I går stod Christiansborg på den anden ende, da integrationsminister Birthe Rønn Hornbech var kaldt i samråd om den seneste EU-dom, som giver ret til familiesammenføring med ægtefæller, som ikke har haft lovligt ophold. Både regeringspartierne og Socialdemokraterne har udtalt sig særdeles skeptisk over for dommen, og nu bakker også de radikale op om, at man undersøger lovgrundlaget:
“Det er fint at se nærmere på dommen. For vi har heller ikke nogen interesse i, at nogen uden for de europæiske lande kan tro, at her er en adgang til illegal indvandring. Vores ønske om en effektiv udlændingepolitik handler netop om, at den skal være med til at sætte foden ned over for illegal indvandring, tvangsægteskaber, proformaægteskaber, fup og svindel. Vi har ingen interesse i at understøtte det. Derfor er det fint at undersøge det, men det skal bare ikke pustes op til at være noget kæmpestort. Det er et lillebitte hjørne,” siger den radikale leder, Margrethe Vestager.
Samme toner har lydt fra statsministeren og integrationsministeren, som også har slået til lyd for, at dommen kan komme i konflikt med EU’s bestræbelser på at bekæmpe menneskehandel og illegal indvandring.
Derfor er det ifølge Vestager oplagt, at et bredt politisk flertal nu forsøger at opnå fælles forståelse af, hvordan man kan skrue en ny udlændingelovgivning sammen.
“Når nu sæsonen begynder for alvor, bør vi se på, hvad der samler os. For vi er jo enige om en lang række målsætninger om at forhindre tvang og illegal indvandring,” siger hun.
Margrethe Vestager peger desuden på, at udlændingepolitikken og ikke mindst integrationsindsatsen skal sammentænkes med en lang række andre områder, som f.eks. boligpolitik.
“En af grundene til, at det ville være rart med en meget bred politisk konsensus på det her område, er, at nogle af de meget langsigtede ting skal laves om.”
- Du lægger op til en ny og ‘effektiv’ udlændingepolitik, hvad lægger du i det begreb?
“Først og fremmest en politik, der er lovlig. Vi skal finde en politik, hvor danske og europæiske regler spiller sammen. Og en sådan lovgivning må give danske statsborgere samme rettigheder som andre EU-statsborgere. Derudover har vi ingen interesse i at understøtte, at folk kan komme her uden et lovligt formål. Danmark har ikke brug for at sende det signal, at her er åbne grænser. Hele indsatsen mod tvangsægteskaber og proformaægteskaber skal være en del af det, og samtidig skal vi formå at tiltrække mere arbejdskraft udefra,” siger hun og tilføjer:
“Nogle siger, at det ikke kan lade sig gøre. Men så vidt jeg ved, er det få ting, som kun har én løsning - sudoku og sådan noget.”
Men selv om de radikale nu bakker op om en undersøgelse af den seneste dom, så bliver den ifølge Vestager af regeringen brugt som afledningsmanøvre fra det centrale:
“Nemlig at der er noget helt, helt galt i den måde, borgerne bliver vejledt om deres rettigheder på.”
Og Ombudsmanden er da også gået ind i den sag, som ifølge Vestager er det afgørende; at man har undladt at gøre borgerne opmærksomme på de rettigheder, som opholdsdirektivet og reglerne om fri bevægelighed sikrer alle EU-statsborgere. Og det er ifølge Vestager udtryk for ‘alle tiders store bedrag’, når regeringen har forsøgt at lade som om, at udlændingepolitikken er et rent dansk anliggende.
“Regeringen har vidst, at EU-retten gav borgerne langt mere rimelige rettigheder, end den danske udlændingepolitik gjorde. Alligevel har man gjort sig meget stor ulejlighed med at lave et nyt forbehold i stedet for retsforbeholdet. Det har man gjort med henvisning til nødvendigheden af at kunne opretholde udlændingelovgivningen. Men regeringen har vidst, at det nye forbehold ikke ændrede sagens genstand,” siger hun.
“Aflysningen af afstemningen om EU-forbeholdene viser noget om viljen til at kaste EU på bålet for at kunne opretholde forestilling om, at der skal være et bestemt flertal i Danmark, for at vi kan opretholde en retstilstand, som i realiteten giver danskere meget dårligere rettigheder end andre mennesker,” siger Margrethe Vestager.
Og selv om Fogh nu har fået radikal opbakning til at granske grundlaget for den seneste dom, drejer det sig grundlæggende om rettigheder og ikke om regler, som ‘kan fikses’.
“Det er en afledningsmanøvre fra den store diskussion om, at EU sikrer borgerne nogle rettigheder, som de ikke er blevet gjort opmærksom på.”
Vestager opfordrer desuden til, at afdramatisere udlændingeområdet og samles om regler, der er mere hensigtsmæssige.
“Vi radikale kan ikke levere diskrimination, det siger sig selv. Men jeg tror godt, man kan sætte sig ned og se på det nuværende regelværk og se på de rettigheder, som EU giver borgerne, og så finde en mere effektiv måde at gøre det på. For ligesom det må være en menneskeret at gifte sig og bo i sit fædreland, ligeså er det en menneskeret at blive fri for tvang.”
- Så man kan overholde loven og alligevel lave en særlig dansk indsats på området?
“Ja, for op igennem 90’erne medvirkede R til en lang række ting, f.eks. krav om passende bolig. Vi satte turbo på dansk-undervisningen, og der blev stillet økonomiske krav.”
Disse initiativer blev taget over for tredjelandes borgere, understreger Vestager, som gentager, at 24-års-regel og tilknytningskrav alene stiller danske statsborgere ringere end andre EU-borgere.
“Og de regler svarer til at fjerne bumser i panden med en hammer. Der er ingen sikkerhed for at det virker, men det ser dramatisk ud.”
Påstanden om, at Danmark bliver udlændingemagnet, hvis man lemper på kravene, giver Margrethe Vestager ikke meget for.
“Magnetisme forudsætter, at man har noget, der er meget anderledes - en form for ubalance. Og hvis vi får regler, som ligner de andres, så må det alt andet lige bare jævne sig.”