Tilsyneladende står moderniseringsideologi øverst på den kulturelle og politiske dagsorden i den arabiske verden. Lad os her se på de hovedpunkter, der står i vejen for politiske og kulturelle reformer i de arabiske regioner: hvem er ansvarlig, og hvad er de vigtigste årsager, der forhindrer modernitet og udvikling i de arabiske lande.
To hovedårsager tegner sig: 1. Det politiske system og 2. Fortolkninger af historien.
Jeg vil starte med at sætte fokus på den mest markante politiske krise i de arabiske regioner, nemlig den voksende islamisering, eller - som det bliver kaldt - den politiske islam, og reaktioner fra både interne og eksterne kræfter på dette fænomen.
Et hurtigt blik på de sidste to årtier understreger den markante fremmarch af den islamistiske tendens i hele regionen.
Hvad er hovedårsagen til denne voksende religiøse tendens?
Efter min opfattelse er den først og fremmest udtryk for en dybt intern politisk-kulturel krise. Store dele af de arabiske befolkninger mister tilliden til de etablerede, politiske ledelser og deres ideologiske nationalpropaganda.
Alle arabiske regeringer, der er kommet til magten efter Anden Verdenskrig, har forsøgt at opbygge de kulturelle og politiske institutioner efter en model, der på den ene side er inspireret af vestlige systemer, og på den anden side viderefører de traditionelle måder, befolkningen etablerer sig på. Dvs. at de gamle uddannelsessystemer, moralen m.m. fortsætter som et grundlag for de nye forfatninger.
Det betyder, at der i selve samfundsmodellen er indbygget dybe modsætninger i forhold til den traditionelle patriarkalske tænkning, der ses klart og tydeligt i alle magtapparater.
Fraværet af svar på de politiske og kulturelle spørgsmål fra både de intellektuelle og de politiske partier har overladt fortolkningen til de lokale ledere og de forskellige religiøse miljøer i tusindvis af landsbyer i den arabiske verden, hvor de fleste er analfabeter.
Ifølge AHDR-rapporten (Arab Human Development Report 2002-2005) er 25 procent ud af 280 millioner mennesker i den arabiske verden analfabeter, og to tredjedele af dem er kvinder. De lokale traditionelle ledere bruger deres klan og stammeautoritet til at udøve deres magt over befolkningen. Familien og klanen er først, bagefter kommer nationalstatens interesser.
Der er det stereotype svar at beskylde ‘de andre’ for at være ansvarlige for den arabiske verdens problemer.
Skylden kastes på det slidte og stereotype slogan: ‘den vestlige verden’ - som om den vestlige verden er homogen og har ens betydning og fælles politik. Det er efter min mening en fordrejning af de fundamentale årsager til den politiske og kulturelle arabiske krise.
Det er at stikke hovedet i busken, fordi den intellektuelle og politiske elite ikke tør røre ved de tre, meget følelsesladede, hovedemner: magtstrukturen, kvindernes fraværende rolle i politik og den snævre fortolkning af de religiøse tekster. Indtil nu er fortolkningen af den arabiske historie fortsat meget skolastisk i alle læseplanerne for arabiske skoler og universiteter. Den kritiske vinkel på uddannelsessystemet er fraværende.
Ud over den nuværende politiske og kulturelle krise vil et hurtigt blik på historien muligvis give et svar på problemets kerne: nemlig forholdet mellem religion og politik.
Fortolkningen af historie og religion bliver i de fleste tilfælde brugt som ideologisk udgangspunkt for politisk kamp og som middel til at opnå magten. Det gælder både dem, der sidder på magten, og oppositionen, der gerne vil have magten.
I Egypten lykkedes det for de religiøse myndigheder at sende mænd i eksil og tvinge deres koner til at forlade de eksilerede, som det skete med professor Hamed Abu Zaid. Andre, som Nobelpristageren Najib Mahfood, blev udsat for drabsforsøg på grund af snævre fortolkninger af en af hans bedste romaner: Awlad Haritna (Children of our Quarter).
For tusind år siden mødtes lærde og filosoffer i moskeen for at diskutere religiøse og sociale emner. De plejede at afslutte debatten med ordene: Allah a’lam: ‘Gud ved mere’, som et udtryk for ydmyghed. Idéen om, at religion og politik ikke kan adskilles i den arabisk/islamiske verden, er en af de alvorligste grunde til den nuværende politiske og kulturelle krise. Derfor er det nødvendigt at se på fortiden, særligt perioden hvor den arabisk-islamiske elite begyndte at etablere hele den arabisk-islamiske litteratur skriftligt.
I den periode blev græsk og latinsk filosofi oversat til arabisk, især værker af Platon og Aristoteles. Al-Kindi, Avicenna (Ibn Sina), Farabi, al-Razi og Gazali beskæftigede sig med de store spørgsmål, der var diskuteret i generationer i græsk og romersk kultur, bl.a. forholdet mellem menneske, natur og gud.
Arabisk-islamiske filosoffer blev uenige om, hvem der foretog de mest logiske analyser: Aristoteles eller Platon?
Abu Nasr Al-Farabi, født i 875, diskuterede i sin bog, Almadina Alfadila (On The Perfect State), de græske begreber og var positiv overfor Aristoteles’ logik og hans synspunkter som filosofisk grundlag. Alligevel nåede han ikke til de samme konklusioner som Aristoteles, fordi han forsøgte at lave et kompromis mellem Aristoteles’ videnskabelige analyser og Platons idealisme. Platon havde sejret over Aristoteles; kompromisset mellem religion og filosofi var etableret.
Senere, i Andalusien, opstod en anden filosofisk tendens bygget på den rigtige fortolkning af Aristoteles. Det var filosoffer som Averroes (Ibn Rushd), selv en religiøs mand, der argumenterede for, at religiøse og filosofiske begreber har hver sit univers. De to felter skal ifølge Ibn Rushd adskilles. Men han kom for sent med sin argumentation. Det arabiske imperium begyndte allerede sin nedtur i hovedstaden Bagdad, mens Europas renæssance blomstrede.
Ibn Rushd var en pioner for den europæiske renæssance, hvis tilhængere i Europa kaldte sig Rushdies sønner. Eurocentriske historikere prøver altid at ignorere de stærke arabiske islamiske bidrag, når de diskuterer den europæiske renæssance. Europæere, der kom til Andalusien for at lære hos Ibn Rushd, blev torteret og forfulgt af kirken.
Religionen i Europa har også været en dominerende faktor i mange hundrede år, indtil den franske revolution i 1789 for første gang i historien foretog den totale adskillelse mellem religion og politik. Den var udgangspunkt for Europas fremtid.
Spørgsmålet er, om de arabiske lande kan kopiere eller importere demokrati fra Europa uden at betale den høje pris, som Europa har betalt?
De kommende årtier ser ud til at bringe fremgang til moderate mainstream-politiske islamiske partier gennem de demokratiske valg. Det er udtryk for, hvor meget de arabiske befolkninger tørster efter politisk og kulturel forandring - selv om det umiddelbart får et religiøst udtryk.
Der er lysende eksempler i den arabiske region, hvor Jordans kong Hussein og Marokkos kong Hassan var kloge nok til at udskrive valg og tillade oppositionen, herunder de islamiske partier, at deltage i stedet for at kæmpe mod dem på gaderne. Mainstream-islamister vil gerne have magt ligesom de andre, der sidder på magten. Lad dem få en chance, hvis de vinder. Ansvarlighed og dagligt arbejde vil erstatte den radikale, nostalgiske og flammende retorik.
Derfor er den eneste positive udviklingsretning for området en region bygget på verdslige værdier, hvor religionen bliver uafhængig, og enhver har ret til at tro på sin Gud og profet. Det giver også mulighed for at udvikle religionens teologi på en fornuftig og rig måde, og islam og jødiske studier og tro kan udvikle sig lige som kirken i de europæiske lande, da kirken blev løsrevet fra staten. Hverken Frankrig eller Sverige blev mindre kristent, efter at de adskilte religionen fra staten. Således vil der kunne etableres et nyt perspektiv for den arabiske region.
Mahmoud Issa er ph.d., forfatter og konsulent