“Mennesker har rettigheder. Og så fundamentale er disse, at det rejser spørgsmålet om hvad - om overhoved noget - staten har ret til at gøre”.
Sådan - og med en slag-ordsagtig elegance - formulerede den amerikanske filosof Robert Nozick sig i sit filosofiske hovedværk Anarchy, State and Utopia.
Den dengang 35-årige filosofilektor fra Cambridge, Massachusetts i det nordøstlige USA havde næppe forventet den reaktion, der kom fra det politiske etablissement. En af anmelderne, politologen Douglas Rae, kaldte den “reactionary naughtiness” - reaktionær uartighed - og mange var rystede over, at en veluddannet amerikansk filosof - og tilmed en der havde langt hår og dybe rødder i ungdomsoprøret - kunne skrive en bog, der gjorde op med dogmet om, at staten havde ret og pligt til at gribe ind i samfundsudviklingen.
Men det var netop Nozicks anliggende. For os der var filosofisk opvakte i de flade 1970’erne, og som var grundigt trætte af Anker Jørgensen og barnepigestatens omkalfatring af vort liv var Anarchy, State and Utopia en åbenbaring.
Jovist, mange nåede ikke længere end det første kapitel. Men hele det tankebillede, som Nozick præsenterede, den måde hvorpå han dekonstruerede velfærdsstatens mest hellige dogmer appellerede til ungdommens begejstring og indædte modvilje mod autoriteter med en blanding af eksempler fra baseball og henvisninger til koryfæer som John Locke, Adam Smith og andre liberale tænkere.
Nozick var en levende filosof, og en der tænkte vildt. Han overvejede, om man kunne leve et frit liv, hvis man frivilligt lod sig sænke ned i en maskine, der gav en indtryk af, at man var et frit individ. Han var på en måde en filosofisk forløber for filmen The Matrix.
Den slags var for unge højreanarkister langt at foretrække for Karl Marx ikke mindst, da den ‘virkeliggjorte socialisme’ samtidig blev udstillet i al sin grusomhed i Aleksander Solsjenitsyns samtidige bog om Gulag øhavet.
“Nozicks filosofi voksede ud af LSD,” sagde en af mine mere kritiske lektorer i Oxford. Det var ikke positivt ment. Men det gav ham mere respektabilitet blandt studenterne.
Hidtil havde borgerlige været opfattede som halvkedelige og bagstræberiske. Men med Nozicks bog var der et alternativ til den socialdemokratisme, der syntes at være stivnet i sin endelige - og samfundsbevarende - form.
‘Libertarians’ var betegnelsen for dem, der fulgte Nozick. Opfattelsen var, at den bedste stat - minimalstaten - ville vokse spontant frem som følge af en evolutionær udvikling. I praksis ville små beskyttelsesforbund gradvist få statsagtig karakter, men disse var modsat den repressive stat fremkommet frivilligt.
Han var en kort periode min lærer, da jeg studerede i England. Hans hår var stadig langt, men det var grånet. Men begejstringen var stadig den samme.
Da lærerne skulle præsentere sig, gjorde de sig umage for at nævne deres titler, og at de havde doktorgrader. Det gjorde Nozick ikke. Han præsenterede sig kort og godt på følgende måde: “Hello, I am Bob Nozick”.
På en gang ydmygt, men også med en god dosis selvbevidsthed. For Nozick havde ikke behov for titler; Anarchy, State and Utopia talte for sig selv.
Og så gjorde den alligevel mere end det. For det var de færreste, der havde læst hele det over 300 sider lange værk. Superliberalister - af den type der skriver teser i partiet Venstre - hæftede sig ved Nozicks opgør med statstanken. Men Nozick var langt mere nuanceret og langt mere positiv end dette. I sit kapitel om ‘Demoktesis’ - et ord der ikke forklares endsige findes i ordbogen - udviklede han faktisk et argument for et demokratisk flertalsstyre baseret på den frie ejendomsret.
Interessant nok var det denne pragmatiske tolkning af Nozick, der blev benyttet af Anders Fogh Rasmussen i hans senere så berygtede bog Fra Socialstat til Minimalstat. Men det er en anden historie og i øvrigt henviste Fogh ikke direkte til Nozick i sin bog.
Men det der gjorde bogen mest interessant - og som er af mest blivende betydning var dens positive liberalisme. “Mit idealsamfund,” skrev Nozick i det afsluttende kapitel - som sigende nok havde betegnelsen ‘utopia’ - “er et samfund hvor alle havde og har mulighed for at leve den form for liv, som de hver især opfatter som det bedste, og at de gør dette uden at være til byrde for andre. Det skal være et samfund for: Wittgenstein, Elizabeth Taylor, Bertrand Russell, Thomas Merton, Yogi Berra, Allan Ginsberg, Harry Wolfson, Thoreau, Casey Stengel, Lubavitcher rabineren, Picaso, Moses, Einstein, Hugh Heffner, Sokrates, Henry Ford, Lenny Bruce, Baba Ram Dass, Gandhi, Sir Edmund Hilary, Raymond Lubitz, Buddha, Frank Sinatra, Columbus, Sigmund Freud, Norman Mailer, Ayn Rand, Baron Rothchild, Ted Williams, Thomas Edison, H.L.Mercken, Thomas Jefferson, Ralph Ellison, Bobby Fischer, Emma Goldman, Peter Kropotkin og dig og dine forældre.”
I denne minimalstat ville det være muligt for alle at udvikle sig i forskellige retninger, men med samme udgangspunkt. Verden ville blive fuld af små dydige kapitalister, der ikke var indskrænkede af eksperter, der mente, at de vidste bedre end os andre. At en sådan stat i realiteten ville kræve et anseeligt element af statsintervention er i den forbindelse mindre væsentligt. Det vigtige er, at Anarchy, State and Utopia dannede grundlaget for en positiv form for anarkisme og et autoritetsopgør, der forenede social og økonomisk frihed.
Robert Nozick døde i 2002. Han var aktiv til sidste suk og arbejdede ved sin død med et projekt om Jesus, Buddha og Sokrates. Intet emne var for småt for ham!