Midt i min sommerferie ved en dejlig dansk strand ringer telefonen fra Paris. En kontakt fortæller mig, at en fælles ven fra Gaza er blevet indlagt på hospital efter en traumatiserende oplevelse ved Allenby-broen mellem Jordan og Vestbredden. Der var ikke videre detaljer, så jeg skrev straks en mail til min ven for at få besked om, hvad der var hændt, men hørte først fra ham sidste søndag. Nu kan jeg fortælle hans historie, som desværre ikke er særlig ualmindelig.
Jeg har aldrig mødt Mohammed Omer i fysisk forstand, men været i mail og telefonkontakt med den 24-årige journalist og fotograf mange gange i det seneste år, hvor han har været en af de få kilder i det nærmest hermetisk lukkede Gaza.
Med hjemmesiden www.rafahtoday.org har Mohammed Omer udført et utrolig modigt og vigtigt arbejde for at dokumentere alle sider af livet i Gaza og specielt Rafah på grænsen til Egypten. Han har også hjulpet tilrejsende journalister med deres reportager.
Mohammeds egen baggrund er grum, men almindelig på de kanter. I 2003 blev hans hjem i Rafah ødelagt af israelske bulldozere. Samme år blev hans 17-årige bror skudt af israelske soldater, da han var på vej hjem fra skole. Mohammeds far har siddet 11 år i israelske fængsler. Allerede som 17-årig tog han med fare for eget liv sine første billeder af bulldozerne og de sidste fem år har han ud over sin hjemmeside betjent en række udenlandske aviser og magasiner, som er interesseret i at gå bag om de daglige nyheder, de telegrammer, som meget sjældent fortæller hvad det er for en hverdag, palæstinenserne oplever under besættelsen.
I forsommeren blev Mohammed tildelt den fornemme Martha Gellhorn Pris for sine reportager, “der gennem kendsgerninger modarbejder officiel propaganda”. Israel ville ikke give ham tilladelse til at rejse til London for at modtage den og først efter intervention fra en hollandsk parlamentarisk og den kendte britisk journalist, John Pilger, lykkedes det ham at komme ud fra verdens største åbne fængsel. Ud over prismodtagelsen i London besøgte Mohammed Sverige, Holland, Frankrig og Grækenland for at fortælle om forholdene i Gaza. Desværre lykkedes det ikke at få ham til Danmark.
Det har selvfølgelig været en torn i øjet for de israelske myndigheder, at den unge, troværdige journalist på sit glimrende engelsk satte ord på lidelserne i Gaza. Det er derfor heller ikke overraskende, at han fik en varm modtagelse, da han sidst i juni prøvede at komme hjem igen via Allenby-broen. En bil fra den hollandske ambassade ventede forgæves på den anden side for at bringe ham sikkert til Gaza.
Mohammed fortæller, at det israelske politi straks begyndte at spørge til, hvor han gemte prispengene, og hvorfor han overhovedet ville tilbage til Gaza i stedet for at blive i Paris. Hvorfor fortrækker du at lide nød? Mohammed svarede, at hans opgave var at dokumentere nøden og lidelserne, og derfor ville han hjem igen. Sikkerhedsfolkene tvang ham derpå til at tage al tøjet af, mens de forhørte ham ledsaget af slag og spark gennem fire timer. På et tidspunkt besvimede han i sit opkast og blev slæbt gennem terminalen til en palæstinensisk ambulance, som bragte ham til hospitalet i Jericho. Derfra sørgede den hollandske ambassade for at få ham videre til Gaza. Efter et par dage blev han totalt traumatiseret indlagt på European Hospital i Gaza.
Ud over de fysiske sår - som blandt andet ifølge Mohammeds oplysninger omfatter en ødelagt nerve, som kan gøre det umuligt for Mohammed at få børn, og som kræver en operation - er der ingen tvivl om, at de psykiske skader er meget alvorlige:
“Jeg har mareridt. På grund af ydmygelsen. De gjorde grin med mig efter at de havde tvunget mig til at strippe. Måske er det særlig svært for mig, fordi jeg kender de basale menneskerettigheder, og fordi jeg vidste, at de kun gjorde det, fordi jeg er palæstinenser.”
Man kan tydelig sætte sig ind i denne emotionelle reaktion. Efter i flere uger udlandet at være blevet behandlet som et menneske med rettigheder står han pludselig midt i den magtesløshed og mareridtsagtige tilstand af ydmygelse, som er den palæstinensiske hverdag, og som får så mange unge palæstinensere til at bruge andre våben end pennens.
Det brutale virkelighedstjek bliver svært at bearbejde for den unge palæstinensiske journalist. Men heldigvis er Mohammed i gang igen. Og typisk for ham vil han hellere tale om hvor mange andre journalister og fotografer, som det er gået endnu værre. Som har mistet liv og lemmer, mens de gjorde deres journalistiske arbejde.
Intet kan stoppe Mohammed Omer. For det er ikke uden grund, at dette Albert Einstein citat afslutter alle hans mails:
“Verden er ikke farlig på grund af dem, som forvolder skade, men på grund af dem, som blot ser til uden at gøre noget ved det.”
Der er mange europæiske og amerikanske politikere, som må føle sig truffet af disse ord, når de hører om besætternes konsekvente krænkelse af de besattes rettigheder. Men jeg er bange for, at de for længste har valgt at lukke ørerne for pinslerne i et liv, som ligger så langt fra vores.
Jørgen Flindt Pedersen er journalist