Dagens ansigt. Allie Mae er et usædvanligt velskrevet og tankevækkende, boglangt essay om længslen efter at slippe væk fra “den civile identitet”, om ansigter, om fotografier, om tiltalen. Og om meget andet. Forfatteren er anonym, bogen har ikke noget ISBN-nummer, i dens kolofon står der ikke noget forlag som udgiver. Den kan ikke købes i en boghandel, heller ikke på nettet. Jeg fik den tilsendt for snart et halvt år siden, uden afsender.
Mit gæt er, at ophavsmanden er Mikkel Thykier og forlaget Basilisk; de lovede på et tidspunkt at sende en gave ud til de af deres abonnenter, som ikke skyldte dem penge. Under alle omstændigheder er det som anmelder en mærkelig fornemmelse at sidde med et værk, som burde få masser af opmærksomhed, men som vender sig bort fra den litterære offentlighed.
Hvordan skrive om en bog, ingen kan få fat på? Så vidt jeg ved, har ingen fået anmeldereksemplarer, ingen aviser har anmeldt Dagens ansigt. Allie Mae. Som sin ophavsmand, Mikkel Thykier, er bogen fantastisk, men hemmelig; kendt og anerkendt af en inderkreds på - maksimalt - et par hundrede mennesker, helt usynlig for den omgivende verden.
På sin vis er Dagens ansigt. Allie Mae del af en tendens. Det nyeste lilleforlag i Danmark hedder Forlaget 28/6. Det er opkaldt efter stiftelsesdagen, bagmænd er Martin Johs. Møller og forfatterskoleeleverne Rasmus Graff og Sigurd Buch Kristensen. Deres første udgivelse var tidsskriftet 28/6, stykket sammen på løsark over tre dage.
Blandt bidragyderne er Anne-Louise Bosmans, Lars Bukdahl, Lars Frost, Hans Hauge(!), Viggo Madsen, Mette Moestrup, Morten Søndergaard. Der er mange flere, det er ikke nogen dårlig liste og bestemt ikke nogen dårlig samling tekster.
I alt blev 28/6 lavet i 73 eksemplarer. Forlaget oplyser, at omkring halvtreds af dem blev givet væk. Resten kunne så købes - via forlagets voldsomt skrabede hjemmeside eller netboghandlen Audiatur - men pr. mail fortæller Martin Johs. Møller, at tidsskriftet nu er udsolgt. De fleste af de sidste eksemplarer blev opkøbt af en samler, hvilket både er “smigrende og lidt asocialt.”
Smigrende, fordi det viser, at tidsskriftet straks har fået fetichkaraktér. Og asocialt, fordi målet var at komme ud i kredsløbet, at få teksterne til at cirkulere i miljøet, i det løse netværk af forfattere, bekendte, venner, lidelsesfæller i sygdommen: afhængighed af skønlitteratur. Så nytter det ikke noget, at de ligger og samler støv på en hylde.
Forlaget 28/6 har også udgivet Rasmus Graffs lille pamflet patchwork, som er ret fin. Læser man siderne som man plejer, oppefra og ned, så er det ren volapyk, for bogens tekststrøm fortsætter vandret fra side til side. Der er noget meget direkte, ligefremt i tonefaldet. Og der er et stadigt fokus på kroppen, på mødet med andre mennesker, på tiltalen og henvendelsen som gestus.
“at revolutionere betyder blandt meget andet at indstifte nye fællesskaber. for mig er det revolutionært at sige hej til en jeg ikke kender,” lyder det et sted, “sidst jeg fløj pillede min sidemand næse, jeg kiggede på ham, og han kiggede på mig og blev ved med at pille. det var der noget smukt i,” et andet.
patchwork er også del af en tendens: det sidste års tid er de interessante debuter ikke kommet på etablerede forlag. Men også patchwork vil kun cirkulere i den litterære undergrund. Den er rystende billig, 20 kroner! Men den kan kun købes på nettet - hos normale boghandlere finder man den ikke.
Man kunne blive ved. Forfatteren Harald Voetmann Christiansen annoncerede for et halvt år siden, at han privat udgav en samling “trivia”, Preben Major Sørensen har helt uhørt skiftet fra Gyldendal over til det lille forlag Anblik. Det er som om, den smalle litteratur ikke bare ikke sælger noget, men i stigende grad opgiver de etablerede litterære institutioner: De store forlag, de store boghandlere, avisernes anmelderi. I stedet omtales værkerne på nettet og distribueres gennem undergrundens gaveøkonomi. Det er der noget fundamentalt ærgerligt ved. På den anden side er det en realistisk reaktion. De store forlag udgiver næsten ingen nye forfattere, betaler symbolske beløb, gør ikke reklame for andre end etablerede navne. Sådan er det, når man er splittet mellem rentabilitet og en mere eller mindre sur ‘forpligtelse’ over for dansk kultur, sådan som Gyldendal formulerer det på sin hjemmeside.
Tidsskrifter og eksperimenterende værker og lignende står vel på hylderne i 5-10 specialiserede boghandlere i Danmark. Aviserne omtaler dem i stadigt mindre grad. Salg er der intet af. Så må man gøre noget selv, udgive, give væk, hvad som helst.
Det må man gøre i trods og ud af kærlighed til - eller måske: afhængighed af - god litteratur. Og så satse på at få fat i læserne uden om offentligheden. En efter en, mens undergrunden langsomt ekspanderer.