“Drama, drama, drama, drama,” skrev Sissel-Jo Gazans vejleder med rødt blæk i marginen på de første mange udkast til hendes speciale i biologi. Vejlederen mente, at Sissel-Jo Gazans skrivestil var uforenelig med at levere en analyse af det videnskabsteoretiske fundament for diskussionen om fuglenes evolution. Men Sissel-Jo Gazan kunne bare ikke lade være med at digte videre på de indre kampe hos de forskere, som førte debatten.
“Jeg argumenterede imod en amerikansk forsker, som er en meget dygtig og respekteret palæo-ornitolog, men som ikke mener, at fuglene nedstammer fra dinosaurerne. Og det bliver mere og mere latterligt, for det er kun ham, der fastholder den position, efterhånden som man finder flere og flere fossiler, der blandt andet viser, at dinosaurer havde fjer. Det er jo indbegrebet af stædighed, og jeg blev utrolig optaget af denne mand, som ikke ville acceptere den videnskabelige evidens, som væltede op af jorden,” siger Sissel-Jo Gazan, som i sin nye roman Dinosaurens fjer har gjort den krakilske fugleforsker til en af sine hovedpersoner. Her har hun endelig fået afløb for alt den videnskabelige dramatik, som hun måtte pille ud af sit speciale.
“Det tog mig 13 måneder at skrive specialet, og jeg sad med en tættekam for at fjerne dramaet og i stedet gøre den videnskabelige argumentation knivskarp. I dag skriver jeg ikke magisk realisme længere, fordi jeg har fået en mere videnskabelig måde at tænke på.”
Sissel-Jo Gazan blev udråbt til litterært vidunderbarn, da hun som 21-årig udgav Når man kysser i august, som svømmede i magiske optrin og svulstige metaforer. Dinosaurens fjer er hendes fjerde roman og allerede solgt til udgivelse i Tyskland.
Flere filmselskaber har også interesseret sig for rettighederne for romanens kombination af kærlighedshistorie og krimiplot krydret med populærvidenskab lugter langt væk af bestseller. I bogen løser den biologistuderende og enlige mor Anna Bella Nor gåden om mordene på to forskere fra Biologisk Institut på Københavns Universitet. Det miljø kender Sissel-Jo Gazan indgående, for sideløbende med forfattervirksomheden har hun uddannet sig som biolog, fordi hun fik en voldsom trang til at beskæftige sig med noget, som var rigtigt svært.
“Jeg har jo altid fået gode anmeldelser og gode karakterer, og så kom jeg ind på biologistudiet og jeg fattede intet! Jeg syntes, at mine forældre havde holdt mig for nar, fordi de ikke havde fortalt mig, at noget kunne være så svært. Hver dag kom jeg hjem fra studiet og kastede med bøgerne, fordi jeg ikke forstod, hvad der stod i dem. Men da vi så nåede hen i november, blev jeg stædig, og så fik jeg en lektiehjælp i matematik og en studiegruppe i statistik og bestod begge fag. Og det var sådan en fed følelse. Jeg fik resultatet i en telefonboks i New Zealand og tænkte bare: ‘Nu kører toget’, og så blev jeg ved.”
Sissel-Jo Gazan endte med at afslutte biologistudiet med et 10-tal for specialet om fuglenes evolution, som Dinosaurens fjer er bygget over. Romanen skildrer kampen om forskningsresultaterne i et lille akademisk miljø, der næsten er ved at gå i opløsning på grund af besparelserne på grundforskningen. Biologisk Instituts skæve eksistenser er beskrevet med megen kærlighed, for selvom Sissel-Jo Gazan undervejs har erkendt, at hun nok snarere skal være forfatter end biolog, er hun blevet fanget af naturvidenskabens meningsfyldte nørderi.
“Det var meget fascinerede at være et sted, hvor folk vil dø for det, som de kigger på i mikroskopet. Nørder er jo lidenskabelige, og det er det, som er så fedt ved dem. Man skal jo have et tunnelsyn af den anden verden for at kunne sidde og kigge på et dyr i 40 år. Jeg elskede at gå på biologistudiet, hvor folk var så ligeglade med, hvor mange bøger jeg havde skrevet. Hvis du ikke kan planternes anatomi og dyrenes fysiologi, kan du bare komme igen, når du er blevet lidt større. Det eneste vigtige er, at du kan dit stof”
- Er du selv en nørd?
“Nej, jeg er alligevel for utålmodig til at være en rigtig nørd, men jeg har lidenskaben til fælles med nørderne. Forskere på Biologisk Institut er drevet af, at de skal publicere og skaffe penge til deres forskning, og de elsker jo deres lille bitte felt, ellers kunne de ikke tage al den modgang. Og sådan har jeg det ikke med noget i naturen, men jeg har det nok sådan med mit skriveri,” siger Sissel-Jo Gazan.
Da hun endelig var færdig med biologistudiet flyttede hun med sin datter til Berlin, hvor hun stadig bor. Afstanden til hjemlandet hjælper hende med at holde rastløsheden i skak, men har også gjort det muligt beskrive sin københavnske tilværelse udefra.
Hvor Sissel-Jo Gazans første tre romaner foregik i lande, som ikke kunne findes i et almindeligt atlas og havde hovedpersoner med eksotiske navne, som kørte i biler, som svævede fem centimeter over jorden, er Dinosaurens fjer en realistisk fortælling. Romanen fører læseren rundt i København og Canada, mens den åbner døren til goth-miljøet og tager læseren med i supermarkedet på Falkoner allé. At skrive om rigtige steder og almindelige hverdagssituationer har krævet, at Sissel-Jo Gazan gik sine detaljer efter i sømmene og fik plottet til at være lige så sammenhængende som en videnskabelig argumentation.
“At skrive realistisk er sværere, fordi man bliver nødt til at være tro mod det, som man beskriver. I min sidste roman Vigtigt at vide om Ludmilla skrev jeg om noget, som mindede om Balkankrigen, men jeg opfandt både navne og steder, og derfor kunne jeg jo bare vælge, at der både skulle være bjerge og hav i det landskab, som jeg beskrev. Jeg beskrev også et samfund, som på den ene side hørte til i 1920’erne, men som samtidig også var nutidigt, og det var heller ikke noget problem. Omvendt er Dinosaurens Fjer måske mere intens, fordi man kan mærke mellem linjerne, at det ikke er noget, som jeg har fundet på, men at jeg selv har stået nede i Kvickly med en skrigende unge og en sprukken papirpose med kartofler, som er trillet ud over hele gulvet.”
På forfatterportrættet på flappen i Dinosaurens fjer har Sissel-Jo Gazan en meget heftig øjen makeup og et udtryk som hos en rasende græsk krigsgudinde.
Bogens hovedperson, Anna Bella Nor, er den eneste af Sissel-Jo Gazans karakterer, som har så meget tilfælles med hende selv. Anna Bella Nor er blandt andet vred, for hun uventet er blevet forladt af sit barns far og kastet ind i en tilværelse som enlig mor. En historie, som vil vække genkendelse hos nogle læsere, for Sissel-Jo Gazan blev selv forladt af sin eks-mand, da hendes datter var 11 måneder gammel. Det har hun fortalt om i sin interviewbog SIG JA!, som siden blev til tv-programmer på DR2, hvor Sissel-Jo Gazan interviewer en række præster for at finde ud af, hvordan hun igen kan komme til at tro på kærligheden.
“Da Erik Skyum-Nielsen anmeldte min sidste roman, skrev han, at han ville ønske, at jeg næste gang turde vove mig selv lidt mere. Og det var faktisk fint set. Jeg har gemt mig bag de her meget sanselige fortællinger. SIG JA! var en øvelse i at stå ved mig selv og min oplevelse, fordi jeg i programmerne sagde: ‘Jeg har et ar i panden. Alle kan se det, så lad os tale om det.’ Jeg mistede min uskyld under min skilsmisse og på den måde er Dinosaurens fjer også en milepæl, fordi det er den første bog, som jeg har skrevet, efter at jeg er blevet rigtig voksen.”
Selvom Dinosaurens fjer er en krimi, forventer Sissel-Jo Gazan ikke, at hun fremover vil tage kampen op med de andre krimidronninger, for hun er mere interesseret menneskers indre forviklinger end i mordgåder. I Dinosaurens fjer er morderens identitet da også relativt ligegyldig. Romanens spænding ligger i afsløringen af de private hemmeligheder, der som fossiler fra en dinosaurer bliver gravet op og afslører, hvor hovedpersonernes problemer stammer fra.
- Jeg undrede mig også over, at familiehemmelighederne spiller så stor en rolle for dine personer, for du er jo barn af 1970’erne, hvor alle personlige problemer skulle ud i lyset?
“Min mor er faktisk også sådan lidt: ‘Det er godt nok utroligt, så fascineret du er af hemmeligheder. Vi har altså ikke holdt noget hemmelig for dig’, for det er min tredje roman, hvor en hemmelighed spiller en stor rolle for plottet. Og så er det sådan en joke, at jeg siger ‘Nej, men det skal du jo sige’. Det kunne jo også være en måde at beskytte en hemmelighed på, at man lader som om, at man er åben om alt.”
- Men er der overhovedet nogen, som har hemmeligheder i dag?
“Jamen, der er jo mange, som har depressioner eller tror, at de er lykkelige, fordi de har skabt et liv, hvor de ikke kan mærke eller sanse og ikke har nogen fortrolige at tale med. Det kan godt være, at man kan sidde og snakke om sit sexliv på tv, men jeg tror stadig, at folk putter med deres ting. Da jeg skrev Sig Ja!, fik jeg så mange breve fra folk, som takkede mig for at jeg turde sige, at jeg var blevet forladt. Det havde de aldrig turde fortælle selv, og det er jo frygteligt. Men måske er det bare mig, som altid bliver utrolig tændt af at ville finde ud af, hvad der er under lemmen i gulvet. Som barn kunne jeg heller ikke have, når min mor havde en hemmelighed. Så kunne jeg blive helt vanvittig og begynde at udspionere hende.”
Sissel-Jo Gazans indre nørd rører stadig på sig. I øjeblikket er hun meget optaget af parasitter og drømmer om at skifte Sex and the City-tilværelsen i Berlin ud med et liv som forskningsassistent for en parasitolog, som arbejder i Den Tredje Verden. At hun nu skriver realistisk, betyder at det er blevet vigtigere at få ny inspiration, men stilskiftet skaber også andre problemer. Det er begyndt at bekymre Sissel-Jo Gazan, hvad der kunne ske, hvis hendes roman bliver oversat til engelsk, og den stædige ornitolog opdager, hvem han er blevet til, mens han har rumsteret rundt i den danske forfatters fantasi.
“Kontroversen mellem ham og de andre dinosauerforskere eksisterer stadigvæk. De holder symposier, hvor de råber og skriger, og han er blevet buet ud, fordi han holder fast på sin position. I mit speciale piller jeg hans videnskabsteoretiske grundlag fra hinanden, og det er akademisk accepteret, men tænk hvis han opdagede, at jeg har gjort ham til skjult bøsse i min roman? Jeg har jo opfundet ham, men samtidig eksisterer han jo i virkeligheden, og det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal stille op med.”