“Den 11. september 2001 var en markant livsændring for mig,” siger Lone Skov Al Awssi.
Gift med Ali, muslim og iraker, og med en rolle som folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti fik Lone Skov Al Awssi dengang både de personlige og politiske konsekvenser helt tæt ind på livet og har det stadig i dag. Hun brød dengang med partiet efter mildt sagt at have savnet opbakning til sin kritik af Irak-krigen. Men med en stor familie i Irak går krigen mod terror absolut ikke i glemmebogen, og hun er ikke imponeret over udviklingen.
“Det med at de har fået demokrati og kan stemme, det er noget, som vi kan gå heroppe i Danmark og glæde os over, men i Irak kan de ikke leve af at glæde sig over det. De skal have sikkerhed, sundhedsvæsen, el og vand og så videre op at køre, ellers går det ikke,” siger hun og fortsætter “Når Søren Pind skriver i sine kronikker, at nu skal irakerne være glade for, at de har fået demokrati, synes jeg, det er lige på grænsen til at være uartigt. For ved du hvad, danskerne ville have spist hinanden i desperation, hvis de havde haft det liv, irakerne har haft de sidste mange år.”
Lone Skov Al Awssi fortæller således, at de holder tæt kontakt til deres familie i Irak, og at deres nuværende situation er noget nær så dårlig, som den kan blive.
“Det er en kamp for overlevelse for dem. Det er en kamp for rent vand, elektricitet, og olie til din bil, og det er en frygt for at blive syg. Da vores fætter skulle på hospitalet, kunne de ikke køre ham til Baghdad, fordi det er for farligt, så de fik ham transporteret ind i Iran. Og det er beklageligt, at det er den vej, folk begynder at vende sig. Det hænger jo slet heller ikke sammen med den amerikanske udenrigspolitik,” siger hun og fortæller, at familien ellers bor i et af de relativt fredelige områder i Sydirak, tæt på Najaf - fredeligt fordi det er styret af al-Sadrs Mehdi-milits.
Trods situationen fortæller Lone Skov Al Awssi dog, at irakerne stadig har håb for fremtiden.
“Irakerne er sådan et sejt folk. De ser altid fremad. Hvis du tænker på, hvad de har gennemgået: Første og Anden Golfkrig og FN-sanktioner - de er bragt helt i knæ, og det er jo ikke et u-land i Afrika, altså, de har været et rigt folk, de har virkelig kendt bedre tider. Men de håber og håber og håber, til det er på grænsen af naivitet, og håb er jo også det eneste, de har.”
Hun fortæller dog også, at situationen er så desperat, at nogle irakere begynder at længes tilbage til Irak under Saddam Hussein.
“Glæden over at slippe af med Saddam var jo fantastisk - også i min egen familie. Men nu begynder det at blive sådan: Ja, der var alligevel mere lov og orden, da han var der. Og selv om der var vilkårlig vold, var den da ikke så vilkårlig som nu. Og jeg har hørt nogen sige, at ja, dengang havde vi en diktator, men i dag har vi mange flere, de er bare ikke så berømte. For der er jo de forskellige militsledere, og nogle af dem er lige så sindssyge, som Saddam Hussein var. Så mange begynder at sige: ‘Jamen dengang var der vand og el og mad og skolegang’. Men de fleste irakere vil jo ikke have Saddam Hussein tilbage. Det lykkedes ham at dræbe 18 medlemmer af min egen familie,” siger Lone Skov Al Awssi.