Hvad hedder din farfar? Jeg kan ikke engang huske, hvad min morfar hedder. For slet ikke at tale om mine bedstemødre. Jeg rødmer, for den slags bør man vide.
Men øh, jeg husker det altså ikke, ja, har vel egentlig aldrig vidst det, tænker jeg ved mig selv, før jeg får det spørgsmål, som skal blive gentaget uafladeligt til det parodiske over de følgende fire timer.
“Hvad er hensigten bag dit besøg i Israel?”
Jeg befinder mig i paskontrollen ved Ben Gurion-lufthavnen ud for Tel Aviv. “Hollywood,” svarer jeg en smule perpleks og mener selvfølgelig honeymoon, nej just vacation. Herregud, tænk at deres frygt kan være så stor. Jeg skal jo bare besøge min kæreste, men hvedebrødsdage er det godt nok ikke. Damen gransker mit røde norske pas. Hvor ligger Karachi? Der står jo i passet, at jeg er født der. Det spørgsmål kender jeg svaret på: I Pakistan.
“Hvad er hensigten med dit besøg?” Ferie, svarer jeg. Alt hvad folk har sagt til mig, siden jeg fortalte dem, at jeg skulle til Israel, dukker op igen. Jo, jo. Jeg var forberedt på denne situation. Jeg har en gribende roman med mig i min håndbagage og en iPod for det tilfælde, at ventetiden skulle blive lang. Der råbes højt efter en anden sikkerhedsvagt, og jeg bliver taget ud af køen. Jeg passerer muslimer, kristne, jøder og ateister. Folk bærer deres religiøse identitet på kroppen her. Inde i venteværelset sidder der stort set kun arabere ud over to blonde personer - men med muslimske navne, viser det sig. Tre timer må jeg tilbringe her. Mit fly er landet kl. fem om morgenen, så jeg er dødtræt. Jeg beslutter mig for at gennemgå hele mit ashtanga yoga-program og derefter læse i romanen. De andre irriterede mennesker og sikkerhedsvagter i venteværelset glor undrende på mig. Jeg føler mig som Gandhi i fængslet. Minutterne tikker derudad. Det ene navn efter det andet bliver råbt op. Endelig dukker en sikkerhedsvagt med et ironisk smil op og fremsiger mit. Jeg modtages af en politimand på min egen alder - dvs. ung og lovende - som stirrer på mit pas og derefter beder mig træde ind på et kontor og tage plads.
“Hvad er hensigten med dit besøg?”, “Kender du nogen i Israel?”, “Hvor længe skal du være her?”, “Hvor i Israel vil du tage hen?”, “Hvad lever du af i Norge?”, “Hvad hedder din farfar?”, “Hvad lever din kæreste af?”, “Hvad er hensigten med hans besøg i Israel?”, “Hvorfor er I ikke rejst sammen?”, “Er du komiker?”, “Fortæller du også vitser om os, om jøderne?…”
Efter mit livs mærkeligste forhør, ryster politimanden på hovedet, smiler og beder mig gå ud igen. I venteværelset må jeg vente i yderligere en time. Mit pas er endnu ikke leveret tilbage. Jeg fortsætter med at læse i min roman og prøver at købe noget at drikke fra automaten, men den virker ikke. Derefter overværer jeg en episode, hvor en spinkel og velklædt palæstinensisk mand ser hjælpeløst på en kvindelig politikonstabel, som sammen med en anden politikvinde højlydt diskuterer, hvad de skal stille op med denne person, som øjensynlig hverken forstår hebraisk eller engelsk. “Du har ikke lov at være her, du er palæstinenser, du er nødt til at rejse tilbage,” siger en politimand på meget langsomt og t-y-d-e-l-i-g-t engelsk. Han fatter ikke en lyd. Politikvinden ser sig rundt i lokalet og får så øje på mig. Taler du arabisk? “Nej”, svarer jeg. Det krigeriske tonefald og afhøringen af palæstinenseren fortsætter i forhørslokalet. Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg har set mennesker ydmyget på den måde.
En time senere bliver jeg hentet af en ung mand i hvid skjorte. Han ser ud som en studerende. Jeg bliver behandlet med udsøgt høflighed, og et nyt forhør sættes i gang. Hvad er hensigten med dit besøg? Hvad hedder din farfar? Så må vi gennem hele møllen igen, hvorefter jeg bliver bedt om at underskrive nogle papirer og tage plads i venteværelset igen. Da der er forløbet yderligere en halv time, er jeg sikker på, at jeg nok aldrig kommer til at forlade dette lokale. Det er mig efterhånden det samme, om jeg bliver sat på et fly tilbage til Norge, til Karachi eller hvor som helst. Nu vil jeg bare sove. Gandhi? Jeg er snarere ved at blive til en gremlin.
Så kommer der endelig en politimand med mit pas og siger: Shabana, you can go. Yes! Glæden er ubeskrivelig, jeg løber af sted imod bagageudleveringen, men her bliver jeg stoppet igen - de skal gennemgå min bagage. Hvad er hensigten med dit besøg? En ny omgang kan begynde med en ny politimand. Efter en halv time mere slipper jeg så endelig ud.
På det tidspunkt er jeg ikke et menneske længere. Men det slår mig, at jeg slet ikke blev blevet gal i hovedet. Israelerne kunne nok have forenklet deres forhørssystem, men det er trods alt et land i krig, og tonefaldet var hele tiden høfligt. Efter en uge i Tel Aviv, hvor jeg bader ved stranden, bliver klippet af muslimske arabiske bøsser, og hvor melankoli, frigjorthed, fest, sol, strand og fantastiske madoplevelse veksler med en anspændt atmosfære og nye sikkerhedstjek, er det en strandferie, jeg aldrig vil glemme. Jeg bliver slået af de mange mennesker i denne by, der er så smukke, at det gør ondt øjnene, og hvordan byen forstår at feste og leve et normalt liv, samtidig med at alle er på vagt.
Militærfly og helikoptere overflyver konstant strandpromenaden som i en amerikansk film og er stadige påmindelser om, at dette lands eksistens ikke er en given ting. Det gør indtryk på mig, at individets frihed dyrkes intensivt i denne lille bid af Israel, Tel Aviv, hvor kvinder går klædt nøjagtig, som de vil - ja hyppigt næsten afklædte, og hvor de mest populære diskoteker har ‘homotirsdage’ og ‘S/M-torsdage’. Det er tilsyneladende et superfrit samfund, hvor folk kan dyrke deres lyster, som de vil, og på en ganske unik måde end i det øvrige Mellemøsten. Israel er et åbent demokrati. Og må betale en blodig pris for at være det.
På vej ud af landet er der en ny paskontrol, og jeg bliver igen pillet ud af køen. Hvorfor? Fordi jeg er født i Pakistan. Et nyt forhør finder sted efter samme procedure: Hvad hedder din farfar? Hvad var hensigten med dit besøg i Israel?
Hjemme igen taler jeg med min søster, som har besøgt et desillusioneret og bombetruet Pakistan. “Så du blev spurgt om farfars navn? Jeg blev spurgt om, hvad alle mine brødre og søstre hedder, hvad svigerinderne og svogre hedder, og hvad onkler og tanter hedder”, fortæller hun.
Jeg bliver helt tavs. Hvad er meningen med disse spørgsmål? Jeg ved ikke engang, hvilken gud jeg tror på, om nogen overhovedet. Impulsstyret og frihedselskende, som jeg er, forekommer det mig så fjernt at have styr på tro, slægt og hensigter, at det er som at rejse til en anden tid, hvor fællesskaber er vigtigere, end hvor meget man kan tillade sit at overtrække sit kreditkort med, før der igen løber penge ind. Så kommer jeg pludselig i tanker om, hvad bedstefar hed. Han hed Baba. Som alle gamle bedstefædre bliver kaldt af børnebørn blandt muslimer, jøder og hinduer.
Oversat af Niels Ivar Larsen