Man skal ikke være skuffet eller misundelig. Så lad mig nøjes med at udtrykke en lille bitte snert af begge slags følelser over ikke at være med i Beijing. Skuffelse, fordi der ikke herfra er meldt afbud - det vender vi tilbage til - og misundelse, fordi OL på en række områder vitterlig er stort og ikke mindst anderledes end det, sportsfolk i al almindelighed er vant til. Det er ganske enkelt et ualmindeligt anbefalelsesværdigt sommerstævne.
OL er stort, fordi det er stort. Der er ingen sportsfolk - bortset fra nogle få fodboldspillere - der ellers har muligheden for at optræde på et stadion live med 100.000 mennesker. Brølet, blitzlysene og begejstringen, ikke mindst når værtsnationen indtager stadion, giver tårer i øjnene og hår, der rejser sig på armene.
OL er stort, fordi det er anderledes. Det sker vel sjældent eller aldrig, at sportsfolk fra forskellige idrætsgrene bor sammen og er i konkurrence ved det samme stævne. Det er de færreste forundt at bede en Carl Lewis eller Rafael Nadal om at rykke en balle, så der bliver plads til at spise frokost.
OL er stort, fordi de sidste virkelig kan blive de største. Tænk på Eddie the Eagle, hvis største kvaliteter i skihopkonkurrencen var, at han ikke kunne se, hvor han skulle lande, at han aldrig havde prøvet det før og ikke mindst, at han overlevede. Eller husk svømmeren ved OL i Athen, der nær var druknet i 100 meter crawl. Han havde aldrig set et 50-meter bassin.
Alt det gør OL til noget stort. Derfor misundelsen, men på den fede måde. Andre må gerne få oplevelsen, men der er noget, der sidder fast i kroppen, også længe efter at karrieren er slut. Dette ‘noget’ bliver til en fælles bagage for dem, der har været med til et OL.
Set med håndboldøjne er meget ændret. Bolsjedrengene ville have mere end almindeligt svært ved at klare sig i dag - i håndboldligaen.
Hvis en spiller fra OL i 1984 skulle spille i Beijing, ville han blive kørt over uden at opdage, hvad der ramte ham. Spillerne nu til dags er væsentlig større, sådan ca. fem-otte kg vægttrænede muskler pr. meter. Det gør ondt, rigtigt ondt, at stå i vejen for en spiller af den størrelse.
Oven i dette kommer regelændringerne, først og fremmest de hurtige opgiverkast. Der er ikke tid til at nyde en scoring. Spillerne er nødt til at spurte hjem - ofte blot for at se, at modstanderen allerede har scoret. Det bliver man hurtigt forpustet af. I hvert fald kræves et konditionsniveau, som var ukendt for bolsjedrengene i starten af 1980’erne.
Længden på shortsene har også ændret sig. De er blevet meget længere. Ved OL i 1984 var der vel tale om et par udvidede badebukser, nu om dage når spilleshortsene næsten til knæene. Hvor stor betydning, det har haft for spillets udvikling, skal være usagt, men ingen tvivl om, at når bolsjedrengene stadig huskes i visse kredse, er det ikke kun for spillets skyld.
At boykotte eller ikke at boykotte, det har været det centrale spørgsmål i de seneste måneders debat. I 1980 var det Sovjetunionens invasion af Afghanistan og Sovjets problematiske forhold til menneskerettighederne. I 2008 handler det om Tibet og om Kinas ligeså problematiske forhold til de basale menneskerettigheder.
OL i 1984 i Los Angeles var de store fredsbevægelsers tid. SS-20-raketter og atomvåbenfri zoner var hede emner. Naturligvis var der også en Idræt for Fred-bevægelse, der blandt andet talte flere af håndboldlandsholdsspilleren.
For at markere holdningerne valgte flere aktive at sætte en mærkat med en fredsdue på id-kortet. Det skulle de ikke have gjort. Det resulterede omgående i en alvorlig samtale. Kun de amerikanske OL-værter reddede de aktive fra hjemsendelse.
I forbindelse med åbningen af legene havde de nemlig sendt tusindvis af hvide duer op som symbol på fred. Det forekom uretfærdigt, at nogen skulle straffes med hjemsendelse, når OL-værterne kunne slippe af sted med det samme - oven i købet i den bedste sendetid.
Markeringer fra det nuværende landshold har indtil nu været fraværende.
En del af spillerne har dog deltaget i en anden central debat: nemlig fedmedebatten. Det har de gjort ved i fjernsyn og biografreklamer, at reklamere for Nutella. Et vægtigt politisk indlæg i sundhedsdebatten!
Nu kan man ikke forlange, men måske forvente, at de, der har valgt at bruge deres ikon-status til at få børn til at spise mere Nutella, også vælger at markere en holdning vedrørende Kina og menneskerettigheder. Det må de kommende dage vise.
Tilbage til skuffelsen. I 1984 på vej hjem efter OL besluttede denne signatur sammen med et par andre spillere, at landsholdskarrieren var slut. I protest over, at vi i de forløbne år var blevet udtaget og afsat gennem pressemeddelelser, besluttede vi ikke at orientere landstræneren om vores beslutning, men aftalte, at vi ville melde afbud via en pressemeddelelse.
Planen var god. Der var kun et problem - vi blev ikke udtaget igen, så vi har aldrig fået meldt afbud.
Vi er skuffede over ikke at være udtaget til Beijing.
Carsten Haurum er administrerende direktør i Kultur- og Fritidsforvaltningen i København og spillede med på det danske håndboldlandshold ved OL i Moskva i 1980 og i Los Angeles i 1984.