Al politisk debat i Danmark handler i bund og grund om samfundsøkonomi. Det er vi så enige om, at debat om ulighed og sociale problemer kun bliver taget seriøst, når der er økonomi med i billedet. Men det er en fattig debat, der overser, at der er andre faktorer end økonomi, der spiller ind på et samfunds udvikling, mener professor Ove K. Pedersen fra Det Internationale Center for Business and Politics på Copenhagen Business School.
Sammen med kollegaen John L. Campbell er han i gang med at sammenligne tilblivelsen af økonomisk politik i Danmark, USA, Tyskland og Frankrig.
“Emner som fattigdom, ligeløn og køn er ikke for alvor med inde i billedet, fordi bøjningen af debatten altid går i retning af samfundsøkonomi. På den måde skiller Danmark sig ud, som et land med meget lidt konfrontation mellem forskellige ideer i den proces, der fører frem til de politiske beslutninger,” forklarer Ove K. Pedersen.
I de øvrige lande er der langt flere spørgsmål på spil. I Danmark er der kun ét underliggende spørgsmål. Ove K. Pedersen kalder det ‘den samfundsøkonomiske forestilling’:
“Vi taler altid ud fra den nationale økonomis tilstand, og al forskning, alle ideer og holdninger bevæger sig inden for det spørgsmål, derfor er sandsynligheden for konsensus stor. Problemet med konsensus er, at det nemt går hen og bliver konservativt. Enigheden bliver dræbende for samfundets udvikling, fordi vi især på grund af globaliseringen er helt afhængige af at afprøve nye ideer.”
Det var 1970’ernes økonomiske krise, der for alvor udløste en konsensusbølge i Danmark fra starten af 80’erne. Som et lille økonomisk foretagende er det nødvendigt at udvise stor tilpasningsdygtighed, og i den henseende har enigheden om, at Danmarks grundliggende problem var samfundsøkonomien, været en succes, forklarer Ove K. Pedersen.
Med enigheden har også Danmark lullet sig ind i en ideernes tavshed, som han kalder det.
“Al politisk idéproduktion er i modsætning til de andre lande lagt til rette på at producere konsensus. Ingen tilstræber at finde nogle medlemmer af Globaliseringsrådet eller Velfærdskommissionen, der stiller nogle helt andre spørgsmål. Det er de samme forskere, erhvervsfolk og embedsmænd, som henter viden fra nogenlunde de samme kilder. Men spørgsmålet er, om det er de rigtige problemer og løsninger, de kommer frem til?” spørger Ove K. Pedersen.
I 1970’erne havde psykologer, sociologer og pædagoger meget mere at skulle have sagt i samfundsdebatten, men i dag er økonomisk viden dominerende i en grad, som ikke ses i de lande, som Ove K. Pedersen sammenligner Danmark med. Han mener, at forklaringen skal findes i, at store dele af den danske forskningsverden ikke har formået at følge med tiden og udvikle nye måder at beskrive verden på, som er lige så overbevisende som økonomernes.
“Meget dansk samfundsvidenskab er baseret på alt for usikre metoder og data. Det er nødvendigt at lære noget af økonomerne her. Hvis vi skal tage hul på nogle nye ideer om samfundet, må vi have store interviewundersøgelser med tusindvis af danskere om, hvad konsekvenserne af den førte politik har for deres liv, og sammenligne med andre lande. Vi mangler traditionen for og redskaberne til at lave de store, internationale undersøgelser inden for store dele af videnskaben, for ellers får viden om sociale forhold, køn og fattigdom ikke den samme tyngde i den offentlige debat,” siger Ove K. Pedersen.
En lang række samfundsvidenskabelige discipliner har udviklet sig meget lidt siden 1970’erne, mener professoren i politologi. En af forklaringerne er ifølge Ove K. Pedersen, at socialpsykologi, sociologi, pædagogik og politologi er blevet opbygget samtidig med velfærdsstaten, hvor lokale og nationale spørgsmål var vigtige. Og det bærer forskningen stadig præg af.
“Der er meget lidt blik for det internationale perspektiv, men med globaliseringen og europæiseringen er det blevet altafgørende at vende blikket udad mod resten af verden,” mener Ove K. Pedersen og tilføjer, at konsensustilstanden i den danske offentlighed samtidig gør det svært at komme med alternative opfattelser af tingenes reelle tilstand. Danske forskere er pr. definition apolitiske og neutrale, men sådan behøver det ikke at være, mener Ove K. Pedersen:
“I Frankrig og USA kræves det af forskerne, at de står frem med deres holdninger, fordi der bag al ekspertviden altid ligger en holdning. Det har danske forskere ikke tradition for, men det ændrer ikke på, at folk, der er inde i tingene, sagtens kan gennemskue, hvilken holdning man har. Problemet med neutraliteten er, at det skjuler de virkelige forudsætninger for forskningen.”
Selv om Danmarks antiintellektuelle tradition gør det svært at sige sin mening, som forsker, så mener Ove K. Pedersen, at det er universiteternes og forskernes ansvar at bidrage med det de mener, og det, de ved.
“Hvis du har undersøgt, det, du udtaler dig om, godt nok så kan du langt bedre stille dig op og have en holdning til tingene. På den måde er der også brug for, at forskerne og universiteterne viser mere mod. De danske forskere og universiteter lever en meget mere tilbagetrukket tilværelse i forhold til lande, vi ellers sammenligner os med, og det gør, at den store idékraft, som universiteterne rummer, slet ikke bliver anvendt godt nok i Danmark,” slutter Ove K. Pedersen.