Ungdom er en åleglat størrelse. Det ene øjeblik har man den, det næste, ja, så sidder man og kigger surt på genopdaget træningstøj fra 1980’erne, læderslips og opkomlinge på den elektroniske scene.
For dem er der efterhånden mange af. Hvilket er en naturlig konsekvens af den voksende forlystelsespark af software og elektronisk isenkram, som familien Danmark omgiver sig med.
Det er ikke nødvendigvis længere guitaren eller klaveret, som ynglingene griber ud efter, når hormonerne bliver dem for meget. Det kan lige så vel være tastaturet. For i dag kommer alle her i Vesten fra et hjem med computer.
Det har konsekvenser, og den 16-årige Mike Sheridan er formentlig blot den første mindreårige dansker (i dette tilfælde med en irsk født far), som kommer til at præstere et helstøbt album fra egen hånd og harddisk.
For helstøbt, det er den danske knægts debutalbum, I syv sind. Og endda med sin egen liflige og ganske personlige tone i tilgangen til moderne dub, der gør, at Sheridan ikke kun er en ung mand, som man smider i TV-Avisen (som det skete den 28. august) pga. alderen (hvilket vist ellers var hovedmotivet), men også tilfældigvis en ung mand, som har lavet et godt album.
Nu hænger alder og kreativitet selvfølgelig sammen, og med Mike Sheridans følelsesmæssige tilgang til maskinerne og deres mulighed for at male indre landskaber, kan man da godt argumentere for en ungdommelig følsomhed, hvis ikke romantik. Men I syv sind kan også nydes uden bevidstheden om knægtens alder eller emotionelle habitus, for det er også smækfuldt af dramatisk talent, stemningsfulde iscenesættelser, harmoniske og melodiske lag, et umiskendeligt kompositorisk talent, også for spændingsopbygninger og for at gøre tracks til fortællinger eller i hvert fald rejser - af den både kulørte og poetiske variant.
Når Mike Sheridan fortæller om sit liv, sine følelser, de sene nattetimer brugt på musik, det knuste hjerte, de nådesløst tidlige dage i skolen (som han forlod i 1.g til fordel for musikken), ja, så foregår det altså primært i musikkens abstrakte landskaber, som folder sig ud til bredformat i hænderne på Sheridan.
Der er et par kvindelige vokal-udbyggede tracks, men det bliver for parfumeret, for luftigt skønsunget, for meget et glittet lag oven på de i forvejen glitrende tracks.
Også selv om teksten til “Med små skridt” har sine tekstlige momenter: “Det er ikke himlen, der går i udbrud, men en storm af undren indefra”.
Jeg foretrækker ubetinget at høre musikeren finde sig selv uden ord og assistance; spejle sig selv, transmittere stemninger og følelser via sit anselige teknologiske repertoire. Som f.eks. er helt forrygende i sving på det brillante “Morgentimer”, hvor klaverfragmenter udånder brat, bølgende synth-flanker syder ind og ud, syntetiske strygerflader fletter imaginære strenge, for så at blive afbrudt af glitchende miniprogrammeringer.
“Kolonihaverne ligger i et orangegult lys, og skyerne ligner noget fra et skagensmaleri,” skriver Sheridan selv om “Morgentimer” i tracknoterne i pressemeddelelsen. Og det er netop i dette følelsesfulde, ja, til tider patos-fyldte univers, at Mike Sheridan får fat i i hvert fald denne lytter. Når musikken spiller, er jeg ligeglad med hans anselige tekniske niveau, hans unge alder taget i betragtning. Jeg er i stedet interesseret i, hvad han er for et menneske, hvad han vil med livet. Og hvad han er for en kunstner, hvad han vil ikke så meget med, som gennem maskinerne.
Sheridans dub-fortolkning foregår med en bred pensel et sted mellem dubtronica, ambient dub, episk dub, hormon-tronica, om man vil.
En ung mand, der hverken frygter at træde ved siden af genre-konventionerne eller lade sig bure inde af selvsamme genre-konventioner for så indefra at bøje tremmerne udad. Det er kækt, selvsikkert, uden at være revolutionerende. Så velkommen til, hr. Sheridan. Det skal blive umådelig interessant at lære dig bedre at kende. Og tillad mig så at opfordre dig til at holde fast i følelsen, som du så sikkert formår at destillere ned i dit værk - og som afholder dig fra golde stiløvelser og studentikos knapgymnastik.
Det finder jeg til gengæld på Sound of Copenhagen, som bl.a. tæller Mike Sheridans idol Trentemøller, Booty Cologne, As In Rebekkamaria og ‘rock’-folk som Figurines, The Floor Is Made of Lava og Mikael Simpson i remix-klæder eller mash-up-kostumer. Også selv om antologien er tænkt som en introduktion til en åbensindet, barriereløs lokal klubkultur.
Sound of Copenhagen er sammensat af Kjeld Tolstrup og Le Gammeltoft, og den er smækfuld af hidsende rytmer, helt sikkert. “Introduktion til moderne dansk dansemusik”, som undertitlen lyder. Og ja, det er det da også, det man finder på Sound of Copenhagen. Og det er effektivt. Jeg mener, bassen er tyk, narkotisk pulserende og trommerne ved, hvor de skal kilde dig. Der er da et vist mål af klubdunst på cd’en, men det er, som om den blinde fornøjelse i festens nu har trængt formfornyelsen i studiet i baggrunden.
For der er lovlig langt mellem snapsene på Sound of Copenhagen. Ja, frem for fuldt udfoldede numre (med undtagelser fra Booty Cologne (remixet), When Saints Go Machine, Simon Brenting og Fagget Fairys), så er det snarere en samling lystige snapshots, stemningsrapporter fra klubscenens natteravneri og -raveri. Ingen tvivl om at det er en god fest, og at Sound of Copenhagen kan lægge lydspor til netop denne gode fest.
Men (og her er det, at anmelderen risikerer at lyde som en mavesur eremit med telefonbøger i stedet for fødder) det gør det ikke til et godt album efter denne signaturs parametre. Der skal ganske enkelt fyldes uforholdsmæssigt meget fest og hævet humør på, før albummet begynder at give afgørende mening. Og så begynder man at kunne spørge, om det er cd’ens eller festfolkets - af forskellige årsager - løftede stemning, der er skyld i, at underboen får puds i hovedet.
Det er i hvert fald ikke nok, at anmelderen svinger sig i lysekronen for at være med. Selv da er det en svaghed ved albummet, at man føler sig ude af kontekst, at den føles som et soundtrack til en fest, man ikke har alle de andre sanselige dimensioner af. Som man ganske enkelt ikke er med til. Det gør Sound of Copenhagen til et solidt antropologisk dokument, ikke til en rigtig god plade.
Så mens Sheridans album åbner for himlen over København, så lukker Sound of Copenhagen os ind på tilskuerpladserne til den københavnske klubkultur. Begge har ret, men den musikalske kvalitet er svær at sammenligne.
Mike Sheridan: I syv sind (Playground Music). Udkommer mandag
Diverse kunstnere: Sound of Copenhagen (Copenhagen Records). Er udkommet