For noget tid siden var jeg blevet inviteret til at gæsteforelæse for de danskstuderende på et schweizisk universitet. Emnet var sådan dansk musik bredt, med fokus på de sidste 50 år - altså fra og med rockmusikkens fremkomst.
Ikke desto mindre forsøgte jeg at række helt tilbage til folkeviserne og salmedigtningen og følte mig egentlig ret selvfed, mens jeg lirede af mig og fortalte vidt og bredt, kun afbrudt i ny og næ af musikeksempler. Det gik over stok og sten, og bagefter blev jeg inviteret ud at spise af professoren, og alle de studerende fulgte med, så det var ikke så mærkeligt, at vi til sidst endte på en beverding, hvor snakken lystigt gik, og jeg efter bedste evne forsøgte at besvare, hvad der nu måtte være af spørgsmål.
Lige indtil én af de studerende stillede det famøse 100.000 kroners spørgsmål - “Og dansk folkemusik. Hvad med den? Hvad kan du fortælle om den?” ville hun vide. Æh bæh og buh. Jeg mumlede lidt om Evald Thomsen og Ingeborg Munch, strejfede lige denne Lars Lilholt og sluttede med Sorten Muld.
Hun sad lidt, kiggede på mig og sagde så:
“Det ved du altså ikke ret meget om”.
Jeg vred mig lidt på stolen, men måtte medgive, at hun havde ret og kom i tanke om den herboende amerikanske guitarist, Billy Cross, som engang i et interview sagde noget i retning af, at (citeret efter huskeren…) “Det er sjovt, de fleste danske musikere, jeg møder ved mere om amerikansk og engelsk folkemusik end om dansk ditto.”
En kø, jeg lettere skamfuldt altså roligt kan stille mig op i. Men det gav mig dog lidt blod på tanden desangående, og det følgende er en lille lystvandring i et par danske plader, der alle bærer prædikatet ‘folkemusik’, og endvidere alle er udsendt på pladeselskabet GO’ Danish Folk Music, som aldrig er holdt op med at sende mig deres mange fine udgivelser.
Men husk på, at nedenstående ikke så meget er ekspertudsagn, som en almindelig dødeliges møde med sin egen arv.
Når vi snakker dansk folkemusik, er det ifølge de kendere, jeg har snakket med, ikke til at komme udenom duoen Haugaard & Høirup, der i øvrigt fejrer 10 års jubilæum i år. Bl.a. andet med udgivelsen Rejsedage/Travelling, der består af en cd med 11 sange og en DVD, optaget live på Bartof Cafe i Kbh., efterfulgt af et interview med de to herrer ved Jørgen Flindt Pedersen.
Harald Haugaard trakterer violin (fiolen?) og mandolin med en ekspertise, der grænser til det virtuose, mens Morten Alfred Høirup tager sig af guitar, lut og ind imellem også bryder ud i sang.
Materialet består af såvel traditionelle melodier (march, polka, vals, de er ikke smålige) samt egne bidrag til det omfattende folkemusikrepertoire.
Samspillet slår gnister fra start til slut, og man skal godt nok være noget af en blegfis, hvis ikke Haugaards fyrige fiol får ens ben til at spjætte, mens man i sit stille sind overvejer, om det mon kunne være noget for fruen at gå til lidt folkedans.
De to herrer hjælpes endvidere på vej af den skrappe Tapani Varis (bas, jødeharpe, fløjte) på en lang række numre, ligesom der også gøres plads til gæsteoptrædener fra trækharmonikaspilleren Sonnich Lyddom og guitaristen Sune Hånsbæk.
Men stjernerne er og bliver Haugaard & Høriup, hvis lidenskabelige tilgang til og affyring af materialet her sagtens kunne lokke en og anden til en Tønder Festival eller to.
Lige så pletvist inciterende om end betydeligt mere elektrificeret tager kvartetten Tumult sig ud på cd’en Aldrig får jeg fred, som med al tydelighed demonstrerer rockpåvirkningen på moderne folk.
Også Tumult trækker sine steder på traditionelle sange og tekster om end størstedelen af materialet er skrevet af gruppens medlemmer, med fornemmelse for den tradition, de indskriver sig i.
Måske er det brugen af bas og trommer som bund, der giver pladen en grundfornemmelse ikke ulig diverse moderne skotske og irske folkeorkestre - jeg kommer også til at tænke på Manu Chao - som arbejder inden for samme felt.
Svagheden ved Aldrig får jeg fred er ikke hverken spilleglæde eller instrumental kunnen så meget som et ikke altid lige velskrevet materiale.
Således er pladens ubetinget bedste nummer den traditionelle “Den første kærlighed”, som bandet til gengæld yder fuld retfærdighed, selv om jeg nu også ret godt kan lide nummeret “Antonius”, på samme måde som titelnummeret får håret op at stå.
Imellem sig trakterer de fire herrer et hav af instrumenter, og der er for mange fine enkeltindsatser til at fremhæve nogle specielt, thi dette er ensemblespil på højt niveau. Sikkert sinds oprivende godt på en scene, formoder jeg.
Også Phønix er en kvartet, men her er kønskvoteringen i top; det smukke køn er repræsenteret af sangerinden Karen Mose og klarinettisten Anja Præst, mens herresiden består at trækharmonikaspilleren Jesper Vinther og slagtøjsspilleren Jesper Falch.
Med en sådan opstilling bliver der med ét langt til Robbie Williams og Britney Spears, men det er sgu kun en lise. Med få undtagelser er alt materialet på cd’en Folk traditionelt (det er blot en anden måde, hvorpå man siger, at noget er så gammelt, at ophavspersonen er gået i glemmebogen) og ligger som helhed tættest på, hvad jeg i mit stille sind forestiller mig dansk folkemusik går ud på.
Jeg er som sagt kun en amatør, men disse ofte sørgmodigt molstemte fortællinger vækker en eller anden førkulturel genkendelse i mit sind og lader mig for en stund hengive mig lidt til den der melankoli, jeg bilder mig ind er særlig for os nordboere. Nu er det ikke jammer det hele, Phønix kan også godt losse lidt til tingene og sætte fut i fejemøget, så som helhed er der tale om en herligt afvekslende og absolut indbydende udgivelse, der får husets fulde anbefaling.
Afslutningsvist er det ikke til at komme udenom Monsdrum (alias David Mondrup), hvis fine Folktronic-udgivelse godt nok kun er tilgængelig som download, men det ligger fint på linje med udgivelsens natur - traditionel musik udelukkende fremført af elektronisk vej.
Noget af det har Mondrup selv komponeret, mens oprindelsen af de tre numre med vokal af den velsyngende Mia Guldhammer alle fortaber sig i historiens tåger.
Trods den elektroniske klang skal der ikke herske tvivl om Mondrups beherskelse af eller forståelse for sit felt, og pladen er både et frisk pust og en indikator af en af de veje, den danske folkemusik også kan gå.
Thi er der egentligt noget mere folkeligt og demokratisk end de musikprogrammer, man finder i nutidens bærbare computere, hvor alle - uanset baggrund - kan være med fra starten? Og i processen måske tilmed yde et bidrag til sangskatten.
Thi man må aldrig glemme, at folkemusikken i sin kerne er både enkel og altomfavnende. Så det er bare at komme i gang.
Haugaard & Høriup: Rejsedage/ Travelling www.hhduo.dk
Tumult: Aldrig får jeg fred www.tumulten.dk
Phønix: Folk www.phonixfolk.dk
Monsdrum: Folktronic (Følg i øvrigt Monsdums færden på monsdrum.blogspot.com og monstrum.mymusic.dk/)
Nævnte udgivelser er udsendt på selskabet GO’ Danish Folk Music, og kan De ikke få Dem i den lokale Fona eller Føtex (lidet sandsynligt!), så prøv evt. www.gofolk.dk for oplysninger om nærmeste forhandler