RUSLANDS ANERKENDELSE af de to georgiske udbryderrepublikker Sydossetien og Abkhasien er blevet mødt med en storm af fordømmelse fra Vesten. Kritikken er - med rette - gået på, at det er helt uacceptabelt, at Rusland ensidigt og med militær magt ændrer på grænser i Europa stik mod alle regler, resolutioner og konventioner i FN, OSCE, Europarådet, som Rusland selv har underskrevet.
Der er tale om en utilgivelig og farlig russisk magtdemonstration, som kan få alvorlige følger for forholdet mellem Rusland og de tidligere sovjetrepublikker, som er blevet bestyrket i deres frygt for russiske imperiale hensigter, og forholdet mellem Moskva og Vesten.
Moskva har tilsyneladende besluttet en gang for alle at demonstrere, hvem der bestemmer i Ruslands nærområder. Og Kreml har givet klart udtryk for, at Rusland er villig til at acceptere de mulige følger i form af isolation, nedfrysning af forholdet til NATO og EU og andre internationale organisationer.
Der er dog ingen tvivl om, at Moskva satser på, at der ikke bliver tale om hverken en kold eller en varm krig med Vesten, men blot en højlydt verbal meningsudveksling.
Russerne er helt bevidste om respekten for oliens og verdens næststørste atomstyrkes magt. Herefter vil USA have fået en ny præsident - russerne håber inderligt, at det bliver Obama - og verden vil fortsat huske den russiske magtdemonstration og derfor ifølge de russiske overvejelser lytte mere til Moskva.
MANGE HAR undret sig over, hvad der får Rusland til at reagere så resolut og kraftigt med risiko for at blive fordømt og betragtet som en international paria. Som en kommentator skriver; ‘Hvad får Rusland til at vise sig som en bjørn i ulveklæder?’ Som altid er der en langstrakt og alvorlig historie bag en sådan fremfærd, som i dette tilfælde handler om meget mere end de to meget små kaukasiske enklaver og lille Georgien. Det handler om forholdet mellem Rusland og USA, om magten over Kaukasus og olierørledningerne igennem bjergområdet.
Det handler også om, at Rusland siden Sovjetunionens sammenbrud med rette har følt sig tilsidesat og ydmyget af især USA og NATO.
Som USA’s egen tidligere ambassadør i Moskva, Jack Matlock, sagde forleden, så har “NATO’s ekspansion (ind i den tidligere østblok, red.) antaget en anti-russisk karakter med præsident Bushs planer om at placere raketforsvaret i Polen og Tjekkiet. Sandheden er, at Clinton og Bush ikke udnyttede den varme fred i Jeltsins periode til at oprette et partnerskabsforhold med Rusland, tværtimod bestræbte de sig på at svække landet.”
Rusland har med sin optræden i Georgien formentlig ønsket at bevise, at det ikke er lykkedes. Og Matlock har ret i, at USA og Vesten bærer sin del af skylden for, at konflikten er spidset så voldsomt til.
Vesten har siden Sovjetunionens sammenbrud, uden at forklare sig overfor Rusland og trods egne løfter om det modsatte, omringet Rusland med NATO i Østeuropa og amerikanske baser i Centralasien og Kaukasus, hvor man ønsker Georgien med i NATO.
Vesten har finansieret og støttet udskiftninger af prorussiske regimer i Ukraine, Georgien og i Kirgistan. Vesten ignorerede russiske protester mod bombardementet af Serbien og anerkendelsen af Kosovo.
DER ER MANGE grunde til at være uenig med russerne og kritisere dem, bl.a. for indskrænkelsen af demokratiet under Putin, krigen i Tjetjenien, og den manglende forståelse for naboernes ret til demokrati og medlemskab af EU og NATO.
Men det kræver ikke megen indlevelsesevne at forstå, at hele den vestlige fremfærd, især USA’s aggressive og arrogante udenrigspolitik verden over, får ledere i Kreml til at se rødt. Og så er det i og for sig ligegyldigt, om det er Putin, bjørnen i ulveklæder, eller Medvedev, ulven i lammeklæder, der i virkeligheden bestemmer. De seneste uger har vist, at de to nærmest konkurrerer om at knurre og fremvise de skarpe tænder.
VESTENS REAKTION bør bestå af klar og tydelig afstandtagen fra den russiske magtpolitik i Georgien ledsaget af pres for at få en dialog om at finde en politisk løsning.
Amerikanernes forsøg i de sidste dage med at true russerne med en flådeopbygning ud for Georgiens kyst er farlig, kan i værste fald føre til direkte konfrontationer med den russiske sortehavsflåde, og har den modsatte virkning på lederne i Kreml.
Men Vestens reaktion bør i lige så høj grad være en grundig selvransagelse om forholdet til Rusland. Konklusionen bliver forhåbentlig, at vi begynder at satse på gensidig respektfuld dialog og pragmatisk samarbejde i stedet for ignorering eller resultatløse skænderier, som i Georgien har vist sig at være sprængfarlige. Kun ad den vej kan vi bane vej for en ægte demokratisk udvikling i Rusland i stedet for med gold konfrontation at styrke den nuværende nationalistiske og autoritære selvhævdelse i Kreml.