Condoleezza Rice, den amerikanske udenrigsminister, var i den ubekvemme position, at hun måtte takke Frankrigs præsident for at have sikret den våbenhvileaftale, der skal bremse Ruslands forbitrede krig imod Georgien. For var det ikke samme Rice, som ytrede hine uforglemmelige, vrede ord om Bush-regeringens hensigter i foråret 2003, da Frankrig, Tyskland og Rusland satte sig imod at støtte Irak-invasionen: “Straf, Frankrig, ignorer Tyskland og tilgiv Rusland.”
Hvilken forskel en krig dog ikke kan gøre! Samme udtalelse må have hjemsøgt hende som et ubehageligt minde, da hun torsdag førte samtaler med præsident Nicolas Sarkozy i dennes sommerresidens, før hun begav sig videre til Tblisi i en gestus, der skulle demonstrere solidaritet med Georgiens hårdt trængte regering.
Konflikten, som fortsat rumler videre, har skabt vindere, i al fald på det korte sigt, og tabere. Kigger man lidt længere frem, kan det imidlertid godt være nødvendigt at ændre på pointtavlen.
Den klare vinder er Rusland, som har indfriet en klar målsætning ved effektivt at sikre, at Georgiens udbryderrepublikker er uden for Tblisis kontrol og ved samtidig at straffe den tidligere Sovjetrepublik for dens bestræbelser på at blive NATO-medlem.
Rusland var i stand til at diktere vilkårene for den våbenhvile, som er underskrevet af den russiske og dengeorgiske præsident, og som rummede markante ‘smuthuller’, som gør det muligt for Ruslands ‘fredsbevarende styrker’ at forblive i selve Georgien. Skønt Vesten har udelukket militær indgriben til støtte for Georgien, regner man med at kunne spille på Ruslands ønske om at blive integreret i internationale institutioner som et effektfuldt incitament til at søge en forhandlingsløsning.
Vesten har imidlertid andre muligheder for at straffe Rusland for dets ‘åbenlyse aggression’ imod Georgien via diplomatisk isolation. Under Vladimir Putin udviklede Rusland relationer med strategisk væsentlige lande som Kina og Iran, og Vesten vil måske finde det vanskeligt at isolere Kreml, som formentlig også satser på, at de vestlige lande vil komme til fornuft, ganske som Israel gjorde efter Libanon-krigen. Det er på længere sigt, at russerne kan få konsekvenserne at mærke, i lyset af at Rusland i al væsentlighed har opbygget sin aktuelle økonomiske styrke på en boble af olie og naturgas. Rusland må endvidere indrette sig på følgevirkningerne af sine handlinger til støtte for Georgiens udbryderregioner inden for sine egne grænser, hvor der findes i hundredvis af etniske og religiøse minoriteter.
Præsident Mikhail Saakasjvili er krigens helt store taber og vil muligvis føle sig fristet til at eskalere konflikten i et forsøg på at fremkalde en mere robust intervention fra Vesten. Imidlertid må man formode, at Rice, uanset hvor stærk støtte hun offentligt har tilkendegivet over for Saakasjvili, vil vide at give den georgiske leder klar besked om, hvor grænsen for den amerikanske opbakning går. Den omstændighed, at Moskva åbent kræver ham fjernet og ikke vil acceptere ham som forhandler, sætter Saakasjvili i en position, der er analog til Yassir Arafats, den palæstinensiske leder, hvis prestige led et knæk som følge af såvel Israels som Bush-regeringens boykot. På kort sigt har han nok geor-giernes opbakning, oppositionens indbefattet, men hans fremtid tegner usikker.
I kraft af præsident Sarkozys og hans udenrigsminister, Bernard Kouchners- utrættelige indsats har EU-formandslandet Frankrig høstet stor anerkendelse for sine bestræbelser på at få bilagt striden. Euforien kan imidlertid hurtigt fordufte, når svaghederne i den såkaldte sekspunktsaftale træder tydeligere frem.
EU er håbløst splittet imellem, hvad en analytiker kalder “koldkrigere” og “kompromis-søgere” og vil forblive det på længere sigt. Splittelsen i Europa kan imidlertid også vise sig som en styrke, da den kan danne udgangspunkt for en alternativ indfaldsvinkel til Det Hvide Hus’ sort-hvide tilgang.
Med sit tilbud om muligt medlemskab opmuntrede NATO indirekte Georgien til at hævde sin nationale ret og genvinde kontrol med Sydossetien i en konflikt, som har været indefrosset siden Sovjetunionens kollaps.
Saakasjvili er forbitret over det forhold, at den 26 nationer store alliance på sit topmøde i april fremlagde en køreplan hen imod georgisk medlemskab trods massivt russisk pres. Russerne opfattede dette udspil “som et signal til angreb”, udtalte han onsdag. NATO kan på længere sigt vise sig at blive den store taber, hvis Moskva strammer kursen over for Ukraine, der i lighed med Georgien har udfordret Moskvas overhøjhed over sit ‘nære udland’ ved at forlange tre dages varsel om Sortehavsflådens bevægelser.
Som i de fleste krige har sandheden været det første offer, og det samlede antal civile ofre er fortsat ukendt. Det har indtil videre vist sig umuligt at verificere påstande og modpåstande fra stridens parter, der begge har anklaget modparten for “folkemord” og “etnisk udrensning”.
© The Independent og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen