Jeg undrer mig igen og igen, og det vil jeg formentlig altid gøre; for hvad har afsavede ben at gøre med at være transkønnet?
I starten er det hele lidt spændende, men ikke på den rare måde, for rygterne om, hvordan det foregår på Sexologisk Klinik, er mange og viser sig for størstedelen hurtigt at være sande.
Noget af det, jeg for eksempel havde hørt, var, at man ganske enkelt skulle mene, at man var født i en forkert krop, og i øvrigt var fuldstændig normal og dermed heteroseksuel, det er klart. Sådan er der jo også nogen, der har det, men ikke jeg og heller ikke alle mulige andre.
Nå, men, jeg var altså så dum, at jeg havde besluttet ikke at lyve, fordi den slags er besværligt, og fordi jeg tænkte, at de nok bare skulle have det forklaret ekstra grundigt; men er du gal mand, der tog jeg fejl…
Rent praktisk foregår det sådan, at man får en henvisning fra sin læge, derefter modtager man en form for spørgeskema med alle mulige mere eller mindre relevante spørgsmål, faktisk føles det mere som en test fyldt med fælder, og det er nervepirrende at sende det, for hvad nu hvis de ikke vil hjælpe? Men selvfølgelig sender man det alligevel, og way man, hvad sker der? For mit vedkommende ville de gerne hjælpe. Eller rettere, det troede jeg, for jeg havde bestået testen og var indkaldt til samtale.
Hende, jeg skulle tale med, viste sig at have et problem med sine ben, eller måske bare ben i det hele taget. I hvert fald syntes hun, det var relevant at spørge mig, om jeg ikke også ville synes, at hun var syg, hvis nu hun virkelig ikke følte, hendes ben var en del af hende og bare gerne ville have dem savet af. Dermed var det tydeligt sagt, at hun syntes jeg var syg, fordi jeg gerne ville have fjernet brysterne.
Jeg svarede selvfølgelig, at hvis det virkelig var det, hun ønskede, så var det da helt i orden med mig… men så var det pludselig et program, hun havde set i fjernsynet, og det handlede om en mand, der havde det sådan med sine ben, om jeg så stadig syntes, det var i orden? Jeg svarede noget i retning af, øhmn ja, det synes jeg, men jeg synes måske ikke, det er særlig relevant at sidde her og tale med dig om et eller andet fjernsynsprogram, du har set, og jeg synes måske også, der er noget galt med selve sammenligningen. Hun derimod syntes, det var særdeles relevant, og så diskuterede vi lidt frem og tilbage, til hun opgav og i stedet begyndte at spørge til min barndom, hvilket for sin vis nok er meget fornuftigt, så det snakkede vi om i et stykke tid.
Bagefter og fuldstændig uden varsel, spurgte hun mig om, jeg selv syntes, at jeg var syg; og om jeg troede, andre folk kunne læse mine tanker. Jeg blev ærlig talt lidt målløs, eller meget faktisk; for what, altså, seriøst, hvordan i alverden skulle andre folk dog kunne det? Og hvad havde det i øvrigt at gøre med noget som helst? Så jeg svarede bare nej til begge dele.
Nu var tiden gået, og jeg skulle komme tilbage ugen efter…
Og det gjorde jeg så.
Og ugen efter igen; og igen og igen. Det føltes som en uendelighed eller dårlig kærlighed, men i virkeligheden var det kun omkring tre måneder, og der skete absolut ingenting, bare den samme kredsen omkring det, hun kaldte min kønsforstyrrelse, men jeg fik intet ud af det, ingen hjælp eller noget. Og så skete det, at jeg opgav, jeg orkede ikke mere. Alt, hvad jeg sagde, var forkert; jeg var ikke heteroseksuel, jeg følte ikke det store fællesskab med biomænd, jeg havde ikke noget ønske om at blive en biomand, jeg ville bare være mig og have lidt hjælp til at få min krop gjort til min.
Hende, jeg talte med på Sexologisk Klinik, tror virkelig, at der kun findes kvinder og mænd og syge personer, der gerne vil være det modsatte; eller altså ikke det modsatte af syg, for så er man jo rask, og det går ikke, og egentlig heller ikke det modsatte af kvinder og mænd, for hvad er det? men altså en syg kvinde for eksempel, der gerne vil være en mand.
Asker Fabrin er uddannet fra forfatterskolen i 2001 under navnet Astrid Fabrin