KALENDER
LIGE SOM man var ved af vænne sig til klimaforandringens lune vintre i Danmark, gjorde en frostkulde sig nogle dage gældende og smed noget sne over landskab og by i denne uge seks, just før de kalenderbevidste folk drager på skiferie i udlandet, uge syv, som vi nu så koldt betegner tidsrummene.
Blidemåned kaldte de gamle vores februar, selv om de knagfrøs, et navn måske valgt for at besværge kul-den, eller fordi blid også kan betyde klar og lys. Og det kan man da godt mene oven på en skummel januar.
At snefornøjelsen kan være af kun kort hvidhed, bemærkede allerede Johannes V. Jensen, der skrev en samling digte om Aarstiderne (1923) med fugle som
ledemotiv, lidt i stil med Blichers Trækfugle.
Paa Peblingesøens Vaager,
Byen er skidenhvid,
tøver Ænder og Maager.
Tusmørke, Vintertid!
De vilde Fugle fæster
imellem Mennesker Bo,
fattige Slægtninge, Gæster
ved Dronning Louises Bro.
Københavnerne har meget til overs for søens fugle, bl.a. brød i poser, almisser, som de sammen med deres børn fordeler blandt de sultne vilde, en sport især med de flaksende måger.
Johannes V. Jensen var - ligesom nutidens Ib Michael - en interesseret bueskytte og gjorde her en professionel iagttagelse med det flyvende mål:
Fugleadel forpligter:
Maagen i Glideflugt -
her er det Skiven der sigter -
rammer Almissens Maal.
På den måde er det ikke svært at holde sig til midten af skiven, som den digtende skytte ønskede i bravadedigtet “Som Dreng skar jeg Skibe”.
Koldt var der på Dronning Louises bro. Var der engang en vår? spørger han retorisk i erindringen om en nattergal, måske vakt ved sporvognens hylende lyd. Et varsel.
VI TAGER ikke længere for alvor varsler om vind og vejr, nu hvor kulørte og mobile vejrprognoser er almindelig tv-underholdning. Før da måtte man holde sig til sin gode, gamle Bonde-
Practica eller Veyr-Bog, som var fuld af gode råd baseret på erfaring og iagttagelse, astrologi og anden overtro. Den var også lavet med underholdning og oplysning for øje, beprydet med skønne figurer og delvis affattet på vers, lettere at memorere end fagprosa. Fra blidemåneds verden lyder det bl.a., at hvis man afhugger træ, da kan man vel bygge deraf,
fordi de Gamle have sagt
for mig,
Det Tømmer raadner
aldrig, siger jeg dig.
Dersom det frys St. Peders
Nat,
Da maa du vente der efter
brat,
At det skal fryse vel
haardelig,
I tredive Nætter, siger
Bonden dig.
Således kunne man kende det ganske års stedsevarende løb og vejrlig fra år til år, som det hedder i den udgave af Bonde-practica fra 1744, som Per-Olof Johansson udgav med kommentarer i 1975, og hvorfra jeg har citeret.
KALENDERENS simple struktur har interesseret og inspireret adskillige digtere, i form af dagbog, ugebog, tidebog.
Senest, netop nu ved februars indgang, har den svenske forfatter og tegner Stig Claesson udsendt en jeg-bog med rapporter og skitser fra årets 52 uger, Vad man ser och hedrar (Bonniers). På dansk er han kendt for sine raffineret indtagende romaner fra bygdelivets sidste rester, Hvem elsker Yngve Frey, Med palmeblad og roser og Henriette skal du også glemme. Og det er da også fra hans landlige udsigtpunkt i Väster-götland, at livet og kunsten anskues, i naturen og erindringen, med telefon- og togforbindelse til venner og kolleger. Elegance og intimitet i en sjælden blanding fra den svenske verdensprovins.
I uge seks og syv beskæftiger han sig i korte glimt eller udspundet anekdotestof bl.a. med en hare, der nu ligger stivfrossen foran hans dør, skønt mæt af æbler, han har fodret den med. Måske tog en banan livet af den. Han bærer sorg og ringer til sin ven Lars Forssell, der tilbyder til trøst at spille Mahler for ham i telefonen.
Werner Aspenström er død. Han ville ikke males af Stig Claesson. De talte tit om kunst, den anden påstod, at han skrev til sin kat. Men han skrev poesi, fordi han var poet. En pige ringer og vil have ham til at læse et romanmanuskript. Han nægter pure, men giver hende en varm anbefaling til forlæggeren. Sådan som Maxwell Anderson gjorde med William Faulkners debut, et romanmanuskript, han udarbejdede, da han var dørvogter på et bordel i New Orleans. Senere blev Faulk-ner berømt og fik Nobelprisen i Stockholm. Stig Claesson tegnede ham.
Bogen er såre underholdende som en moderne bondepraktica med kalenderen som en ramme om enkeltmenneskets impressionistiske tankeliv, med hans ømhed og respekt for nærheden i det mylder af impulser, som nutiden udsætter en for, enten man så flytter på landet eller nøjes med den ind-skrænkede vildmark på Dronning Louises bro.