Det har været et rekordår for superhelte. Fra Iron Man til Batman, fra Hancock til Hulk har Hollywood hældt enorme summer i at omplante tegneseriefigur-fortællinger til filmuniverset - alene Batman indspillede i sine første tre uger i USA over 400 mio. dollar.
Som det seneste forsøg på at ride med på bølgen kommer nu filmskaberen Guillermo Del Toros Hellboy II: The Golden Army, der bygger på tegneserien af Mike Mignola og byder på et produktionsdesign af samme fantastiske karakter, som gjorde Del Toros Pan’s Labyrinth til et brag af en film.
Hvad angår Spiderman - figuren, som kickstartede dette årtis superhelteboom med de tre film af Sam Raimi fra 2002, 2004 0g 2007 - meldes en fjerde opfølger at være på vej. En omfattende Broadway-musical-versionering er også på trapperne med sange af U2’s Bono og The Edge.
Fra de kanoniske superheltetegneserier er der imidlertid en række sofistikerede kraftkarle, som endnu har til gode at opstå i filmversion, mens mange af de allerede filmatiserede har tabt en god del af deres nuancer. Det er trods alt en ganske vanskelig bedrift at kondensere en karakter, hvis forhistorie kan strække sig tilbage til årtiers mutationer, til en spillefilmshandling på to timer.
Som massemedietidsalderens muligvis første superhelt har The Shadow oplevet dusinvis af inkarnationer i tegneserier, romaner, film og fjernsyn. Men figuren har sin oprindelse tilbage i et radiospil fra 1930, og i radiomediet fungerer kampscener ikke optimalt. Følgelig udmærkede denne kriminalitetsbekæmper sig mere ved sin markante hjernekapacitet end ved sin overlegne fysik.
Som et retsindet, men også noget uhyggeligt gespenst udstyret med evnen til at “formørke menneskers sind” - i al fald i den version, som gjorde Orson Welles til stjerne - var Skyggen en kombination af en genial detektiv og mester i en suggestion. Han var i den forstand at ligne med en art mellemform mellem Sherlock Holmes, Dracula og Batman. Hans hemmelige identitet varierede efter de medier, hvor han dukkede op, men ofte kombinerede han østasiatisk eksotisme med storbysofistikation. Der har ikke været meget nyt om The Shadow siden den lidet inspirerende film af samme navn fra 1994 med Alec Baldwin, om end Raimi, som udsendte den meget shadowagtige Darkman i 1990, vides at have sikret sig rettighederne til figuren.
Den kostumeklæde superhelts æra var undervejs, da Will Eisner skabte sit eget personlige bud på en superheltekarakter, som kørte som avisserie fra 1940-52, men The Spirit havde også meget til fælles med detektiverne fra kiosklitteraturen og film noir-genren.
Kun en dominomaske adskilte hans udseende fra den klassiske detektivromans helt à la Chandlers og Mickey Spillanes - et privatliv eller en hemmelig identitet havde han knapt nok. Som den fremragende håndværker han var, kombinerede Eisner spænding, gys, humor og romantik i sin effektive streg med de opløste billedrammer, og opbyggede et helt menageri af fjender og hjælpere til at omgive sin helt. Igennem det sidste halve århundrede er kritikernes vurdering af denne figur og hans skaber vokset uophørligt. Til jul vil en ny filmatisering se dagens lys, og bag den står Frank Miller som både manuskriptforfatter og instruktør. Som mange vil huske, skabte Miller sit ry i 1980’erne og 90’erne med værker som Sin City, der siden blev filmatiseret af Robert Rodriguez, og med sin grafiske roman, 300, der for et par år siden kom i en filmversion ved Zack Snyder.
En af de mest dybdeborende undersøgelser af, hvad supermenneskelighed kunne indebære i virkeligheden er serien Miracleman (der oprindelig hed Marvelman), der kørte i Storbritannien fra 1954 til 1963. To årtier senere genoplevide den britiske tegneserielegende Alan Moore figuren og bevarede den grundlæggende idé om en almægtig helt, som overtager et hverdagsmenneskes krop, når han udtaler den rette magiske formular, idet Moore dog lader handlingen udvikle sig på baggrund af dystre sociale kulisser og udnytter intrigen til at kritisk at granske magtudøvelsens moralske aspekter.
Efter Moore tog Neil Gaiman (forfatteren bag Sandman og American Gods) over og forestod fortællingerne om hverdagslivet i dette formodede utopia, men igennem det seneste årti har serien befundet sig i et retsligt limbo: Ejerskabet til såvel de eksisterende historier som figuren har hidtil ikke kunnet afklares. En filmatisering er derfor næppe sandsynlig i nogen nær fremtid.
Woo! Således lyder det lattervækkende kampråb fra denne superhelt, som har en 12-årigs intellekt og en krop, der mest af alt minder om et kondom udstoppet med valnødder - Megaton Man var da også en skinbarlig parodi på reagansk apple pie-patriotisme i superhelteskikkelse.
I en fortsat fortælling over 10 numre begyndende i 1984 fortæller tegneren og forfatteren Don Simpson historien om reporter Trent Phloog, som ved at udtale ordet Overkill kan forvandle sig til Man of Molecules, den svorne fjende af Bad Guy og en integreret del af det amerikanske nukleare afskrækkelsesforsvar. Simpsons streg står i synlig gæld til Eisner, og han undser sig heller ikke for pasticher, der driver gæk med adskillige andre superhelte foruden Gary Trudeaus Doonesbury-stribe såvel som med de politisk korrekte forestillinger, der trives inden for USA’s liberale østkyst-intellektualisme.
Figuren og det enorme persongalleri af bifigurer er lige siden dukket op igen med jævne mellemrum, og serien udgives nu af Todd McFarlanes Image Comics, som relancerede Spiderman med succes i 1990’erne og desuden er involveret i den juridiske tovtrækning om Miracleman.
Alan Moore og Dave Gibbons miniserie Vogterne, som kørte fra 1986 til 1987 er forblevet det definitive værk fra 1980’ernes revisionistiske strømning i superheltegenren og excellerer i hele dennes billedsproglige palette, idet den dog samtidig tager forestillinger om supermenneskelighed og selvtægt under kritisk behandling på måder, som indtil da ikke var set i amerikanske tegneserier. På selvtægtssiden finder vi Rorschach, en semipsykotisk efterkommer af The Spirit, mens vi på supermenneskesiden finder Dr. Manhattan, en videnskabsmand, som efter en ulykke under et kernefysisk eksperiment er blevet udstyret med en evne til at kontrollere materien på kvanteniveau og tillige har funktionel alvidenhed. På samme måde som Megaton Man indlemmer den amerikanske regering ham i sit våbenarsenal - som på dette tidspunkt stadig står under Nixons kontrol - og på samme måde som Miracleman forkaster han mere eller mindre at være del af det menneskelige fællesskab.
Dr. Manhattan, som optræder i klædeligt Yves Klein-blåt, vil blive spillet af Billy Crudup i den filmversionering, der mirakuløst er på vej til næste år efter en 20 år lang kamp for at få filmrettighederne til miniserien til at falde på plads. Terry Gilliam, Darren Aronofsky og Payul Greengrass har alle meldt deres interesse, men trukket sig igen, og i sidste ende blev det Zack Snyder, der fik chancen. Han lover nu at levere en filmatisering, der er tro imod Moores og Gibbons værk.
Serieskaberen Mike Mignola, der både tegner og fortæller, har sagt om Hellboy - en rød dæmon med nedfilede horn og en kæmpemæssig højre hånd af sten, som er manet frem under Anden Verdenskrig af en vis Rasputin på vegne af nazisterne - at figuren delvis bygger på hans egen far, hvilket må vække undren. Men sandt at sige er Hellboy en god fyr, der bliver opdraget af de amerikanske myndigheder til at blive “verdens største paranormale detektiv”. Han er en brysk og fåmælt helt, der befinder sig et eller andet sted mellem Clint Eastwood og Tingen fra De Fantastiske Fire.
Serien, der blev skabt i 1993, blander elementer fra krigsfilm, film noir og superheltekonventioner med stærke islæt af fantasy-arketyper. Intet under derfor at horror-fantasy-forfatteren H.P. Lovecraft ofte bliver citeret som kilde, eller at værket har appelleret så stærkt til netop Del Toro. Hans succesrige actionfilm fra 2004 blev fulgt op af et par tegnefilm, som var tro imod serien og nu af Del Toros egen, endnu mere fantastiske toer, Hellboy II: The Golden Army.
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen