1972: Året for Watergate-skandalen, hvor et indbrud i juni i Demokraternes hovedkvarter i Watergate-hotelkomplekset i Washington viser sig at have tråde til præsident Richard Nixons stab. 1972 er også året, hvor USA og Nordvietnam bliver 99 procent enige. Sådan karakteriserer i hvert fald den amerikanske chefforhandler, den senere udenrigsminister Henry Kissinger, det forhandlingsresultat, som amerikanerne og nordvietnameserne efter fem lange års forhandlinger i Paris når frem til i efteråret.
Kun én procents uenighed mellem parterne forhindrer en våbenhvile, men denne ene procent får præsident Nixon til at træffe en skæbnesvanger beslutning: I juledagene 1972 indleder USA historiens hidtil mest omfattende luftbombardement af Nordvietnams hovedstad, Hanoi, og havnebyen Haiphong for at presse vietnameserne til de sidste indrømmelser. Fordømmelsen af de forfærdende bombardementer bliver usædvanlig hård fra mange sider. Stærkest måske udtrykt af den svenske statsminister, Olof Palme, som sammenligner de amerikanske B 52-maskiners bombetogter med nazisternes krigsforbrydelser under Anden Verdenskrig: “Guernica, Oradour, Babij Jar, Katyn, Lidice, Sharpeville og Treblinka. Volden har triumferet. Men eftertidens dom er faldet hårdt over dem, som har båret ansvaret. Nu findes yderligere et navn at føje til listen: Hanoi - julen 1972,” udtaler Olof Palme til svensk tv.
Den danske regering under statsminister Anker Jørgensen fordømmer ligeledes Nixons bombebeslutning: “Regeringen finder det mere end nogensinde påkrævet, at kamphandlingerne bringes til ophør, og forhandlingerne genoptages i den nuværende situation,” siger regeringen i en udtalelse.
Også i lederartiklerne i de danske aviser bliver kritikken af USA og ikke mindst præsident Richard Nixon hård. Fra B.T. til Information kappes lederskribenter om at fordømme de massive bombardementer, som overgår alt, hvad verden hidtil har set. Amerikanernes bombardementer beskrives som “terror”, mens de sydvietnamesiske partisaner nu får det rosende prædikat “befrielsesfronten”.
“Tilbage til stenalderen. Det er præsident Nixons julebudskab til den nation, hvis største forseelse synes at være, at den tog USA’s egen uafhængighedserklæring alvorligt. (…) USA kan aldrig vinde krigen i Vietnam. Med mindre Nixon ser det som en sejr for “friheden” og “demokratiet” at skaffe “et kompromitteret styre i Saigon en ekstra galgenfrist”, tordner f.eks. B.T. i en leder onsdag den 20. december.
Tre dage senere citerer B.T.’s lederskribent et uddrag af en leder i New York Times og gør ordene til sine egne: “Vi oplever en terrorisme i hidtil ukendt omfang. Selv hvis målene var strengt militære, ville meget andet end militæret blive fanget i så omfattende ødelæggelser, specielt i en blitz, der på blot to dage anslås at have udløst 20.000 tons sprængstof - svarende til en Hiroshima-bombe”.
Lederskribenten på endnu en avis i Det Berlingske Officin, Weekendavisen, melder tilsvarende klart ud den 22. december:
“Det er vanskeligt fra den anden side af jordkloden at anfægte det militære behov for nye amerikanske bombardementer, som kan svække eller bremse nye nordvietnamesiske militære fremstød ned i Sydvietnam. Men prisen, som USA må betale for disse bombardementer, er langt større end de menneskeliv, bombardementerne forvolder både i Nordvietnam og blandt de amerikanske piloter”.
Endog den stramkonservative Jyske Tidende skriver på sin lederplads den 23. december: “Selv dem, der forstår den politiske baggrund for USA’s juleoffensiv, kan ikke godkende de anvendte metoder. Bombningen af nordvietnamsiske storbyer er en gruopvækkende handling uanset den politiske indstilling, man har til det kommunistiske styre”.
Som fulgte de et naturinstinkt, har lederskribenterne på Berlingske i årevis bakket op om USA’s krigsførelse mod Vietnam. Brændende napalm mod risbønder, brugen af den kemiske gift ‘Agent Orange’ for at afløve junglen, afsløringerne i Pentagon-rapporten om USA’s hemmeligholdte ‘beskidte krig’, massakrer mod kvinder og børn som i landsbyen My Lai … Hidtil har intet kunne rokke ved avisens fundamentale støtte til USA’s krig.
At det kan være svært at tænke i nye baner, fremgår ikke mindst af avisens første leder i juledagene om bombardementerne. Lederen, som bringes den 20. december, bruger ordvalget, at det er “en skuffelse for alle”, når fredsforhandlingerne er brudt sammen, og “krigen derfor igen er i gang”. Uenigheden, der skiller USA og Nordvietnam, drejer sig ifølge Berlingske mest af alt om amerikanernes krav om, “at våbenhvilen skal være effektiv”. Lederen slutter sig til det amerikanske krav med ordene: “Men det er væsentligt for deres (forhandlingernes, red.) videre forløb, at det bliver en våbenhvile, der kan holde. Det må være rigtigt, selv om det kan være svært og koste skuffelser at inistere på klare og faste betingelser. Tilsyneladende ville det have været lettere at slutte her og lade stå til. Men vor tid har eksempler nok på, hvilke vanskeligheder det kan bringe sidenhen. Det er bedre at holde ved nu end at skulle råde bod senere”.
Læserne efterlades ikke i tvivl om, at avisens lederskribent bakker op om amerikanerne, voldsomme luftbombardementer eller ej. Men et eller andet sker der internt i Pilestræde, for næste dag er holdningen i Berlingske ændret. Fra torsdag den 21. december kan avisen tælles med i det fordømmende kor, og det bemærkes af andre aviser. Under rubrikken Bomberne skriver Berlingske således i lederen torsdag den 21. december: “Den voldsomhed, hvormed præsident Nixon har ladet det amerikanske luftvåben bombardere Hanoi og Haiphong og en lang række andre mål i Nordvietnam straks efter Paris-forhandlingernes afbrydelse, har rystet alle, også dem, der har forståelse for Amerikas prøvelser såvel som Vietnams”.
Set i forhold til ordlyden i avisens onsdagsleder er omsvinget totalt, for som det nu hedder med torsdagslederens ord: “Der er ingen forståelse her for, at det skulle være tvingende nødvendigt at svinge så brat fra forhandling om fred til den maskimale indsats af luftbombardementer, der tilintetgør byer og mennesker og håb i flæng”.
I torsdagslederen finder Berlingske også plads til at hænge Anker Jørgensen ud, fordi han har kritiseret den amerikanske regering “i tide og utide”. Som var han en ældre erfaren statsmand, fortsætter lederskribenten sine overvejelser, der meste har personlig karakter: “Men en protest er her på sin plads: den er udtryk for en holdning, der har dækning i de videste kredse i den danske befolkning”.
Som Berlingske skælder ud på Anker Jørgensen, fordi han “i tide og utide” kritiserer USA’s Vietnamkrig, får også den svenske statsminister hårde ord med på vejen af Berlingske. ‘For stærke ord’ lyder rubrikken over lederen torsdag den 28. december, hvor Palmes anklage om amerikanske krigsforbrydelser tages under skarp behandling: “En kritik, der skal have virkning, må være relevant. Den svenske statsminister har givet sin protest mod bombardementerne en sådan følelsesladet forvridning, at den har mistet politisk mening,” skriver avislederen, der mener, at det “har ingen mening” at sammenligne Vietnam med Guernica, Oradour-sur-Glane eller Lidice. Derfor finder Berlingske, at det er “med rimelighed”, når den amerikanske regering nu har protesteret mod Palmes udtalelse.
“Man kan med fuld ret opfordre Nixon til at indstille bombardementerne og lægge presset på forhandlingerne igen. Men protesternes form og indhold må være relevant. Dette har lige så lidt med Hitlers krigsforbrydelser at gøre som med Danmarks medlemsskab af Atlantpagten,” lyder slutningen af Berlingskes leder.
Netop den tætte relation mellem Danmark, NATO og amerikanernes krigsførsel i Vietnam er emnet for B.T.’s leder selvsamme dag: “Men til syvende og sidst er det vel ikke helt og aldeles ligegyldigt, hvem man er i alliance med. Til syvende og sidst bliver det et spørgsmål, om man fortsat vil hytte sig under den samme magt-paraply, som den, der for tiden lader det regne med død og tilintetgørelse i Vietnam. (…) Men allerede ved at affeje sammenhængen mellem Vietnam og NATO har danske politikere i dag måttet slå en fed streg hen over Atlantpagtens mere ideelle indhold - at dens deltagere er forenet i forsvaret for elementære menneskerettigheder”.
B.T.-lederen slutter med en provokerende sammenligning af et kommunistisk system med USA: “Så er forskellen mellem de to reduceret til, at den ene propper folk, der tænker anderledes, i en fangelejr eller på en galeanstalt, mens den anden bomber dem fra sans og samling”.
På årets sidste dag bringer Berlingske endnu en leder, som måske derfor er skrevet med en vis patos: ‘Det sidste af krigen’. Lederskribenten vurderer, at et bombestop fra Det Hvide Hus “vil blive hilst velkommen over alt i verden, hvor de sidste to ugers tilbagefald til voldsomme krigshandlinger har voldt bekymring”. Og lederen slutter: “Det vil blive debatteret, om det virkelig var påkrævet, at præsident Nixon slog så hårdt til som reaktion på forhandlingskrisen. Han selv og hans mænd vil hævde, at den hårde indsats løste den så hurtigt. Andre vil mene, at det var unødigt spild af liv. Påstand kan stå mod påstand nu, og det gavner kun lidt. Men alle kan vel samles i håbet om, at dette så var krigens sidste krampetrækninger, og at freden er ved at blive til”.
Heller ikke lederskribenterne på Jyllands-Posten tør afgøre, om der trods alt skulle være velbegrundede militære årsager til en genoptagelse af de amerikanske bombardementer. Forsinket fred hedder rubrikken over avisens leder den 21. december: “Også baggrunden for præsident Nixons beslutning om at genoptage bombningerne af Nordvietnam er uklar. Den kan være militære overvejelser, hvis natur først vil blive kendt efterhånden, men uanset hvad der ligger i dem, forekommer bombninger i dette voldsomme omfang politisk ukloge; USA kan vanskeligt motivere dem over for verdensoffentligheden; og ender krigen alligevel snart, havde det været rarere for USA at komme ud af den med kommunistiske voldshandlinger som det sidste, blivende udtryk”. At avisens hjerte stadig brænder for USA, viser sig, når lederen kategorisk fastslår: “Hvad angår USA, er dets fredsvilje uomtvistelig”.
Få dage senere, torsdag den 26. december, bringer Jyllands-Posten endnu en leder med den måske lidt overraskende rubrik ‘Angrebene på Amerika’: “Mange af angrebene på Amerika er i de forløbne år kommet fra folk med specielle politiske anskuelser og hensigter. Deres ensidighed og styrke kan have gjort det svært for mere nuancerede anskuelser at blive hørt og gøre sig gældende. En sørgmodig kommentar uden for koret lader sig imidlertid ikke undertrykke”, indleder Jyllands-Posten denne leder, hvor avisen udråber sig selv som værende blandt “USAs venner”.
“For millioner, der nærer oprigtig taknemmelighed og hengivenhed over for USA, føler i disse dage ulykke ved efterretningerne om de voldsomme amerikanske bombardementer af mål nord for 20. breddegrad, i Nordvietnam. Følelsen af ulykke er nært forbundet med troen på, at den stadige kamp for demokratiet tillige er en kamp for humanitet og barmhjertighed. (…) Ingen resultater retfærdiggør bombardementerne. Misforholdet mellem lidelserne og det, der vindes militært, forekommer i lyset af alt, hvad vi ved, for skærende. Der er udefra set noget grotesk og absurd ved denne form for krigsførelse, som derfor ikke kan forsvares på linje med meget af det, USA ellers har foretaget sig op gennem hele denne ulykkelige krig”.
Jyllands-Posten lægger ikke stor vægt på protester mod bombardementerne fra “Rusland og dens venner”, pointerer avisen og fortsætter: “Men hvad, om USA’s venner i dæmpet sprog med kraft i dag siger til præsident Nixon: Hold op. Ingen amerikanske interesser i Asien kan være så væsentlige, at de er denne pris værd. (…) Hellere soldater på landjorden end bare en brøkdel af disse rædsler fra luften.”