1973: I januar tiltræder Richard Nixon for anden gang som amerikansk præsident. I marts samme år forlader de sidste amerikanske kampsoldater Vietnam fra en ydmygende krig, ingen i USA ønsker at fejre. Lidt efter lidt er amerikanernes opmærksomhed drejet væk fra Sydøstasien hen mod andre steder på kloden.
Ikke mindst mod Sydamerika, hvor Chiles demokratisk valgte præsident, marxisten Salvador Allende, i spidsen for folkefronten Unidad Popular har nationaliseret landets enorme kobberminer, der hovedsageligt har været amerikansk-ejede.
Derefter følger den triste septemberdag, der bliver skæbnesvanger for tusindvis af chilenere, da Chiles væbnede styrker gør oprør og overtager magten i landet.
Om formiddagen den 11. september 1973 lykkes det for sidste gang for Allende at tale over en radiostation fra det belejrede præsidentpalads La Moneda i hovedstaden Santiago:
“Arbejdere i mit land, jeg tror på Chile og dets skæbne. Der vil komme andre efter mig, som vil overvinde dette dystre og bitre øjeblik, hvor forræderiet søger at sætte sig igennem. Gå fremtiden i møde i tryg forvisning om, at de store avenuer igen vil åbne sig, snarere før end siden, og at frie mennesker igen vil slå ind på disse for at opbygge et bedre samfund. ”
Allende, der har afvist at overgive sig til kupmagerne, slutter sin sidste tale med patos:
“Dette er mine sidste ord, og jeg er sikker på, at mit offer ikke vil være forgæves. Jeg er sikker på, at det i det mindste vil kunne tjene som et moralsk lærestykke, der kan straffe forbrydelse, kujoneri og forræderi.”
Kort efter er Allende død.
Én teori er, at den marxistiske præsident begår selvmord med en automatpistol, kort før oprørssoldaterne trænger ind i den fløj af Moneda-paladset, hvor han har forskanset sig. En anden, at han bliver skudt af soldaterne.
At militæret griber magten i et af Sydamerikas (på daværende tidspunkt) fire lande uden helt eller delvist militært styre, fører til voldsom fordømmelse fra store dele af verden. Ikke mindst i Europa, måske fordi sammenligningen med Franco-kuppet i Spanien ligger snublende nær: I 1936 greb det spanske militær til våben mod landets folkevalgte regering. Efter tre års borgerkrig sejrede generalerne, og generalissimo Franco blev spansk diktator frem til sin død i 1975.
Allerede dagen efter kuppet i Chile har Jyllands-Posten en mening, som fremsættes i en kommentar under det faste logo: ‘Jyllands-Posten mener’.
Kommentaren tager netop afsæt i den spanske borgerkrig:
“Som venskaber og familier opløstes i strid om den rigtige vurdering af den spanske borgerkrig, vil det gå nu, da der skal tages stilling til militærets indgriben mod præsident Salvador Allendes chilenske eksperiment.”
Mens venstreorienterede chilenere jagtes som fredløse af juntasoldaterne, har Jyllands-Postens anonyme skribent forståelse for, at et indgreb har været nødvendigt, fordi Allende - trods sin demokratiske grundopfattelse og tiltro til forfatningen - har kørt Chile i sænk, selv om han har forsøgt at inddrage de militære topchefer i sin regering:
“Generalerne, admiralerne og politiet (…) samarbejdede med Allende. De indtrådte modvilligt i hans regering. Og de hjalp med at få samfundsmaskineriet til at fungere. Men regeringen var for udygtig, dens støtter for fanatiske og spændingen i landet for stor til, at de, der havde fået ansvaret på Allendes eget initiativ, kunne undlade at gribe ind, og Chile har derfor fået en militærregering, medmindre man foretrækker at bruge et helt andet udtryk: en overgangsregering med den opgave at hindre borgerkrig og at genskabe i det mindste konturerne af en arbejdende økonomi.”
Generalerne har kort sagt følt sig pisket til at gribe ind mod en udygtig regering, forklarer Jyllands-Posten.
For ligesom at bløde lidt op for den påstand, trøster skribenten sig med, at militærstyret kun vil blive et kortvarigt mellemspil:
“Om borgerkrigen kan undgås, vil vise sig. At militæret og politiet er uinteresseret i magten og vil give den fra sig hurtigst muligt, er sikkert. Og Chile vender ikke tilbage til tilstandene før 1970. Dertil står de nye magthavere alt for delt også politisk, og dertil er deres respekt for Chiles love alt for stor. Det er ikke Spanien om igen. Det er blot konstateringen af Allende-styrets fallit, der ret længe har været en kendsgerning, formentlig også for Allende selv.”
Skribenten får ret: Nej, Chile er ikke Spanien om igen. Francisco Franco var spansk diktator i 36 år, Chiles kommende stærke mand - general og forsvarschef Augusto Pinochet - sidder kun halvt så længe, nemlig i 17 år, frem til 1990. Mindst 3.000 chilenere anslås at være døde som følge af kuppet og de efterfølgende langvarige interneringer, mens adskillige tusinder flygtede eller ‘forsvandt’.
Også Berlingske Tidende tyer gentagne gange til ordet ‘eksperiment’, når den beskriver Allendes styre. Dagen efter kuppet vurderer avisens Washington-korrespondent, Bent Albrectsen, i artiklen “Allendes marxistiske eksperiment slog fejl”, at baggrunden for militærkuppet ikke er pres fra USA, men at “styret indadtil (har) vist sig skrøbeligt”. Helt overbevist virker Bent Albrectsen dog ikke, for som han slutter: “Amerikas indflydelse synes at have været marginal, om ikke mindre virkelig, og det vil blive et led i historiens udforskning af fænomenet Allende, om hans marxistiske eksperiment fejlede på grund af indre svaghed eller ydre pres.”
Dagen efter følger Berlingske op med endnu en artikel fra Washington med overskriften: “USA vil få skylden for Allendes fald og død”, hvor Bent Albrectsen noterer, at USA er “Forberedt på anklager og holder fingrene helt væk fra Chile”.
At det måske er en sandhed med visse modifikationer, fremgår bl.a. af en nu offentliggjort situation report til Pentagon fra den amerikanske marineattaché i Santiago, Patrick Ryan. Han beretter den 1. oktober 1973, at kupmagerne meget tidligt om morgenen den 11. september banker på og orienterer den amerikanske ambassade om det forestående kup: “Vores D-dag,” som Patrick Ryan begejstret udtrykker sig, inden han konkluderer: “Chiles statskup var tæt på at være perfekt”.
På tredjedagen bringer Berlingske avisens første leder om kuppet med overskriften “Tilbageslag i Chile”:
“Begivenhederne i Chile har fået format af tragedie, ikke alene fordi præsident Salvador Allende og mange andre har mistet livet så unødvendigt i denne magtkamp, også fordi Chiles solide demokratiske traditioner er blevet ofret for den tilsyneladende nødvendighed af et magtindgreb i en kaotisk udvikling.”
Som i den gamle revysang er det altså - ifølge Berlingskes lederskribent den 14. september 1973 - ikke så meget dét, at generalerne laver kup. Det er mere måden, altså, de laver kup på:
“Økonomisk og politisk fremkaldte hans styre så kaotiske forhold i landet, endda med midler der lå ud over forfatningen, at et indgreb fra militær side var varslet og ventet. Det er tragisk, at indgrebet, da det kom, endte som et overgreb.”
Dagen efter bringer Jyllands-Posten en leder med den samme logik. Den forsynes med rubrikken “Chiles eksperiment”, og “på sikker afstand og med det klarsyn, som sikre afstande giver”, analyserer lederskribenten så, hvorfor “den demokratiske vej til socialismen” er forlist i Chile.
Skribenten beskriver først fabriksbesættelserne, konfiskationen af jord osv., og så hedder det:
“Men samtidig blev et andet spørgsmål sat på spidsen: om det liberale demokrati, der i Chile er usædvanligt liberalt, skulle lade sig likvidere af et lille revolutionært mindretal, som Allende ikke kunne kontrollere, eller om det liberale demokrati skulle forsvare sig - dvs. gribe ind både mod den økonomiske opløsning og navnlig, den ellers uafvendelige og uigenkaldelige socialistiske revolution. Spørgsmålet, der rummer det liberale demokratis afgørende dilemma som i Weimar-Tyskland, måtte i nogen tid henstå ubesvaret. Og svaret var utilfredsstillende, et militært kup, selv om militære kup er noget andet i Chile end i Grækenland.”
Hvori den nærmere forskel på oberstkuppet i Grækenland i april 1967 og generalernes kup i Chile seks år senere skulle bestå, får læserne ikke uddybet. Til gengæld forudser lederskribenten kuplignende tilstande i Danmark, hvis en dansk Allende skulle få vind i sejlene:
“Og det er fængslende at fundere over, hvordan man selv ville forholde sig, hvis alt det, som i egentligste forstand gør tilværelsen værd at leve, på lignende måde var truet her i Danmark eller i et andet nordisk land. Dette til forklaring på, hvad der er sket i Chile. Og måske til skræk og advarsel.”
I den næste leder, Berlingske Tidende bringer om Chile-kuppet, den 18. september 1973, benytter skribenten juntakuppet son anledning til at lange ud efter de mange, heriblandt danske fagforeninger, der har protesteret mod Pinochet. Lederen får rubrikken “Allendes eftermæle”, og trods lederskribentens erklærede sympati for “Allende og for hans reformbestræbelser”, så “er det ubestrideligt, at han og hans regering på tidspunktet for den brutale magtovertagelse var kørt politisk og økonomisk fast”.
Og så kommer hugget:
“Men for de yderligtgående og revolutionære kredse, der var begyndt at tvivle på den levende Allende som deres helt og forbillede, er den døde Allende helt anderledes nyttig. Fremfor alt i Østeuropa, men også andre steder røres trommerne for Allende på en måde, der lægger et røgslør over hans forfejlede politik og søger at oppiske den revolutionære gejst og lægge især forretningsverdenen og Amerika for had. (…) Blev Allendes politik derfor en skuffelse for de revolutionære marxister - som den blev det for mange andre - tøver de ikke med at søge at udnytte hans død til at fremkalde had og harme og strejker - i lande hvor strejker er tilladt, forstår sig.”
Ligesom der er overensstemmelse i de to avisers lederskribenters forståelse for kuppets baggrund, er den måde, juntaleder Pinochet præsenteres på, også sammenlignelig.
Jyllands-Posten beskriver den 58-årige, 190 cm høje forsvarschef som den “kraftigt byggede” general, der er kendt for strenghed og disciplin, men skam også for sin humoristiske sans. Og så husker tidligere elever på den officersskole, hvor Pinochet har undervist, at han “aldrig ville tale politik med sine elever”. I Berlingskes artikel om “Chiles ny magthaver” beskrives “den høje kraftigt byggede” Pinochet “af folk, der kender ham” som “intelligent, ambitiøs og kompetent”. Og selv om han og den øvrige junta “har sat sig til mål at udrydde marxismen”, så er han “rolig og forretningsmæssig”, får læseren at vide.
Selvfølgelig refererer begge aviser i flere artikler rygterne om tortur, drab, internering og de mange desperate flygtninge, ikke mindst fra andre latinamerikanske lande, der forsøger at snige sig ud af militærets jerngreb. Berlingske har dog også blik for, at juntaen agter at gøre noget ved Chiles økonomiske nedtur: I en artikel 11 dage efter kuppet under rubrikken “Chiles junta tager fat - vil redde økonomien” fortæller Berlingske, at generalerne først og fremmest vil “koncentrere sig om den økonomiske genopbygning af landet”. Det har de meddelt på en pressekonference, hvor de samtidig også har understreget, at militæret ikke vil frasige sig magten. I stedet vil de spille “en fremtrædende rolle i Chiles politiske liv - også på et senere tidspunkt.” Derfor agter juntaen at udarbejde en ny forfatning, “der garanterer de væbnede styrker, gendarmeriet, politiet og erhvervsgrupperne parlamentarisk repræsentation”.
Lignende toner ses på forsiden af Berlingske den 24. september 1973, hvor en anonym “vor korrespondent” i Santiago skriver en artikel med rubrikken “Chiles generaler styrer med hård effektiv hånd”. Efter alt at dømme endnu en artikel, der baserer sig på generalernes pressekonference, hvorefter juntaen “forsværger al fascisme” og meddeler, at den “en dag” vil afgive magten.
Og selv om der knap to uger efter kuppet fortsat er Allende-tro modstandslommer og spredt skydning i Chile, så har juntaen taget magten “med respektindgydende effektivitet og er nu i gang med at rette op på det økonomiske og sociale kaos, præsident Salvador Allendes regering efterlod”.
Den unavngivne korrespondent bemærker dog, at selv om juntaen erklærer, at alt igen er ved det normale i Chile, så er statskup, udgangsforbud, politisk internerede osv. ikke chilensk normalitet. På pressekonferencen forklarer juntageneralerne, at de “handlede ud fra en fortolkning af befolkningsflertallets absolutte vilje”. Generalernes opgør med Allende-styrets “ledende skikkelser”, som jagtes “over hele landet” vil blive præget af “lov og orden”. Desuden vil korruption i de væbnede styrker slet ikke blive tolereret, refererer korrespondenten, der derfor slutter med følgende lovprisning:
“Juntaen lægger ikke skjul på, at den vil være hård og beslutsom. Den har åbenbart også til hensigt at forlade scenen med rene hænder.”
Læs mere om dækningen af Chile-kuppet i Berlingske og Jyllands-Posten på luftskibet.information.dk/dahlin