“På baggrund af Deres forslag erklærer denne myndighed sig indforstået med, at kælder nr. 1 bliver forvarmet med luften fra de rum, hvor de tre sugeanlæg står.”
Ovenstående er en helt nøgtern bekræftelse på et effektiviseringsforslag, som en ingeniør er kommet med i forbindelse med installationen af en række ovne. Men kælder nr. 1 er et gaskammer. Og det der skal effektiviseres er brugen af Zyklon B, den dødelige insektgift man anvendte i masseudryddelsen af jøder og andre uønskede individer under Anden Verdenskrig.
Det omtalte forslag kommer fra ingeniør Kurt Prüfer fra firmaet Topf und Söhne, der leverede krematorieovne til udryddelseslejren Auschwitz.
Han skulle overvære installationen og ibrugtagningen af ovnene, og i den forbindelse blev han opmærksom på en mulig optimering af processen.
Disse krematorieovne udleder en masse overskudsvarme i forbindelse med afbrændingen af lig. Hvis man ledte denne varme luft ind i gaskælderen ville det effektivisere brugen af Zyklon B. Den fungerer nemlig bedst ved omkring 26 grader, og man ville nemmere kunne regulere temperaturen i rummet, hvis varmen blev ledt ind udefra. Især i de kolde vintermåneder ville det også spare meget brændsel. SS sendte firmaet Topf und Söhne besked om, at de havde tænkt sig at lytte til Prüfers forslag. Endnu engang havde SS’ samarbejde med virksomheden fra Erfurt vist sig fordelagtigt for værnemagten.
Historien om firmaet Topf und Söhne er gruopvækkende i sin teknokratisme. Det er det, der er pointen bag den udstilling om det tyske familiefirma, der åbner i dag på Arbejdermuseet.
Udstillingen baserer sig på dokumenter. De kolde tal og tekniske overvejelser. For i de nøgne fakta og det bureaukratiske sprog ligger en latent uhygge. Den ureflekterede assistance til masseudryddelsen.
Det er det unikke ved denne udstilling, mener museumsinspektør Jacob Bjerring-Hansen.
“Der er ikke noget, der tyder på, at virksomhedens ledere, brødrene Ludwig Topf og Ernst-Wolfgang Topf, var antisemitter. De var ganske vidst medlem af DNSAP, men det var der jo mange, der var. Der er ingen spor af antijødiske tilkendegivelser, og der var både halvjøder og kommunister ansat i firmaet. Der er altså intet, der indikerer, at det har været ideologisk begrundet. Det var ikke engang noget, de tjente imponerende på. Og de blev heller ikke udsat for pres af SS. De rettede tværtimod selv henvendelse til dem. De har blot betragtet det som en hvilken som helst anden handel.”
Ingeniørerne Kurt Prüfer og Karl Schultze blev virksomhedens repræsentanter i lejrene. Og de ledede ikke blot installationen af ovnene, de var også SS-kommandoens vejledere. De arbejdede hele tiden på at effektivisere processen.
“Oprindeligt var ligbrænding omfattet af en lov fra 1934, hvori der indgik mange etiske overvejelser. Liget måtte ikke udsættes for direkte flamme. Der skulle kun være en fin aske tilbage. Det skulle fremgå tydeligt, hvem den afdøde var, og hvem der havde foretaget ligbrændingen og så videre. Alt sammen et resultat af, at ligbrænding indtil 1934 havde været forbudt, og da det blev lovligt var det kun borgerskabet, der benyttede sig af det. Men alle disse etiske overvejelser forsvandt hurtigt ud af Topf und Söhnes arbejde for den tyske værnemagt. For eksempel opfandt man en ovn, hvor tre lig brændte samtidig og varmen fra de to yderste lig antændte det midterste, så man minimerede brugen af brændstof,” siger museumsinspektør Jacob Bjerring-Hansen.
Der hersker derfor ingen tvivl om, at de kendte til udryddelsen af jøderne og dets omfang.
“I interne dokumenter fra firmaet indgår ordet ‘gaskælder’. De er altså ikke lige så fintfølende og forsigtige som SS-kommandoen, der omtaler kamrene som ‘særlige badeanstalter’ og lignende.
Topf und Söhnes repræsentanter i lejrene har selv set bunker af lig og har endog set levende mennesker blive smidt i ovnen. I de interne drøftelser indgår konstant overvejelser, om hvordan man øger ovnenes kapacitet. De har måske bedre end nogen andre kendt til massemordets omfang. Det blev de jo nødt til, hvis de skulle beregne ovnenes kapacitet,” siger Jacob Bjerring-Hansen.
I udstillingen kan man se en række urner, som rigstyske ofres pårørende har fået udleveret. Men asken i urnerne har blot været en vilkårlig bunke samlet op i ovnen. Bortset fra urnerne er der i udstillingen ikke fokus på ofrene i de konkrete tekster. Men det betyder ikke, at de ikke er der. Urnerne er det første man ser, når man træder ind på udstillingen, og tanken ligger konstant i baghovedet, når man vandrer gennem udstillingen, der mest består af gulnede dokumenter.
“I Tyskland er bevisførelsen helt central. Man må forestille sig et miljø, hvor der er Holocaust-benægtere fremme, hver gang man er på banen med faktuelle oplysninger. Hvis der er den mindste talfejl, så afviser benægterne hele historien. Det gør, at man er uhyre detaljeret og præcis i alt. Der er ikke et eneste postulat, som ikke bevises gennem et internt dokument. Det er ikke en udstilling, der baserer sig på følelsesmæssige erindringer om Holocaust og lejroplevelser, som man kan så tvivl om, simpelthen fordi folk naturligvis ikke husker lige præcist. Der kommer modstridende oplysninger frem, hvis 20 mennesker fortæller om det samme. Men det her er simpelthen så blottet for følelser og holdninger, at man ikke kan afvise det,” siger Jacob Bjerring-Hansen.
Arbejdermuseet har i forbindelse med udstillingen udarbejdet en del undervisningsmateriale, der skal anspore skoleklasser til at tage den etiske diskussion, som Topf und Söhne aldrig rørte.
“Mange historikere mener jo, at man ikke kan dømme mennesker udfra handlinger, de har foretaget i en fortid, der var helt anderledes. Man må gå ind på datidens præmisser og forstå handlinger i kontekst. Det mener jeg faktisk er noget vrøvl i denne sammenhæng. Her har man netop kendskab til alle omstændighederne. De var ikke under pres hverken økonomisk eller politisk. De havde alternativer. De kunne bare have sagt nej. Og så må man spørge sig selv om, hvorfor de alligevel vælger at tage opgaven.”
Det er dette etiske dilemma, der gør udstillingen så aktuel, mener Jacob Bjerring-Hansen.
“Vi er jo også nogle af dem, der skriver Holocaust med stort H, og vi er meget kede af at drage paralleller til nutidige problemstillinger, men hvis man koncentrerer sig om det enkelte menneske, den enkelte aktørs handlemuligheder, så vil jeg mene, det er muligt på den måde at aktivere historien. Man må spørge sig selv: Hvornår blev det unormale normalt for en arbejder på Topf und Söhne? Hvornår tog de det berømte første skridt?”
Alt tyder på, at alle de ansatte på virksomheden, der arbejdede med produktionen af ovnene, vidste, hvad de skulle bruges til.
“Der er intet, der tyder på, at nogen har sagt op eller har gjort modstand mod arbejdet, selv om alle har været bekendt med deres anvendelse,” siger Jacob Bjerring-Hansen.
En del af ingeniørerne har været direkte indblandet i arbejdet med at optimere ovnene, og det er i virkeligheden det, der er det mest gruopvækkende ved virksomhedens arbejde for SS.
“De tager selv initiativ til at effektivisere udryddelsen. De er så optaget af den tekniske formåen, at de er helt blottet for etiske overvejelser. Det er her, man virkelig ser, hvor galt moralsk afmarcheret, de har været. Det er jo som om, effektiviseringen har fået sit eget liv. Det er den, der driver dem. Og her må det da om nogen steder være muligt at drage paralleller til det fokus, der er på effektivisering i produktionsapparatet i dag. Hvilke følgevirkninger er vi ikke opmærksomme på. Hvad vælger vi at se bort fra?” siger Jacob Bjerring-Hansen.
Således kan udstillingen på Arbejdermuseet muligvis ses som en illustration af sociologen Zygmunt Baumans teori om Holocaust: Det kunne ikke have fundet sted uden det moderne samfunds fascination af rationel organisering og dyrkelsen af teknik og orden. Og det enkelte menneskes evne til at tage etisk stilling bliver sat delvist ud af kraft, når det, man foretager sig, sker inden for den rationelle bureaukratiske ramme. Kan man gennem produktionsapparatet blive fuldstændig distanceret fra produktet og dets anvendelse?
Var det det der skete på Topf und Söhne? Det spørgsmål kan man stille sig selv på Arbejdermuseet frem til 30. december.
Som nobelprismodtageren Imre Kertesz har sagt det:
“Eichmann sagde under afhøringerne i Jerusalem, at han ikke var antisemit, og selv om de, der overværede retssagen brød ud i latter, så er det ikke utænkeligt, at han talte sandt. For at være i stand til at myrde millioner af jøder, havde den totalitære stat ikke lige så stor brug for antisemitter som for gode organisatorer.”
Dødens Ingeniører - Maskinfabrikken Topf & Söhne - Ovnbyggerne fra Auschwitz Udstillingen åbner i dag på Arbejdermuseet, Rømersgade 22 og kører til den 30. december.
Det er en vandreudstilling udviklet af Stiftung Gedenkstätten Buchenwald und Mittelbau-Dora i samarbejde med Jødisk Museum Berlin og Det Statslige Auschwitz-Birkenau Museum.