KIEV/KØBENHAVN - “Der var en eufori over, at vi endelig fik skiftet landets ledelse ud,” fortæller 28-årige Tanya, mens hun kigger ud over Uafhængighedspladsen i Kiev og mindes dagene sidst på året i 2004, hvor hundredtusinder orangeklædte mennesker - hende selv inklusive - demonstrerede for et mere vestligt, demokratisk Ukraine.
“Der er kommet mere ytringsfrihed, og alt foregår mere åbent nu. Men økonomisk er der ikke sket noget. Det er nærmest blevet værre,” siger hun.
Derfor håber Tanya, ligesom de fleste andre ukrainere, at Ukraine kommer med i EU.
“Jeg har venner i Polen, og de er meget tilfredse med at være medlem af EU. Nogle siger, det ville være bedre at lave en union med Rusland, men det har vi prøvet, og det vil vi ikke tilbage til,” siger Tanya med henvisning til Sovjetunionen.
Men hun tvivler på, at EU har brug for et land som Ukraine med alle dets problemer.
“Det afhænger af vores politikere, om de kan løse landets politiske krise,” siger Tanya.
Og det er lige nøjagtig EU’s bekymring i forhold til det EU-Ukraine-topmøde, der i dag holdes i den franske by Evian.
For både EU og Ukraine er det ufattelig dårlig timing, at regeringen i Ukraine kollapsede i sidste uge, da præsident Viktor Jusjtjenko valgte at trække sit parti ud af koalitionen med premierminister Julia Timosjenkos blok. Blandt EU-landene er der uenighed om, hvor langt man skal gå i forhold til at knytte Ukraine tættere til sig. Lande som Polen, Sverige, Storbritannien og den baltiske trio mener, at Ukraine skal helt med i EU på sigt, mens lande som Holland, Belgien, Danmark, Luxembourg og Tyskland holder igen.
“Siden den orange revolution har Ukraine ikke været i stand til at fremvise en stabil regering, og det har EU behov for, hvis der skal diskuteres fremtid. Samtidig er EU tilbageholdende med at give Ukraine for meget, for med det samme vil lande som Moldova og Georgien så stå der og bede om det samme,” siger George Dura, forsker ved den europæiske tænketank Centre for European Policy Studies (CEPS) i Bruxelles. Det er Jørgen Staun, forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), enig i.
“Flere EU-lande er udvidelsestrætte. Det koster mange penge at få nye lande med, og på grund af den manglende Lissabon-traktat er beslutningsprocedurerne i forhold til Unionens egne 27 lande ikke engang på plads. Derfor har mange svært ved at se, hvordan EU så kan fortsætte med en udvidelse,” siger Jørgen Staun.
Derfor har det franske formandsskab nu besluttet at droppe sætningen om en anerkendelse af Ukraines ‘europæiske medlemsperspektiv’ i de konklusioner, der forventes at blive resultatet af topmødet i dag.
Diplomater forventer dog, at der opnåes enighed om en stærkere samarbejdsaftale med mere frihandel og visumlempelser for ukrainere, der gerne vil til EU-lande.
For på trods af det politiske rod i Ukraine er der også en interesse i at holde landet på en vestlig kurs. Og frem for alt ude af Ruslands greb.
“Konflikten med Rusland omkring deres optræden i Georgien har på den anden side også fremmet ønsket om at gøre noget for Ukraine, så man ikke oplever en gentagelse af situationen i Georgien. Specielt på grund af Krim-halvøen i Ukraine, hvor der er et russisk flertal og nationalistiske strømninger i forhold til Rusland,” siger Jørgen Staun, der kalder Ukraine en kampplads mellem EU og Rusland.
“Jo sværere EU har ved at få Rusland til at makke ret, jo mere vil de gerne øge presset på russerne, og det kan gøres ved at knytte Ukraine tættere til sig. Det bryder russerne sig ikke om. Jeg er sikker på, at vi kommer til at se en gentagelse af den konfrontation, vi så mellem Rusland og Vesten under Den Orange Revolution, ved næste præsidentvalg i Ukraine ved årsskiftet mellem 2009 og 2010,” siger Jørgen Staun.
Ukrainerne selv er splittede omkring det russiske spørgsmål, og det er en af årsagerne til den politiske krise i landet. Præsident Jusjtjenko kører en hård linje over for Rusland, mens premierminister Timosjenko er mere russisk indstillet, og den nuværende splittelse mellem de to skyldes, at Timosjenko ikke ville være med til at fordømme Ruslands anerkendelse af de to udbryderrepublikker Sydossetien og Abkhasien. Én ting er så godt som alle politikere dog enige om: at et medlemskab af EU er den rigtige vej at gå. Derfor har Ukraine også truet med, at man ikke vil skrive under på en aftale med EU, hvis den ikke nævner muligheden for et medlemsperspektiv.
Det er vejen frem for Ukraine, mener ekspert i ukrainsk inden- og udenrigspolitik, programchef ved det finske udenrigspolitiske institut UPI, Arkady Moshes - selv om han ikke tror på, at det vil ske:
“Ting som mere frihandel, og hvad EU ellers vil love dem, kan de godt vente nogle måneder med. Landet er alligevel ikke klar til at udnytte det fuldt ud endnu. Ved ikke at underskrive sådan en aftale, sender de et signal til EU, som Unionen bliver nødt til at tænke over, hvis de vil holde Ukraine på rette kurs. Hvis de skriver under nu, så vil bureaukraterne i EU bare være glade. Så kan de sætte et kryds på deres liste, og så vil tingene fortsætte uden et ordentlig strategisk perspektiv for landet,” siger Arkady Moshes.
For mange ukrainere på gaden er spørgsmålet dog ikke så interessant, som det er for politikerne.
De skiftende politiske alliancer og regeringer betyder, at mange har opgivet at følge med i politik.
“Jeg er ligeglad med, om vi kommer med i EU eller ej,” siger Aleksandra på 21, som også hænger ud på Uafhængighedspladsen i Kiev.
“Det betyder ikke noget for mig, og det gjorde Orangerevolutionen heller ikke. Mit liv har ikke ændret sig: Jeg laver det samme og tjener det samme, som jeg gjorde før.”