Man er på fornavn med dem: De bliver kaldt for ‘Lene’ og ‘Connie’, og de blev for ikke så længe siden regnet for kronprinsesserne. For det var en overgang et åbent spørgsmål hvem af de to, som skulle efterfølge Bendt Bendtsen som leder af Det Konservative Folkeparti. Valget mellem de to var ikke bare et valg mellem to fornavne, men mellem to forskellige opfattelser af politik. De taler vidt forskelligt, og de taler til forskellige sociale klasser.
Måske bortset fra netop fornavnet Connie er Hedegaard idealpolitikeren for den kulturelle overklasse. Hun ved, hvad hun taler om. Hun argumenterer for sine standpunkter og ser tingene i et større perspektiv. Med en fortid som vært på DR 2’s Deadline er hun indbegrebet af troværdighed, og hun blev i 1993 hædret med publicistprisen, fordi hun ifølge priskomitéens talsmand, Tøger Seidenfaden, “aldrig pjatter”, og fordi hun har både “hjertet og hjernen med”.
Connie Hedegaard er født i København, hun har læst litteraturvidenskab og har fungeret som både journalist og politiker. Da valgkampen i 2005 eskalerede i overbud og tilbud til borgere som forbrugere af offentlige ydelser, var det naturligvis Connie Hedegaard, der som den ansvarlige politiker i den borgerlige regering sagde fra. Det var for lavt. Og det var ikke overraskende, at akkurat Connie Hedegaard under den såkaldte ‘karikaturkrise’ måtte tage afstand fra statsministerens retorik og erklære det for “direkte bizart”, at et forsvar for ytringsfriheden kunne ende som et aggressivt angreb på dem, der mente noget andet end én selv. Sådan set har hun været den intellektuelle dissident i regeringen Fogh, som Per Stig Møller ikke kunne blive.
Og hun har præsteret det mest markante selvopgør i regeringen Fogh siden valget i 2001, da hun blev miljøminister og straks slog fast, at Lomborgs æra var slut. Nu er hun anerkendt som klimaminister, hun har rejst rundt i verden for at gøre opmærksom på effekterne af den globale opvarmning, og hun har vist amerikanske politikere rundt på Grønland. Hun tabte hovedet i den såkaldte Bilka-sag, hvor hun blev sat på plads af ombudsmanden. Episoden viste, hvordan en anset dissident i visse situationer også kan blive til en selvretfærdig kværulant. Selv nægtede hun at erklære sig inhabil, men sagen blev taget fra hende og i stedet overgivet til justitsministeren, Lene Espersen.
Lene Espersen er en af den kulturelle overklasses yndlinsgaversioner. Hun taler i opposition til fagkundskaben og det store perspektiv på straffeområdet. Da hun blev justitsminister, holdt hun sin egen lille smagsdommertale. Fra start slog hun fast, at hun ikke ville rette sig efter eksperter, som hun kaldte for “hylekoret”. I samme sproglige stil som Anders Fogh Rasmussen udpegede hun de kloge som verdensfjerne klynkere, der ikke kender til de barske realiteter. Det var ikke en dom, man kunne diskutere. Det var en metafor, som udtrykte en aversion og en politisk linje: Hun ville ikke finde sig i eksperternes belæringer, og hun straffede ikke for at gøre dårlige mennesker til gode mennesker. Hun ville straffe for at holde de dårlige mennesker væk fra de gode mennesker, så de får en fornemmelse af at leve i et samfund med konsekvens og klare linjer. Lene Espersen taler nedefra og op. Hun lægger vægt på, at hun er en ‘pige fra Nordjylland’, og hun gør sig umage med at tale et sprog, som alle kan forstå. Der er fjender i Lene Espersens univers, og det er både forbryderne og de blødsødne humanister, som ikke forstår at sætte hårdt mod hårdt. Det usædvanlige ved Lene Espersen er ikke, at hun som justitsminister har strammet straffene og krævet mere konsekvens. Det usædvanlige er, at hun har været i stand til at forsvare og forklare sin linje med argumenter, som har været svære at afvise for eksperterne.
Det er givetvis hendes retoriske kvaliteter, som har overbevist mange om, at hun er en succes. For Lene Espersens politiske resultater som justitsminister er ikke imponerende. Det er lykkedes hende at få sendt flere i fængsel i en periode, hvor kriminaliteten ikke er steget. Vi har fået flere forbrydere, men ikke mere kriminalitet. Men det er også lykkedes Lene Espersen at gennemføre en dybt problematisk politireform. Ræsonnementet bag reformen er det samme som i strukturreformen: Små enheder er dårlige, store enheder er gode. Hvis man ophæver små enheder til store enheder, vil man opnå ‘effektiviseringer’ og ‘rationaliseringsgevinster’. Men de praktiske erfaringer med reformen er negative: Politiet klager over deres arbejdsvilkår, en ny undersøgelse viste torsdag, at politiet har mistet opbakning i befolkningen, og Jyllands-Posten kunne samme dag meddele, at reformen muligvis har kostet borgere livet, fordi politiet er kommet for sent. Denne administrative fiasko er et af Lene Espersens hovedværker. Et andet er anti-terrorpakken, som heller ikke ligner en succes: PET har tabt den ene sag efter den anden, efter de har fået ansvaret for selv at føre sagerne.
Men det afgørende er tilsyneladende ikke de politiske resultater forstået som de konkrete konsekvenser af lovgivningen. Det afgørende er den offentlige profil. Connie Hedegaard har arbejdet med store linjer og klima, Lene Espersen slår hårdt ned og taler om lov og orden. Hedegaard har været på kollisionskurs med Dansk Folkeparti, mens Lene Espersen som justitsminister har haft et strålende samarbejde med Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti, der er formand for Folketingets retsudvalg. Hedegaard har kritiseret tendenser til populisme, mens Lene Espersen har talte imod dem, der beskylder andre for populisme. Og naturligvis endte Lene Espersen som formand for Det Konservative Folkeparti. For selv om smagsdommerne skulle være faldet og Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard taler samme sprog som Lene Espersen, er det stadig sådan, at når bissen møder humanisten i dansk politik, er det bissen, der vinder.