Fædre med forklarelsens lys i øjnene promenerede med deres guldklumper i de københavnske gader. Det billede står printet på Silvia Dai Pra’s nethinde fra dengang i slutningen af 90’erne, hvor hun tilbragte et år i København med litteraturstudier.
“I Italien bliver den ansvarsfulde far latterliggjort med betegnelsen il mammo. Det opfattes som et attentat mod den virile, italienske mand, hvis han skal påtage sig et aktivt forældreansvar,” siger den 31-årige italienske forfatter, som i både essays og romaner har beskæftiget sig med et af de helt store spørgsmål i nutidens Italien: Hvorfor får de børne-begejstrede italienere ingen børn?
Tallene taler nemlig deres alt for klare sprog: I 2015 vil der dø flere europæere, end der fødes. Men for Italiens vedkommende oversteg antallet af døde allerede i 2003 antallet af nyfødte, viser tal fra EU’s statistiske kontor, Eurostat. Og det kommer til at gøre ondt på arbejdsmarkedet og de offentlige kasser. De seneste fremskrivninger af befolkningsudviklingen viser, at der i 2060 vil være flere pensionister end aktive på arbejdsmarkedet i Italien.
En del af forklaringen skal findes i antallet af kvinder på arbejdsmarkedet. Som i de fleste andre europæiske lande er der i Italien nu flere kvinder end mænd, som færdiggør en videregående uddannelse: 57 procent af kandidaterne fra de italienske universiteter er kvinder. Alligevel har de italienske kvinder svært ved at gøre sig gældende på arbejdsmarkedet, hvor fleksibilitet er blevet nøgleordet.
Silvia Dai Pra’ savner en diskussion om, hvem der skal være fleksible:
“Hvis fleksibilitet er et synonym for tilpasning, er der stor forskel på, om det er den ansatte eller arbejdspladsen, som skal tilpasse sig. Men man blander ofte de to ting sammen. Fleksibilitet handler både om at hjælpe kvinder til at forene familie og arbejde og om at bekæmpe arbejdsløshed og den sorte økonomi. Men i praksis handler det ofte om at afskaffe arbejdstagerens rettigheder. Uden rettigheder bukker de svageste under. Kvinder er som bekendt svagest, når de lige har født,” siger Silvia Dai Pra’.
Italienske kvinder har ret til fem måneders barselsorlov med næsten fuld løn, men for mændenes vedkommende er det kun de offentligt ansatte, der har opnået ret til en måneds barselsorlov. Ifølge Silvia Dai Pra’ betragtes risikoen for graviditet som en af de største defekter ved kvinder på arbejdsmarkedet:
“Ligestillingen fungerer kun, hvis du ikke føder børn eller reducerer dem til et billede på skrivebordet. Ellers oplever man et stort karrieremæssigt tilbageskridt, når man får et barn. Kvinderne har mere fravær end mændene. Det er kvinderne, som bliver hjemme, hvis barnet har feber. Mødre er altså mindre konkurrencedygtige end andre arbejdstagere, og den kvindelige arbejdskraft er dyrere.”
Den store mangel på institutionspladser er en af de indlysende årsager til det lave fødselstal i Italien. Derfor ser man, at langt de fleste småbørnsforældre bor i nærheden af barnets bedsteforældre, som tager sig af pasningen. Disse praktiske omstændigheder er dog ikke altid forenelige med hensynet til familiens andre medlemmer.
“Den ambitiøse kvinde opleves som et potentielt traume for såvel manden som barnet,” siger Silvia Dai Pra’.
Tilbage i 70’erne tabte den katolske kirke en række ideologiske slag om retten til skilsmisse og fri abort. I de seneste år har kirken dog været i offensiven, og sekulariseringen går således hånd i hånd med en tilbagevenden til de traditionelle værdier i det italienske samfund. Ifølge Silvia Dai Pra’ gælder det ikke mindst den almindelige opfattelse af moderrollen.
“Nutidens kvinder bliver beskyldt for at være forkælede, men jeg vil hævde, at de fleste kvinder blot er begyndt at opfatte sig selv som fuldgyldige samfundsborgere,” siger Silvia Dai Pra’.
Hendes generation er ikke blevet diskrimineret i skolen, og derhjemme var der ingen, der fortalte døtrene, at deres fremtid ville blive anderledes end deres brødres, fortæller Silvia Dai Pra’, der derfor ikke køber forklaringen om, at italienske kvinder ikke længere føder børn, fordi de er blevet lige så ‘egoistiske’ som mændene.
“I de europæiske lande, hvor der fødes flest børn - lande som Frankrig, Sverige og Danmark - er kvinderne jo ikke ligefrem billeder på selvopofrelse,” påpeger hun.
Silvia Dai Pra’ anser den type forklaringsmodeller som del af en bredere populistisk fortælling i det italienske samfund.
“Det er de renfærdige, som har det værst. Og hvis de skal blive ved med at være ‘de gode’, skal de blive ved med at have det skidt,” siger Silvia Dai Pra’ og fortsætter:
“Det er et regime, som baserer sig på mødrenes grænseløse generøsitet. Denne moderfigur er ikke et menneske, men et symbol: et symbol på den perfekte kærlighed og den totale og konstante selvopofrelse.”
Silvia Dai Pra’ kritiserer sine jævnaldrende for at lide af fatalisme og en mangel på sund vrede over tingenes tilstand. På spørgsmålet om, hvorvidt hun og hendes kæreste har planer om snart at få børn, svarer hun dog:
“Jeg har valgt ikke at tænke på fremtiden.”