Irakiske styrker støttet af amerikanske soldater indledte tirsdag en omfattende offensiv mod oprørere i Iraks nordøstlige Diyala-provins i det seneste afgørende fremstød mod sunnimuslimske oprørere og shiitiske militante. Al-Qaeda har forsøgt at vække spændinger i det både religiøst og etnisk sammenblandede Diyala, hvor en række bombeangreb har dræbt adskillige mennesker.
Selvmordsbombere har alene i denne måned dræbt 27 mennesker i provinsens hovedstad, Baquba, godt 65 kilometer nordøst for Bagdad. Provinsen, der grænser op til Iran, har været et af det sværeste områder at kontrollere siden invasionen. ritzau/Reuters