Findes der et bedre eksempel på en menneskehed, der ikke vil se realiteterne i øjnene, end klimadebatten? Ingen forstandig person bestrider i dag, at verden varmes op som følge af menneskets aktiviteter. Men samtidig er det en udbredt antagelse, at vi kan løse den historiske udfordring ved små selvbehagelige påfund som at spise økologisk eller bygge en vindmølle i baghaven. Når der skal træffes seriøse beslutninger, krymper de fleste sig ved det ubehag, som en sand realistisk tankegang medfører.
Bush ser ud til at have indset, at klimavidenskab ikke er en venstreorienteret konspiration om at smadre Amerikas økonomi. Alligevel insisterer han og resten af vores ledere stadig på, at der ikke er grænser for vækst: Hvis bare vi kan indføre nye og angiveligt miljøvenlige teknologier som biobrændstoffer, kan vor økonomiske ekspansion fortsætte derudad som før.
I modsat ende af spektret sætter de grønne al lid til bæredygtig vækst og vedvarende energi. Miljøkrisens rod, siger de er vores narkotiske afhængighed af fossile brændstoffer. Kunne vi blot skifte til vind, bølger og solkraft, var alt vel.
Politisk kunne Bush og de grønne ikke stå hinanden fjernere, men begge er forenet i fælles fornægtelse af miljøkrisens fundamentale faktum: At den ikke kan løses uden en drastisk reduktion i vores påvirkning af økosfæren. Dette indbærer med nødvendighed, at vi knækker kurven for udledning af drivhusgasser. Men den overgang til biobrændstof, som er sat i værk under Bush og er undervejs i andre dele af verden, involverer yderligere ødelæggelse af de regnskove, som er en væsentlig reguleringsfaktor for klimaet. At mindske vore emissioner ved at ødelægge planetens naturlige mekanismer til at opsuge dem er opskriften på en katastrofe.
De gængse grønne forskrifter er ikke bedre. Megen vedvarende energi er ikke nær så effektivt eller øko-venligt, som det påstås. De landskabsødelæggende, ineffektive vindmølleparker kan ikke fuldt erstatte fossile brændstoffer, og der er store miljøomkostninger ved omfattende brug af vandkraft. Økologiske metoder i fødevareproduktion kan have fordele i forhold til dyrevelfærd og sundhed, men stopper ikke den ødelæggelse af den vilde natur, som følger af det ekspanderende landbrug og nødvendigheden af at brødføde en voksende befolkning.
Den konventionelle grønne patentmedicin er ikke så forskellig fra Bushs politik. I begge tilfælde kan slutresultatet kun blive en planet, der har lidt alvorlige tab af biodiversitet og en menneskehed, der er prisgivet et stadig fjendtligere miljø.
Den ubekvemme kendsgerning, som ignoreres/fornægtes på begge sider af miljødebatten er, at en energiintensiv livsform, som den vi nyder godt af i den rige del af verden, ikke kan udstrækkes til en global befolkning på ni eller ti milliarder - et tal, vi når midt i dette århundrede. Den globale opvarmning er bagsiden af den verdensomspændende industrialisering og en bivirkning af jagten på vækst. Reserverne af olie og naturgas, som er så vitale for industrien, topper netop, som efterspørgslen efter dem skyder i vejret.
I modsætning til hvad de grønne håber, er der ikke den mindste udsigt til, at verden giver afkald på fossile brændstoffer. Enhver kompetent energiøkonom vil kunne fortælle, at ingen nok så stor udbygning med vedvarende energi vil kunne tilfredsstille den energiefterspørgsel, der er skabt i Kina og Indien. Og tror nogen, at de lande, som tjener stort på at eksportere kulstofbaseret energi - Rusland, Iran, Venezuela, Golfstaterne - vil opgive en sikker indtægtskilde?
Den eneste vej frem er at begrænse behovet for fossile brændstoffer og gøre dem renere i erkendelse af, at vi ikke kan undvære dem. Dette må indebærer en fuld brug af teknologiske løsninger - et synspunkt, mange miljøforkæmpere ser på med overtroisk væmmelse. Atomkraft har problemer med sikkerhed og bortskafning af affald og er på ingen måde en universalløsning. Alligevel er dæmoniseringen af a-kraften udtryk for grøn vildfarelse af værste skuffe. Giver vi afkald på a-kraft, har vi ikke andet valg end at gå tilbage til kul.
Samme ræsonnement gælder GMO-afgrøder. GMO-teknik indebærer indgreb i naturprocesserne, hvis risici ikke er fuldt belyste, men eneste praktiske alternativ er at fortsætte det industrielle landbrug, hvis destruktive virkninger er alt for velkendte.
Enhver brug løsning på miljøkrisen må indebære højteknologiske løsninger. Målet skal ikke være at beherske naturen eller at gøre den til ren ressource for menneskelig udnyttelse. I lyset af de legitime forhåbninger i udviklingslandene har alene højteknologistrategier en chance for at reducere det menneskelige aftryk. Men lige så vigtigt vil det være at få brudt det ultimative tabu og konfrontere befolkningspressets realiteter.
Grønne aktivister, frimarkedsøkonomer og religiøse fundamentalister har ikke stort til fælles, men er enige om, at der ikke findes noget sådant som overbefolkning, som ikke kan løses med omfordeling, hastigere vækst eller forandring i de menneskelige værdier.
Faktisk var Maltus tættere på sandheden, da han i 1700-tallet forudsagde, at befolkningsvæksten på et tidspunkt ville overhale fødevareproduktionen. Industrielt landbrug skulle gøre hungersnød umuligt, men viser sig at bero på billig olie, og med landbrugsjord, der viger pladsen for dyrkning af biobrændstof, støder vi snart på grænserne for fødevareproduktion.
Lige så vigtig som vedvarende energi er det at sikre, at prævention og abort bliver tilgængeligt for alle. En verden med færre mennesker vil være en verden, hvor vi langt bedre vil kunne håndtere klimaforandringerne end den kritisk overbefolkede verden, vi styrer mod nu.
En mere bæredygtig verden vil kræve skærpet evne til realistisk tænkning, og det er ikke miljøbevægelsens stærke side. Skønt tekniske fix ikke gør det alene, er intelligent anvendelse af teknologi uomgængelig, hvis vi skal afværge de værste følger af de miljøødelæggelser, der er uundgåelige.
Hvilken ironi, hvis de grønne pga. irrationel fjendtlighed over for højteknologiske løsninger skulle vise sig at være en lige så stor trussel imod miljøet som George Bush!
John Gray er engelsk filosof
© The Wylie Agency og Information Oversat af Niels Ivar Larsen