Tidligere på sommeren rejste jeg med en ven rundt i Østeuropa og besøgte organisationer, der arbejder med prostituerede. Nogle delte kondomer og kanyler ud på gaden, nogle hiv-testede på bordeller, andre havde skabt et værested med kaffe på kanden og tilbud om terapi. Fra Warszawa til Bratislava og Prag var der dog, alle forskellene til trods, en enkelt fællesnævner: Ingen af dem havde ‘taget stilling’ til prostitution. Hvis vi spurgte, om de var ‘for’ eller ‘imod’ prostitution, om de foretrak, at det eksisterede eller ej, om det var ønskværdigt i en ideel verden, så kiggede de blot undrende på os. Spørgsmålene gav tydeligvis ikke mening for dem, men det gør de i Danmark, for i Danmark handler prostitutionsdebatten i høj grad om at tage stilling: ja eller nej.
Det er ikke helt klart, hvordan denne stillingtagen skal hjælpe de prostituerede, der har brug for hjælp. Ikke desto mindre må enhver, der udtaler sig om emnet, kategoriseres som enten eller. For eller imod.
Kunne man måske forestille sig en position, der hverken var for eller imod prostitution, men nøjedes med at gå ind for bedre viden og vende sig imod fordomme? En position, der kun har taget stilling til, at mængden af misinformation skal reduceres?
Tag for eksempel Politikens gruopvækkende sommerserie om sexslaver i Danmark. Avisen skriver: “Politiet skønner, at der er omkring 2.500 udenlandske prostituerede i Danmark. De er moderne slaver, som kun sjældent formår at slippe fri.”
To sætninger, der reducerer samtlige udenlandske prostituerede i Danmark til ofre for trafficking. Det er ikke kun et problem på grund af den kolonialistiske tankegang, det er udtryk for. Det er et problem, fordi det ikke passer. Rigspolitiet vurderer, at mellem to og fem procent af de udenlandske prostituerede er handlede. Velfærdsministeriet har gennem hjælpeorganisationerne haft kontakt til ca. 10 procent af de udenlandske prostituerede i Danmark, men ved ikke, hvor mange der er handlede. Om det er to, fem eller 10 procent, så er det 100 procent for mange, og det skal der gøres noget ved. Men det hjælper næppe i kampen mod trafficking at ignorere de vidt forskellige historier, som udenlandske prostituerede kommer til Danmark med.
KFUK’s Sociale Arbejde er en organisation, der ud fra et kristent livssyn har oprettet Reden i København, Århus og Odense. De står for et enormt hjælpearbejde, er opsøgende på gadeplan og tilbyder blandt andet sundhedsklinik, varm mad, juridisk rådgivning og en seng for natten. KFUK’s Sociale Arbejde er også træt af de mange myter om prostitution, og de gør op med 10 af dem i folderen Ti myter om prostitution.
En af myterne er, at der er forskel på tvungen og frivillig prostitution. “Nej,” lyder svaret. “Kunder, der køber prostitution, skelner ikke.”
Det er uklart, hvor oplysningerne kommer fra, men de kommer næppe fra den hidtil største undersøgelse om danske mænd, der betaler for sex. Her konkluderes det blandt andet:
“De interviewede kunder har alle været bevidste om sandsynligheden for, at udenlandske prostituerede kan være ofre for menneskehandel. De understreger dog, at de ikke vil købe sex hos kvinder, der er tvunget til prostitution.”
Det betyder ikke, at mænds sexkøb er uproblematisk. Men det betyder, at der er potentiale for at bruge kunderne konstruktivt i forsøget på at hjælpe de kvinder, der sælger sex mod deres vilje. Hvis altså vi formår at gøre op med det forvrængede billede af sexkunder som skruppelløse liderkarle for hvem et hul er et hul er et hul.
Nu har Velfærdsministeriet gennem Servicestyrelsen så iværksat kampagnen Hvem Betaler Prisen? Den er henvendt til unge mellem 15 og 19 år og består af en hjemmeside, annoncer i ungdomsblade, et magasin og en dvd om prostitution. Her lærer man, at “prostituerede sjældent er glade for deres arbejde. Næsten alle ville helst holde op”, og at “de fleste prostituerede har haft en hård barndom med vold, seksuelle overgreb eller andre omsorgssvigt”.
I en dansk sammenhæng er det helt ny viden. Der må være sket noget, tænker man, siden sidste år, da Servicestyrelsens egen rapport erklærede, at “i modsætning til hvad man kan forledes til at tro ud fra enkeltpersoners beretninger og fra medierne, har ikke alle i prostitution været udsat for seksuelle overgreb og omsorgssvigt som børn. Der findes i øvrigt ikke én dansk undersøgelse der systematisk belyser prostitueredes individuelle opvækstvilkår og baggrund.”
Desværre er der ikke sket noget siden da.
Kampagnen er ikke udtryk for ny viden. Som en af de ansvarlige bag rapporten erkender over for Berlingske Tidende: “Vi har ikke kvantitative tal for, at prostituerede i Danmark ikke trives.”
Påstandene er hovedsageligt baseret på de indtryk og erfaringer, som bl.a. Kompetencecenter Prostitutions opsøgende medarbejdere har gjort sig på landets massageklinikker. Det er, med Servicestyrelsens egne ord, hverken videnskabeligt, repræsentativt eller statistisk validt.
Men det behøver det heller ikke at være, for formålet med kampagnen er ikke at gøre de unge mennesker klogere. Formålet er, udover at skabe debat, at påvirke deres adfærd. Servicestyrelsen forklarer, at kampagnen gerne skal “påvirke den kultur og de holdninger, der siger, at prostitution gør gavn, og at det er ok at købe sex”.
En sådan statslig kampagne for at ændre befolkningens holdning er endnu et eksempel på, at prostitution ikke ses som et komplekst socialt problemfelt, der skal undersøges og nuanceres i forsøget på at hjælpe udsatte kvinder især, men som et entydigt fænomen, der skal tages principiel stilling til. Velfærdsministeriet har taget stilling. Og nu har de så brugt to mio. kroner på at få landets 15-19-årige til at gøre det samme.
Nogle større undersøgelser er der til gengæld ikke plads til på budgettet. Vi kunne ellers godt trænge til det. Som forfatteren bag rapporten Prostitution i Danmark, Servicestyrelsens Nell Rasmussen, sagde ved en storstilet høring på Christiansborg i juni.
“Vi har en masse anelser, men vi mangler enhver form for dokumentation for det samlede billede.”