Under en bilrejse gennem Asien i 2005 blev jeg standset på den russiske side ved grænsen til Georgien - midt i de forrevne, dramatiske Kaukasus-bjerge. Jeg fik at vide af en militærmand, at jeg som tredjelandsborger - som EU-borger - ikke kunne rejse fra Rusland ind i Georgien, fordi EU støtter Tjetjenien.
Jeg måtte tilbage omkring Vladikavkas og til Vladimir Putins ferieby Sochi ved Sortehavet og sejle til Tyrkiet for at fortsætte rejsen gennem Asien. Det var en fredsommelig påmindelse om den århundred lange spænding, der er i Kaukasus-området mellem Rusland og de lokale beboere. Det var en påmindelse om, at vores egen holdning til området har konsekvenser for EU-borgeres færden, og det er i særdeleshed blevet synliggjort under den kortvarige og brutale konflikt mellem Rusland og Georgien.
Det overordnede budskab fra Ruslands side er, at Georgien og i særdeleshed Ukraine ikke skal flirte med NATO, og at EU og NATO skal holde fingrene væk fra regionen. Rusland har ingen interesse i de to små enklaver Syd-Ossetien eller Abkhasien som sådan. Måske vil Rusland aktivt forsøge at styrte Georgiens præsident, Mikhail Saakashvili, men det er nogle overordnede, strategiske mål, der er afgørende for russerne, som en af Ruslands kyndigste sikkerhedspolitiske analytikere, Dmitrij Trenin, har udtrykt det.
For at forstå den aktuelle konflikt og dens brutalitet bør man gå tilbage til den russiske forfatter og maler Mikhail Lermontov, der i 1800-tallet deltog i Ruslands krige mod kaukasierne, men som endte med at få afsky for russernes brutale fremfærd. Han slog sig ned i området og fortalte i ord og billeder om befolkningen og den konstante konflikt.
Hans værker kan i dag ses på Lermontov-museet i den smukke kurby Piatigorsk.
Russiske forfattere blev betagede af de mørklødede, stolte, iltre mennesker i Kaukasus med det asiatiske og arabiske kulturpræg, og russerne generelt blev efterhånden forelsket i Kaukasus-regionen, som nordeuropæerne er blevet forelsket i Provence eller Middelhavskulturen.
Men borgerne i Kaukasus blev aldrig russere, og der har konstant ligget en konflikt under overfladen, og Tjetjenien er kun ét af mange udtryk for det.
Selv om Vladimir Putin som præsident beklagede Sovjetunionens sammenbrud, så vil Rusland aldrig kunne få Georgien ind under sine vinger. Det véd russerne. Det er heller ikke dét, konflikten handler om. Men Rusland vil have betydelig indflydelse på Georgien og på alle tidligere sovjetrepublikker.
Det er umuligt at afgøre, hvem der tog det første fatale skridt, og det er heller ikke afgørende. En militær konflikt har luret i mange måneder, og i sidste ende har Saakashvili utvivlsomt spillet på, at han kunne få NATO’s og EU’s opbakning til en konfrontation med Rusland.
Men han glemte den russiske sjæl og brutalitet, som Lermontov så for fuld udblæsning. Nu risikerer Saakashvili, at Georgien kommer forslået ud af konflikten og én gang for alle må acceptere, at Syd-Ossetien og Abkhasien skal være selvstyrende dele af Georgien. Han risikerer, at Georgien skal afstå fra at søge medlemskab af NATO og måske også EU. Han risikerer, at Georgien kommer til at stå i et afhængighedsforhold til Rusland, som Finland gjorde det under Den Kolde Krig. Det kan få negative virkninger for Armenien, for Ukraine, for udviklingen i det kurdiske område samt for olietransporten i korridoren fra Centralasien via Georgien.
Med Georgien-konflikten står det klart, at Centralasien kan blive særdeles sprængfarlig, og at de vestlige lande står ekstremt svagt. Asien bliver fremtidens magtcenter, ikke bare økonomisk, og det er dér, vi skal finde løsningerne på terrorisme, energi og klimaet. Vi har ikke behov for en konflikt, vi ikke kan vinde, men for et intenst samarbejde med Rusland og alle andre aktører i regionen.
EU-landene og USA har et medansvar for den tragiske udvikling, for ingen af parterne har meldt klart ud, men har antydet, at Georgien kunne blive medlem af NATO. Det fremgik tydeligt af NATO-topmødet i april. Der er behov for en realpolitisk tænkning, som får EU-landene til at erklære, at hverken NATO eller EU skal udvides længere østpå.
EU-landene bør træffe en principafgørelse om, hvor grænsen for EU ligger, også selv om det vil genskabe den ømtålelige diskussion om Tyrkiets medlemskab. I stedet for at optage flere lande, bør EU udarbejde et koncept for et EU-light, hvor mere østlige lande, Tyrkiet og nordafrikanske lande kan optages.
Men samtidig bør EU-landene engagere sig særdeles kraftigt i hele Kaukasusregionen og i Centralasien, dvs. i de tidligere sovjetiske, muslimske republikker nord for Iran og Afghanistan. Det er energirige regioner, og EU-landene har en interesse i at få flere energileverancer derfra for at afbalancere den stærkt voksende afhængighed af energi fra Rusland. Men EU-landene har også en interesse i at skabe udvikling og stabilitet i regionen, så den ikke skal blive til en voksende konfliktzone mellem den muslimske og vestlige verden, og ikke udvikler sig til en ny Øst-Vest konflikt.
Den danske ambassadør i Moskva, Per Carlsen, foreslog i sin tid som direktør for Institut for Internationale Studier, at alle parter i regionen inddrages i samarbejdskonstruktioner, bl.a. i et samspil med EU, ellers ender man med jugoslaviske forhold.
Den aktuelle konflikt viser, hvor let vi kan havne i et nyt og eksplosivt Balkan. Det skyldes ikke bare et brutalt Rusland, men også et Georgien, som ikke har forstået hverken historien eller det internationale samfund.
EU-landene har finansieret en ny Silkerute for landevejstransport, nemlig Traceca-vejprojektet fra EU via Kaukasus-regionen til Kina. Men det er absolut ikke blevet nogen succes på grund af talrige politi-vejspærringer, korruption og lange ventetider ved grænserne. Et stort anlagt milliardprojekt er løbet ud i ørkensandet.
Hvorfor? Fordi EU-landene ikke har taget regionen alvorligt. Den eneste politiker, der har arbejdet intenst med emnet, er den tidligere tyske udenrigsminister, Joschka Fischer.
Vi kunne betragte projektet og transport mellem landene som fortidens Kongeveje, der skal sikre stabil og sikker færdsel. Vi kan lave Kongevej, netop gennem konfliktområder for at vænne parterne til, at der er en verden udenfor, og at det er kontakten, der er det afgørende.
Når der skal opbygges fredsbevarende konstruktioner i Georgien i de kommende år, kan vi betragte det som anledning til at tænke i nye baner. I stedet for at bygge mure omkring konflikter - for at holde parterne fra hinanden - skal vi bygge veje gennem dem med internationale sikkerhedsstyrker, og gradvist kan der etableres økonomiske zoner, så konfliktområderne pludselig bliver attraktive og bliver integrerede i det omgivende samfund. Det er Jean Monnets EU-konstruktion om igen, der er behov for.
Det værste vil være, hvis vi betragter den aktuelle konflikt med fortidens Øst-Vest briller og kun koncentrerer os om at holde Rusland stangen. Det kan vi ikke gøre med fortidens metoder, og Rusland har nogle legitime interesser, som blot er demonstreret på en traditionel og skånselsløs metode. Det hjælper hverken Georgien eller os selv, hvis vi vil udvide NATO østpå. Det vil kun føre til, at Rusland og Kina og de centralasiatiske lande rykker endnu tættere sammen.
Det er helt andre metoder, der er brug for i en verden, hvor Asien får en dominerende rolle. Vi skal økonomisk og politisk være meget mere aktive end før med at stabilisere regionen og få parterne til at leve med de iboende spændinger - nøjagtigt som vi forsøger det i Europa. Er der noget, Kaukasus-regionen og hele Centralasien har behov for, er det en samarbejdskonstruktion á la den europæiske.
Hugo Gården er korrespondent for Børsen i Shanghai. Han kørte i 2005-2006 gennem Asien, herunder Rusland, Iran og Pakistan, for at skrive om globaliseringen og skrev bogen ‘Det globale Spring’