der er krise på boligmarkedet, og benzinpriserne er skyhøje. Så nu er de vel tvunget til at finde på en ny drøm?
“Faktisk fravælger højtuddannede unge mennesker helt frivilligt den gamle amerikanske drøm om et hus i forstæderne,” siger Leinberger. ”
“Vi ved ikke endnu, hvordan den vidensbaserede økonomi kommer til at præge vores samfund, men vi kan allerede se, at de højtuddannede bedst kan lide at bo i bymiljøer, hvor en bil ikke er en nødvendighed. Ud af de 10.000, der er flyttet til Center City i Philadelphia i løbet af de sidste 10 år, har 99 procent en videregående uddannelse. Så den vidensbaserede økonomi har en ny måde at udleve den amerikanske drøm på,” forklarer Leinberger og tilføjer, at for hans voksne børn svarer et liv i forstæderne til en tilværelse på månen. Han er for resten også selv flyttet tilbage til byen, efter ungerne fløj fra reden.
Udviklingen er altså til dels drevet frem af tilvalg af byen, men, tilføjer Leinberger, også skubbet på vej af krisen på boligmarkedet og de stigende benzinpriser.
Forstæderne er taberne, mener Arthur C. Nelson, der er leder ved Virginia Polytechnics Metropolitan Institute:
“Det, der kommer til at ske er, at familier med lav- eller lavere middelindkomst bliver skubbet ud af byerne ud til de glamourøse forstæder til de såkaldte McMansions (enorme villaer beregnet til én familie, red.) i udkanten af forstæderne. Der kommer nok til at bo 10 mennesker i hver af de huse,” forudså Nelson i et interview i CNN i juni.
Leinberger er enig. Og kønt bliver det næppe.
“Forstadsbyggeriet kommer efter al sandsynlig ikke til at ældes med ynde. Mange af de kvarterer i storbyerne, som påbegyndte deres nedtur i 1960’erne, var for en stor del gjort af solide huse fra århundredskiftet, der tålte at blive ombygget til lejligheder, og i det hele taget ikke krævede megen omsorg. Det samme gælder ikke for det moderne forstadsbyggeri, herunder de eksklusive McMansions, der er billigt bygget,” siger Leinberger.
Han mener, at de nyeste boligområder, længst fra byerne og uden adgang til offentlig transport, kommer til at lide mest. Det bliver et amerikansk billede langt fra Futuramas glansbiller, forudser Leinberger.
“Mange af de områder vil fungere som magneter for fattigdom, kriminalitet og sociale problemer.”