Da Nyhedsavisen blev lanceret, fejlede cigarføringen ikke noget. Den var bemærkelsesværdigt høj, mener professor Frands Mortensen fra Aarhus Universitet.
Men det er også det nærmeste, han kan komme et pluspoint til projektet, som ifølge Nyhedsavisens første chefredaktør, David Trads, skulle feje de gamle betalingsaviser af banen og overøse Nyhedsavisen med Cavling-priser.
Det første lykkedes næsten, idet Berlingskes og JP/Politikens bladhuse har fået en økonomisk åreladning, der ligner en livsfarlig forblødning, før Nyhedsavisen selv søndag aften ved 22-tiden officielt afgik ved bladdøden.
“Der er intet godt kommet ud den bladkamp. Nyhedsavisen var en absurd og vanvittig historie drevet frem af fartblinde islændinge besat af den vrangforestilling, at man kan tjene millioner på alting,” siger Frands Mortensen, der påpeger, at især Berlingske Officin står tilbage i en alvorligt svækket position med udhulet kapital og stigende krav om indtjening fra sin britiske ejer.
At Nyhedsavisen ville ligne Politiken og Berlingske Tidende mere end konkurrenten, den meningsneutrale og noteagtige MetroXpress, var opsigtsvækkende.
“De store betalingsaviser anså Nyhedsavisen som farlig, fordi den kunne tage abonnementskroner fra dem og ikke kun annoncekroner. Politiken fandt tydeligvis Nyhedsavisen stærkt truende og kan nu ånde lettet op. Men truslen forsvandt allerede i januar, da Nyhedsavisen halverede den journalistiske stab og dermed mistede det indholdsmæssige overskud, der adskilte avisen fra de andre gratisblade. Fra da af stod Nyhedsavisen ikke til at redde,” vurderer Frands Mortensen.
Husstandsomdelingen var et andet af Nyhedsavisens trumfkort, men det giver medieprofessoren ikke meget for.
“Modellen var blindt overført fra Island, hvor situationen er meget anderledes. Deroppe ejes det meste af detailhandlen og gratisavisen af de samme. I Danmark fik Nyhedsavisen derimod ikke serveret annoncerne og avisbudene på et sølvfad, men har måttet kæmpe en håbløs kamp om budgetterne med de sejlivede husstandsomdelte reklametryksager fra supermarkedskæderne mv. Det er ufatteligt, at Nyhedsavisens bagmænd lukkede øjnene for disse barske vilkår, der har været velkendt, siden reklametryksagerne overlevede indførelsen af tv-reklamer i Danmark for tyve år siden,” påpeger Frands Mortensen.
Han afviser det hyppigt fremsatte argument for Nyhedsavisens berettigelse, at den kunne opdrage ikke-aviskøbere til at læse avis, underforstået også de ‘rigtige’ betalingsaviser.
“Flere unge læser avis, hvilket de ikke har gjort før, ja. Men det drejer sig især om trafikaviserne, og intet tyder på, at det fører til, at folk tegner et dyrt abonnement, når man først er vænnet til, ligesom på nettet, at få nyhederne tilsyneladende gratis. Disse ungdomsgrupper anser betalingsaviserne for mormoragtige, og så er den ikke længere,” fastslår Frands Mortensen, som gør opmærksom på, at de seneste to års uro på avismarkedet kan komme til at koste statsstøtte.
Lige nu sidder på Kulturministeriets vegne en gruppe og ser på fordelingen af den samlede mediestøtte.
“Det ser ikke for godt ud, at den hidtidige statsstøtte er gået til at holde gang i den tåbelige aviskrig. Pengene skulle have udviklet det redaktionelle stof, men det omvendte er sket. Det redaktionelle stof er beskåret, hvilket Berlingske Tidende og Jyllands-Posten skjuler ved at omlægge til tabloid, så aviserne ikke ser alt for tynde ud. De store betalingsaviser har - i modsætning til især ugebladene og magasinerne, som har stor succes - forsømt at differentiere sig på priser og målgrupper. Det er muligvis slet ikke en god idé at poste statspenge i de gamle bladhuse. Skal branchen endelig have penge, skulle der måske hellere ydes massiv statsstøtte for at få et nyt, konkurrerende dagblad op at stå. Lukningen af Dagen og Nyhedsavisen viser i hvert fald, at det ikke går alene med kommerciel finansiering,” siger professor Frands Mortensen.