Han havde hår som en rockstjerne fra 50'erne og en stemme så vild som en rigtig rebel. Men det var netop den rebelske kultur og oprørske pædagogik, som Erhard Jacobsen rasede over. Som politiker var han berømt for sin evne til at trække såkaldte kaniner op af hatten og i sidste øjeblik redde Centrumdemokraternes valg. Således også på aftenen inden Folketingsvalget i 1977, hvor Jacobsen med den fanatisme, der kendetegnede hans egen kamp mod fanatisme, himlede op om, at en skoleklasse i Albertslund i et halvt år havde beskæftiget sig med et så underlødigt tema som 'revolution'. Det var for Jacobsen et eksempel på, at socialistiske lærere indoktrinerede sagesløse elever.
Kaninen virkede for Centrumdemokraterne og udløste endnu en debat om 'indoktrinering' i den danske folkeskole. Ifølge Ellen Nørgaard, som har været docent ved først Danmarks Lærerhøjskole og siden DPU, indledte Erhard Jacobsens udtalelse om de skandaløse forhold i en klasse i Albertslund den tredje fase af den såkaldte indoktrineringsdebat.
Dengang i 60'erne
Den første fase begyndte sidst i 60'erne. Det var venstreorienterede intellektuelle og fagbevægelsen, som anklagede folkeskolen for at fremstille Danmark som et harmonisk samfund uden klassemodsætninger, heroisere Vesten og skrive arbejderbevægelsens positive bidrag til velfærdsstaten ud af historien. Det var altså i første fase venstreorienterede positioner, som kritiserede en borgerlig og reaktionær folkeskole. Præmissen for den kritik var, at de borgerlige bestemte, og de venstreorienterede var i opposition.
I debattens næste fase var positionerne vendt om.
En direktør i Undervisningsministeriet hævdede i et stort anlagt interview i Berlingske Tidende, at børnehaver og folkeskoler visse steder var under indflydelse af "yderligtgående marxistiske lærertyper, der vil omforme samfundet". Nu var det venstreorienteringen, som blev beskyldt for at indoktrinere. Borgerlige positioner fremhævede citater fra publikationer som Politisk Revy og Unge Pædagoger som eksempler på en indoktrinerende tendens i den danske pædagogik, mens nogle venstreorienterede intellektuelle insisterede på kampens nødvendighed, og andre venstreorienterede hævdede, at pædagogikken ude i institutionerne ikke var så gennemgribende ideologiseret, som modstanderne hævdede.
Debatten kulminerede i en otte timer lang diskussion i Folketinget, hvor statsminister Poul Hartling vendte sig mod enhver form for heksejagt, og mindede om, at den bedste måde at bekæmpe hekse på var at lade være med tro på deres eksistens.
Som sagt blev den tredje fase indledt af Erhard Jacobsens udfald mod skolelærerne i Albertslund. Det viste sig siden, at Jacobsens angreb mod skolen kunne "pilles fuldstændigt fra hinanden".
Tradition og fremskridt
Ellen Nørgaard har i Indoktrinering i folkeskolen lavet en grundig og oplysende rekonstruktion af de tre fasers positioner, perspektiver og historiske horisont. Det er hendes tese, at kampen om folkeskolen var en konflikt mellem en fundamentalt konservativ og en grundlæggende progressiv position. Det var dem, der ville forandre samfundet mod dem, der ville bevare samfundet.
Skolen blev på mange måder et privilegeret felt for en overordnet konflikt, hvilket kom til at præge debatten. Den handlede meget om holdninger til samfund, demokrati, pædagogik og kapitalisme, og i realiteten temmelig lidt om, hvad der konkret foregik i klasselokalerne:
"Sammenfattende kan man om de to sidste faser i indoktrineringsdebatten sige, at de løb ud i sandet, fordi intet kunne dokumenteres."
Nørgaard viser også, hvordan begrebet 'indoktrinering' bruges i vidt forskellige betydninger. For nogle er 'indoktrinering' det samme som det helt banale vilkår, at mennesker socialiseres med visse sandheder om, hvordan samfundet er, og hvordan det burde være. For andre er indoktrinering identisk med bevidst og målrettet manipulation. De progressive og de reaktionære, de samfundsnedbrydende og de samfundsbevarende promenerede deres gensidige aversioner over for hinanden, men deres argumenter nåede sjældent hinanden:
"Det var samtidig karakteristisk for denne situation," skriver Nørgaard i sin konklusion, "at de forskellige forståelser af skolegang og uddannelse stod uforstående over for hinanden, det er svært at finde eksempler på dialog, ja, det er, som om man taler forskellige sprog."
Hun har ikke systematisk ajourført konflikten i 70'erne med det, der er blevet kaldt kulturkampen i 00'erne. Men bogen er en både underholdende og oplysende rekonstruktion af de spor og de modsætninger, som blev udviklet i 70'erne, og stadig synes at bestemme debatten i dag, som også ofte efterlader det indtryk, at der tales forskellige sprog. Selv om modsætningen mellem de progressive og de reaktionære har mistet sin intellektuelle appel, og Erhard Jacobsen ikke længere himler op.