Med Bendt Bendtsens afgang siger de konservative farvel til en svag leder, der var statsminister Anders Fogh underlegen, og hvis loyalitet rakte langt på grund af denne underlegenhed, men dog udløste kriser, når Bendtsens eget bagland, følte sig svigtet af den svage leders eftergivenhed.
De konservative ministre har opfattet Bendtsens svage lederskab som et problem længe, og hans afgang har været planlagt længe.
I det øjeblik Lene Espersen og Connie Hedegaard blev enige om en deling af magten, var Bendt Bendtsens dage talte. Hedegaard indtræder nu ikke kun i regeringens magtfulde koordinationsudvalg, men også i de konservatives ‘daglige ledelse’, der nu består af Espersen, Hedegaard, Brian Mikkelsen og partiets generalsekretær Morten Bangsgaard.
Nok har Bendt Bendtsen skabt ro i de konservative rækker, men netto-resultatet af hans svage lederskab er, at han gennem årene har været en medvirkende forudsætning for, at Fogh fik næsten uindskrænket magt til at gennemføre sin egen politiske strategi. Derfor skaber Bendtsens afgang ny usikkerhed om denne strategis holdbarhed - på et tidspunkt, hvor den i forvejen er under stærkt pres.
Foghs strategi lå ikke fast fra første dag, han overtog formandsposten i Venstre, men siden den dag udviklede strategien sig i markante faser:
Først og fremmest valgte Fogh at bekende sig til velfærdssamfundet.
Når Fogh i 1998-99 valgte denne strategi var det, som han selv har forklaret, fordi Venstre var blevet langt det største borgerlige parti med ansvar for at samle de borgerlige partier, herunder CD, de kristelige og til dels de radikale, som i praktisk politik havde støttet velfærden i denne form siden 1982, bag en ny regeringsdannelse.
Men Fogh måtte også forberede sig på den eventualitet, at han kunne blive afhængig af Dansk Folkepartis stemmer. Fogh var ikke afvisende. Faktisk havde han i flere år sammen med Rønn Hornbech kæmpet for, at Venstre skulle arbejde for en langt strammere udlændingepolitik, men daværende partileder Uffe Ellemann sagde nej.
Med sin nye strategi vandt Fogh valget i 2001. Men hverken den konservative regeringspartner eller Venstres folketingsgruppe og partiorganisation var indforståede med disse tre hovedelementer i strategien.
De konservative ønsker velfærdsreformer, som kan begrænse og reducere overførselsindkomster og offentlig service for at derved at kunne gennemføre massive skattelettelser. Samtidig var de konservative langtfra enige i den stramme udlændingepolitik.
Men valgresultatet i 2001 gav ikke mulighed for andre flertal end VKO, og Fogh kunne uden nævneværdig modstand gennemføre sin strategi. Den blev grebet og udnyttet af Dansk Folkepartis skarpsynede ledergruppe. Mellem Foghs regering og DF kunne der formes en alliance, der kunne genspejle den alliance, som havde udgjort Socialdemokraternes magtgrundlag i næsten et århundrede. De titusinder af tidligere S-vælgere, der strømmede til Venstre og til DF ved valget i 2001 nok især på grund af udlændingepolitikken, sukkede efter en overbevisende gendannelse af en sådan alliance: Hvor den samfundsmæssige elite, det politiske og erhvervsmæssige lederskab, der driver nationens modernisering frem, kan forene sig med de mest forandringsbekymrede i tryghedsskabende, troværdige kompromiser. Det er netop den stabilitet og dynamik, som har præget Danmarks vellykkede modernisering.
Men i dag er Foghs strategi under pres. Han har regeret i syv år og opnået mange resultater, men nu taler alle om, at han er slidt og måske på vej ud. Konjunkturerne vender, og nu skal der prioriteres økonomisk med hård hånd.
Samtidig er udlændingepolitikken havnet i en temmelig uklar position. På et tidspunkt, hvor SF er med til at skabe den bredeste opslutning nogensinde om de centrale elementer i den stramme udlændingepolitik, optræder EU-Domstolens tilsyneladende begrænsninger i de danske politikeres handlingsfrihed med et flimrende billede som resultat. DF’s mulighed for at hente nye, markante landvindinger her fortoner sig.
Med en ny, stærk konservativ leder er Fogh ikke længere alene om at håndtere sin særlige udgave af socialdemokratisme. En stærk og selvstændig konservativ leder vil stræbe efter at lægge tydelig afstand til Fogh.
De konservative er ikke noget højreparti, men de har meget lidt tilovers for Foghs ‘kontraktpolitik’. Og for de konservative er Dansk Folkeparti i langt højere grad en konkurrent i kampen om at repræsentere de nationale værdier og den historiske arv - og om vælgerne.
Den nye konservative leder skal stå sine første store prøve i slaget om finansloven, hvor hun skal forsvare det reelle indhold i skatteforhøjelserne ved at nedgøre finansministerens tanke om tvungen opsparing.
Til foråret skal et meget stort og dramatisk slag udkæmpes om en ny skattereform. Her har vi at gøre med de konservatives mærkesag nummer et - afskaffelse af topskatten - samtidig med at Dansk Folkeparti, som ikke ønsker skattelettelser, har vetoret. Fogh understregede allerede før valget, at kan regeringen ikke blive enige med DF om en skattereform, kan den først gennemføres efter næste valg. Men det vil reelt betyde, at V og K må gå til valg med DF som modstander. Det i denne klumme hyppigt omtalte perspektiv i form af det såkaldte ‘sociale flertal’, bestående af S, SF og Dansk Folkeparti, tegner sig med fornyet styrke i konfrontation med en mere selvbevidst, mindre Fogh-domineret borgerlighed.