Trisse Gejl kan den kunst at skrive sin læser lige lukt ind i et menneskeliv. Efter den morgen, hvor jeg havde læst de første halvtreds sider - om en kvinde, der vender tilbage til sin barndoms hus på landet og sidder alene i silende regn med for mange minder og for mange tab og for meget whisky - var jeg i en trøstesløs, tudevorn stemning resten af dagen.
Kvinden (som på et tidspunkt viser sig at hedde Fanny) er romanens jeg-fortæller. Og hun fortæller (fortælles) forbandet godt, om end med en melodramatisk snert af hårdkogt melankoli, sådan lidt noir. Stemningen af forladt sommerhus og mistet liv fremmanes, så læserens strube snører sig sammen: “Lyden i nedløbsrørene lyder, så man ikke kan huske, at den ikke altid har været der.” “En mærkelig genkendelig lugt slår mig i møde, og jeg ved ikke, om det er lugten af mine egne eller min søns barneår. Over spærene hænger det gamle, lyseblå badebassin af plastic som en enorm slatten klat barndom.” “Mørket kommer hurtigt. Nedefra. Som noget der siver op af jorden og fylder skoven ud.” At kun whiskyens “stærke, salte, røgede smag” kan bringe trøst, er ikke svært at forstå, og at denne trøst kun er kortvarig, bringes på præcis kortformel af den bemærkelsesværdige grammatiske tempus, da kvinden skænker sig dagens første glas og i en nær-fremtids-vision ser sig selv sidde med glasset på terrassen: “Der vil kun være taget et enkelt nip. Der vil være verdener tilbage i glasset.”
Romanen handler om at miste. På fortælletidspunktet har Fanny lige mistet sin (elskede) stilling som gymnasielærer i historie. Gennem punktuelle tilbageblik udrulles gradvist historien om dette tab, så vel som historierne om de nære og kære, som Fanny én for én har mistet gennem død eller adskillelse: “Folk forsvinder. De bliver revet ud af ens liv. Anker. Bob. Hope.” Anker er Fannys gamle far, som døde da hun var barn; Bob er hendes søn, som nu bor i Hamburg med sin far og tyske papmor; Hope er hendes iltre (halv)søster, som efter stormfulde opgør med moderen har fundet ro i Svalbard, tæt på den arktiske is. Tæt skrevet sammen giver de tre navne indtryk af en allegorisk triade: Tro (anker), håb (Hope) og kærlighed (bob, bob, bob-). Uden at røbe for meget af handlingen kan man måske sige, at romanen er historien om, at Håb ikke er ubestrideligt, uigenkaldeligt død, når Kærlighed kommer til huse.
Tabets tema knyttes sammen med desorienteringens tema: når Fanny mister et menneske, mister hun også orienteringen: “Nogle gange spekulerer jeg på, om min retning allerede forsvandt, da Anker døde.” “Da hun [Hope] forsvandt, blev jeg fanget i et limbo, et ingenmandsland mellem rigtig og forkert.” Orienteringsløsheden finder sin mægtige allegori i det arktiske islandskab, som også Fanny opsøger, og som bevæger sig mellem to lige desorienterende poler: absolut mørke og absolut hvidhed. Og som samtidig, om end billede på orienteringsløsheden, bliver en absolut milepæl at orientere sig efter, både for Fanny og for romanen.
Efter min smag ender romanen med at få for megen orientering. Den er virkelig stærk, dér hvor den med jeg-fortælleren giver sig hen i tilværelsens orienteringsløshed. Men den svigter sig selv, når den søger at fremskrive øjeblikke, hvor alt falder på plads. Som i visionen af Hopes møde med isbræernes syngende kælven: “den stemme, den sang ville hun aldrig glemme, og hun vidste, at det var den, hun havde søgt hele sit liv.” Eller i Fannys erindringsbillede af Hope i sin Svalbard-hytte, med det isblå landskab i baggrunden: “Som hun stod dér, falder det hele på plads. Hun mindede mig om et dyr. Uudgrundelig. Vagtsom. Med opmærksomheden et andet sted. Upålidelig. Men dér forenedes vi et øjeblik, i længslen mod lyset.” Også hvad angår det fremadskridende plot i fortællingens nutid, får romanen mod slutningen for travlt med at få alting til at falde på plads gennem en overraskende afsløring, som virker en smule påklistret.
Om Svalbard (og samtidig om sit eget liv) siger Fanny smukt til sin søn: “Det er en ældgammel og meget ufødt verden på samme tid.” Men romanen lader ikke den arktiske isverden forblive ufødt - den giver den for meget symbolsk gestalt som det store Intet og det store Alt; ja sågar som urstedet for den geometri, der i Fannys barndom gav hende mareridt, når hun mødte den i Ejler Billes billeder. Jeg synes, det er fedt at skildre, at et barn får mareridt af geometri - af den abstrakte modernismes geometriske former, som hendes kulturstræbende alenemor har dekoreret væggene med. Men jeg synes, potentialerne i geometri-fobien lukkes, når de geometriske figurer falder på plads i en mægtig vision af den arktiske is.
Der er en herlig energi og præcision i Gejls sprog, når det gestalter en falleret, alkoholiseret, desillusioneret kvinde - mere af den, og mindre forsoning, tak, eller rettere: mere forsoning med orienteringsløsheden end forsøg på at skabe orientering.