Han tog det med ophøjet ro. Han lignende ikke en mand under anklage for systematisk udslettelse af 300.000 mennesker og forfølgelse af endnu 2.450.000. Den sudanesiske statsleder tog anklagen om krigsforbrydelser helt køligt på sudanesisk tv.
“Fra begyndelsen har vi sagt, at vi er ikke medlem af domstolen. Domstolen har ingen bemyndigelse over Sudan,” sagde Omar Hassan al-Bashir.
Det kunne han gøre, fordi Sudan aldrig har ratificeret den Internationale Straffedomstols såkaldte Rom-statut.
Alligevel kan verdenssamfundet skride ind, og det skete i 2005, da FN’s Sikkerhedsråd sendte ICC’s chefanklager, Luis Moreno-Ocampos til Sudan.
“Al-Bashirs hensigt med at begå folkedrab stod klart efter velkoordinerede angreb på de 2.450.000 civile, der havde fundet tilflugt i lejrene. Al-Bashir organiserede fattigdommen, usikkerheden og chikanen af de overlevende. Han behøvede ikke kugler. Han brugte andre våben: voldtægt, sult og frygt. Ligeså effektivt, men i stilhed,” lyder Moreno-Ocampos anklageskrift, som i øjeblikket vurderes af tre dommere, der skal tage stilling til, om og hvordan al-Bashir skal stilles for en domstol i Haag.
Tusinder demonstrerede i Khartoums gader op til straffedomstolens anklageskrift:
“Domstolen gør kun, hvad EU, USA og Israel siger, at den skal gøre”, lød en erklæring, der blev afleveret til FN’s repræsentation i byen.
Akkurat som Sudan er USA, Kina og Rusland ikke interesserede i, at deres statsborgere skal straffes ved andre domstole end deres egne. Forskellen er bare, at Kina og USA har faste pladser i FN’s Sikkerhedsråd og en vetoret, der beskytter deres borgere fra domstolen.
Da anklageskriftet på al-Bashir fra ICC’s chefanklager, Luis Moreno-Ocampo, kom i juli måned, var det 10 år siden, at 120 stater ved en historisk aftale i Rom blev enige om traktaten, der skabte den Internationale Straffedomstol (ICC).
I dag er 106 af verdens 192 lande medlemmer af ICC, men landene repræsenterer stadig under halvdelen af jordens befolkning. Dét er et af argumenterne for, at USA, Kina og Rusland endnu ikke har ratificeret ICC-traktaten.
Til gengæld har de folkerige nationer faste pladser i FN’s Sikkerhedsråd, og det giver dem vetoret, hvis en landsmand skulle blive tiltalt for krigsforbrydelser, som de ønsker at løse via nationale domstole.
Den Internationale Straffedomstol er ikke et FN-organ, men medlemmerne i FN’s Sikkerhedsråd har stor indflydelse på domstolen, fordi de kan iværksætte efterforskning og retsforfølgelse i lande, hvor folkedrab er en politik.
Med en arrestordre fra ICC skal et lands myndigheder udlevere den tiltalte, men domstolen har intet selvstændigt politi eller militær, og derfor er en arrestordre langtfra det samme som en anholdelse.
Der gik 13 år før de bosniske serberes præsident, Radovan Karadzic, blev anholdt i en bus i en forstad til Beograd, Slobodan Milosevic blev først anholdt efter massivt pres fra USA, og Ratko Mladic har været eftersøgt siden den 24. juli 1995.
I Sudan har myndighederne endnu ikke udleveret Janjaweed-lederen, Ali Muhammad Ali Abd-Al-Rahman, og den tidligere indenrigsminister, Ahmad Muhammad Harun, som har været eftersøgt af Interpol siden ICC udstedte arrestordrer i maj 2007.
I Sudan er et halvt hundrede mennesker blevet slået ihjel inden for de sidste par dage, og for en uge siden blev FN styrken angrebet i Sudan, fortæller professor og tidligere leder for Afrikastudier på Københavns Universitet, Holger Bernt Hansen, der følger udviklingen i Sudan i den afrikanske presse:
“Khartoum-regeringen svarer igen på anholdelsesskriftet på al-Bashir. Den afrikanske union og den arabiske liga advarede ICC imod at indbringe al-Bashir for ICC, fordi man sætter alt på spil ved at gå efter en siddende statsleder,” siger Holger Bernt Hansen, der spår lange udsigter for en anholdelse af al-Bashir.
“Mulighederne for, at han bliver udleveret er lig nul. Bashir har netop været på rundrejse i det nordlige Sudan, hvor han er blevet hyldet alle vegne. Tværtimod vil anholdelsesordren hærde Khartoumregeringens opbakning fra den arabiske liga og den afrikanske union,” mener han. Han er langt fra sikker på, at al-Bashir skal stoppes med hjælp fra Den Internationale Straffedomstol. Hvis Sudan nægter at udlevere Bashir er den eneste mulighed, at Sikkerhedsrådet truer med sanktioner, og det vil i hvert fald Kina aldrig gå med til, mener Holger Bernt Hansen.
“Kina har store olieinteresser i Sudan, så de vil nedlægge veto,” siger han.
“ICC rammer ned i en politisk virkelighed, hvor FN i forvejen forsøger at berolige gemytterne. Er det retfærdighed eller fred, man vil fremme? Det lugter lidt af, at man har et ønske om at dominere juridisk i Afrika, hvilket er en undren, der har været udtrykt i flere afrikanske aviser. Hvorfor er samtlige af ICC’s tiltalte fra Uganda, Sierra Leone, Liberia og Sudan?” siger Holger Bernt Hansen.
$SUBT_ON$En afrikansk domstol
Global retfærdighed er formålet med den internationale domstol, men i praksis er der tale om en afrikansk domstol, mener dr.scient.pol. Gorm Rye Olsen fra Institut for Samfund og Globalisering på RUC. Det handler om statens suverænitet, siger han.
“Domstolen har generel accept i Afrika, men det har den bare hverken i Østasien, Rusland eller USA, og det handler om, at staterne til enhver tid ser det som deres fornemmeste opgave at varetage deres egne borgeres sikkerhed,” siger Gorm Rye Olsen.
I Sudan er konsekvenserne ved en arrestordre på al-Bashir lig nul, mener han.
“Den øverste myndighed i et land lader sig næppe arrestere af en domstol og et FN, som han mener er imperialismens håndlangere. Der er ingen konkrete konsekvenser,” siger Gorm Rye Olsen. “Der kommer heller ingen sanktioner fra FN, så længe kineserne ikke er med, og de vil for det første ikke indblandes i indre forhold, og for det andet har de olieinteresser i Sudan. Endelig vil russerne aldrig stemme for eller imod, fordi de ikke vil blande sig i indre anliggender.”
Amerikansk pres på Sudan har Gorm Rye Olsen heller ikke meget tilovers for.
“USA beskytter sine egne interesser og statsborgere,” siger han og laver et tænkt eksempel, “hvis ICC nogensinde skulle forsøge at få en nordamerikaner udleveret, så kan de se i vejviseren efter ham. Det vil aldrig ske.”
$SUBT_ON$Stormagternes modspil
Amerikanske tilnærmelser til en fælles international domstol var sidst fremme i 1998, da Bill Clinton undertegnede Rom-statutten. Derved erklærede USA sig enig i traktatens tekst, men den endelige ratificering, der skulle forpligte USA som en del af ICC fandt aldrig sted. I stedet trak præsident George W. Bush undertegnelsen tilbage i 2002, fortæller professor i folkeret Frederik Harhoff, der p.t. arbejder i det jugoslaviske krigsforbrydertribunal i Haag.
“Det var historisk, og der var overvejelser om, hvorvidt Bush overhovedet kunne gøre det. Bush ophævede den amerikanske undertegnelse for derved helt at distancere sig fra Straffedomstolen, hvilket var et meget provokerende skridt, som var helt unødvendigt, fordi de ikke var helt bundet, så længe de ikke havde ratificeret statutten,” fortæller Frederik Harhoff.
Konservative kræfter i USA var langt fra begejstrede for tanken om en international domstol. “Uden USA dør ICC,” sagde den amerikanske jurist, John Bolton, der dengang var vicepræsident i den neo-konservative højborg, American Enterprise Institute.
Under en senatshøring i 1998 hævdede han, at international støtte til ICC byggede på “følelsesbestemte appeller til et abstrakt ideal om et internationalt juridisk system”, og at målet med ICC var “oprettelse af stadigt mere omfattende internationale organisationer, som kan binde nationalstater i almindelighed og denne nation i særdeleshed,” skriver Jørgen Dragsdahl i bogen Bush’s Amerika.
Op til undertegnelsen af Rom-statutten forsøgte Washington gennem intensivt lobbyarbejde at modarbejde domstolen ved at få ICC-lande til atter at springe fra, eller i det mindste skrive under på aftaler om ikke at ville udlevere nordamerikanske statsborgere til domstolen.
Hvis USA tilslutter sig den internationale straffedomstol, så følger Kina efter, vurderer Frederik Harhoff.
“På en konference om international retsforfølgelse i Beijing i 2005 stillede en talsmand fra det kinesiske udenrigsministerium sig op og sagde, at der var fem grunde til, at Kina endnu ikke har ratificeret. Budskabet var, at Kina vil ratificere, når USA gør det,” siger Frederik Harhoff.
“Hvis USA og Kina ratificerer, kan jeg ikke forestille mig, at Rusland står tilbage. Alle venter på, hvad USA gør,” vurderer Frederik Harhoff fra krigsforbrydertribunalet i Haag.
Obama har udtalt, at han vil rådføre sig nøje med den amerikanske militærledelse og granske Den Internationale Straffedomstols arbejdsresultater, før han træffer beslutning om, hvorvidt USA som stat skal anerkende domstolen. Han ønsker også fortsat støtte til domstolen i dens efterforskning af hændelserne i Sudan.
“Der findes en række traktater, som Senatet for tiden overvejer. Nogle af disse er oplagt i vor nationale interesse, eksempelvis FN-konventionen om Havretten, Det Omfattende Forbud imod Nukleare Prøvesprængninger ( … ) Som præsident vil jeg gøre det til en målsætning at skabe tværpolitisk opbakning til at ratificere sådanne traktater,” sagde Obama i løbet af sin præsidentkampagne.
Ifølge Gorm Rye Olsen vil USA gerne løse problemerne i Sudan, de vil bare ikke afstå fra deres egen suverænitet.
“Både Obama og McCain signalerer, at USA’s egne interesser står forrest. I den nuværende amerikanske regering ligger en skepsis, der kan videreføres på det punkt her. Den amerikanske højrefløj er bekymret for situationen i Sudan, men samtidig vil de nok ikke gøre så meget ved situationen.”