En typisk gengivelse af Roger Federers karriere lyder omtrent således: Han skabte for alvor opmærksomhed omkring sig selv i 2001, da han slog selveste Pete Sampras i kvartfinalen ved Wimbledon. Herefter fulgte et par år uden de helt store resultater, inden han i 2003 vandt Wimbledon. Det blev starten på mere end fire års dominans, sejre afløste sejre ved US Open, Australian Open, Wimbledon, Masters Cup, han uddelte ‘æg’ i finalerne, satte sig tungt på verdensranglistens førsteplads, slog et utal af historiske rekorder, der synes ingen ende på det. Men så kom 2008.
Først et uventet nederlag i semifinalen i Australian Open, så ydmygelsen i French Open-finalen mod Nadal efterfulgt af den episke femsætsfinale i Wimbledon, hvor samme Nadal afsatte den schweiziske græskonge. Førstepladsen gled ham af hænde, Federer virkede rystet. Alligevel formåede han at vinde årets sidste grand slam-turnering, US Open, og spørgsmålet er nu: Kan han komme tilbage på toppen?
Torben Ulrich fremsætter en anden analyse af Federers karriere. Den tidligere danske mester i tennis spillede selv med på det højeste internationale niveau gennem fire årtier, inklusive semifinaleoptrædener ved Wimbledon og US Open, og en særdeles succesrig karriere som seniorspiller på den såkaldte Grand Masters Tour for tidligere mesterspillere, hvor han lå nummer ét på verdensranglisten i 1976. Men den slags statistik interesserer Torben Ulrich sig ikke rigtig for. Han interesserer sig heller ikke for Federers mange rekorder. Men han interesserer sig for Federers tennisspil.
“Vi havde jo hørt om ham lang tid inden, men dér, hvor jeg synes, det virkelig foldede sig ud, var i den græskamp mod Sampras (Wimbledon 2001, red.). Der var en dansant svæven, nærmest som en hydrofoil, der bevægede sig ‘over jorden’. Han spillede med en lethed, som man måske aldrig havde set før,” siger Torben Ulrich fra sit hjem i Seattle i staten Washington.
- Hvordan udviklede det sig derfra?
“Lad os sige, at der er fem idrætslige elementer: styrke, smidighed, hurtighed, udholdenhed og et femte, en koordinering, en adræthed. Adrætheden kan ses som det samlende element, det der kombinerer de fire andre. En anden vinkel at se de samme ting på er de fem mere universelle elementer: de klassiske: jord, vand, ild, luft og så rummet, som samler de fire elementer og bliver et element i sig selv. Jordelementet udtrykker den fasthed, som styrken kan sætte af fra. Smidighed er udtrykt ved vandet, det flydende, det bøjelige, det føjelige. Ilden er det, der varmer op, så man kan udfolde hurtigheden, og udholdenhed er udtrykt ved vinden, som bliver ved, åndedrættets kontinuitet. Og så har vi rummet, spillerummet, hvori adrætheden kan finde sit udtryk.”
“Hvis vi så taler om Federers lethed, så var det som om, han havde den fra starten, som en slags begavelse. Men den var ikke bygget op til en kontinuitet, så begavelsen røg af og til af sporet. Der synes jeg så, at den vedvarende luftighed, som en sejlende hydrofoil, hvor man letter op over vandet, den lethed synes jeg stod ved fra den Sampras-match og en tid fremover. Som om Federer fik indføjet den lethed, den luftighed, ikke kun i et enkelt slag, men i det samlede billede, en mere optimal adræthed. Og så mener jeg så, at det langsomt sivede ud. Den fantastiske luftighed sivede, samtidig med han vandt flere og flere titler og blev omgivet af alle disse spørgsmål, om han kunne slå rekorderne. Jeg har selv hørt, hvordan han til at starte med ikke gad besvare spørgsmål om grand slam-rekorder, det var ikke noget, han bekymrede sig om, og nu hører man ham så efter sejren ved US Open sige nærmest uopfordret, at det nødig skulle stoppe ved 13, for det er bad luck. Der kan man måske se, hvordan indstillingen har ændret sig.”
- Du mener, han toppede i 2003, hvor andre måske vil sige, at han først for alvor kom i gang?
“Ja, sådan set. Han blev fysisk og mentalt mere konventionel så at sige. Tungere i slaget, i trittet, og måske tynget i tanken. Beskyttende sin position, en vis stivnen.”
- Jeg synes nu stadig, han kan spille med en ubesværethed og lethed, som er i en klasse for sig.
Torben Ulrich er stille i 10 sekunder.
“Jeg tror nok, jeg må være enig med dig. Men den ubesværethed ligger ligesom i sit leje. Den er ikke så bevægelig, den er ikke frisk, den er ikke fresh. Den har måske, bredt hen, mistet sin vitalitet, sin poetik, og er blevet en slags citerethed. Som om letheden har fundet sit leje. Den har fundet sit leje i en ‘kunnen’, som er mindre spontan end før.”
- Hvad vil det sige, at finde sit leje i en ‘kunnen’?
“Kunnen er noget, som har med erindring at gøre. Vitalitet har noget med spontanitet at gøre. Det betyder ikke, at de to ting skal spaltes, så det spontane ikke må have noget kunnen, men det betyder, at den kunnen fornys fra øjeblik til øjeblik og ikke er fæstnet til en erindring. Hvis jeg møder op med noget, jeg kan, så er det noget indlært, og hvis jeg kun bruger det indlærte, så er det som om, jeg søger ly i det, jeg kan. Det bliver en kunnen baseret på en disponibel fortid.”
“Jazzmusikere kan f.eks. improvisere over et givet tema, og så bringer de på den måde en instrumental og musikalsk kunnen ind i spillet, men hvis de bliver, ved hvad de kan, så bliver de i deres kunnen i stedet for at til-føje noget nyt, så det ikke kun bliver vel-kendte fraser,” siger Torben Ulrich, der selv har en fortid som både jazzmusiker og -kritiker.
“Når de spiller på deres fraser, så spiller de på deres kunnen. Ført over på Federer, så spiller han næsten kun på sin kunnen. Spiller på det, han kan, snarere end at friste skæbnen ved at vitalisere sin kunnen og risikere den, slå nogle terninger. Det er som om, at han har trukket følehornene til sig, at han hele tiden har reduceret sit vingefang ved at trække sig tilbage i forhold til det flugtspil, han udviklede. Han er kommet længere ned på jorden og har bevæget sig tilbage i banen. Beror på sin store kunnen, møder bolden i en slags tilstrækkelighed.”
I 1988 overværede Torben Ulrich som udsendt tennisreporter for Dagbladet Information semifinalen i French Open i Paris mellem en ung André Agassi og svenske Mats Wilander. Kampen gjorde et stort indtryk på Torben Ulrich. Om Agassi skrev han:
“Hvad jeg dernæst prøver at nærme mig, er, at jeg aldrig før de dage i Paris oplevede et sus blandt både ældre og yngre spillere: som når Agassi smadrede en af sine forhænder. At jeg aldrig før de dage i Paris mærkede en stemning, som jeg kunne forestille mig måtte have været en lignende stemning de første bebop dage: som da Agassi smadrede nogle af sine forhænder i Paris.”
Og videre, i sammenligning med et andet stort forbillede, John McEnroe:
“Det ser ud som jeg i gammeldags forstand kunne sige, at hver eneste McEnroe-bold på den ene eller anden måde forekommer mig forståelig, ikke hinsides en vis indre eller ydre historisk horisont, er jeg glad for at kunne melde, at der var visse af Agassis slag, som jeg ikke kunne forestille mig: hvorfra de kom, eller hvordan de blev sat sammen, put toge-ther.”
- Hvad var det, Agassi gjorde?
“Han havde disse helt utrolige forhåndsslag, hvor han …”
Torben Ulrich skriger højt og skingert gennem telefonen.
“… en eksplosion så at sige, som var afslutningen og begyndelsen på den bold. Og nogle lobs, som landede midt på banen. Ting som vi aldrig rigtig så siden.”
- Hvad skete der?
“Han hyrede en træner, Brad Gilbert, der fik stabiliseret de gyngeture, han havde. Han begyndte at arbejde hårdt med løbetræning og vægttræning, men det medførte også en reduktion af hans register, han fik færre oktaver at spille over. Hans spil blev mere forudsigeligt og stabiliseret, en slags gåen-i-stå, men en gåen-i-stå der ytrer sig i en stabilitet; noget man kan administrere uge efter uge, som sætter mærker på ranglisten og er mere frugtbar i konventionel forstand.”
- Det er måske et livsvilkår?
“Ja, måske. Sådan går det måske os alle sammen, også som skribenter, at vi udvikler noget i løbet af nogle år, og så beror vi på det resten af livet. Man ser det også i musikken, at nogle mennesker kan folde noget ud, og så kan de måske ikke blive ved med at folde noget nyt ud igen og igen. Så vi skal heller ikke skyde Federer det i skoene, hvis det er det, han formår.”
- Kan man ikke se denne stabilitet som en udfordring i sig selv?
“Stabiliteten er en del af det spektrum, jeg forklarede med de fem elementer. Problemet opstår, når stabiliteten tager over, fæstner sig, fortætter sig. Femfoldigheden er hele tiden dynamisk i forhold til sig selv, den bliver aldrig sort/hvid, vinder/taber, mand/kvinde, den er dynamisk snarere end dualistisk. Men hvis man falder til ro i en enkel kvalitet, så bliver det for tungt. Det er det, der er så svært: at hvile i stabiliteten, men ikke falde til ro.”
- Sportsfolk som Federer og Agassi bliver jo især hyldet for deres målbare præstationer, deres sejre og rekorder. Det kræver, som min ven Ronni siger, at de kan præstere også på de dage, hvor de ikke lige formår at samle alle elementerne til den fuldkomne præstation. Så i lyset af de rammer og de succeskriterier, der omgiver elitesport, er det vel forståeligt nok, at de begynder at fokusere på stabilitet og bero på ‘kunnen’?
“Jeg tror, det er rigtigt, hvad Ronni siger. Men spørgsmålet er, hvad det er for en stabilitet. Er det en mere permanent underkastelse af de forhåndenværende regler? Er det det, man vil? Eller vil man selv gå ind for at tegne en anden profil?”
- Bryde rammerne?
“Man slipper aldrig helt væk. Hvad enten vi vil det eller ej, så er vi omgivet af de rammer, der altid gerne vil begrænse os. [Jacques] Lacan taler om det symbolske som de skilte, samfundet stiller op omkring os, så vi kan vide, hvilken vej vi skal gå som pæne borgere. Og ingen kan jo prætendere at være helt fri for konventionerne, for det kræver jo et kendskab til og derpå en indsigt i konventionerne at afstå fra dem. Jeg selv er levende interesseret i konventionerne, men jeg prøver også at artikulere et sprog, som samtidig er en anden måde at beskrive det på, en anden måde at forholde sig til det på og i sidste instans en anden måde at handle på.” - Hvordan lykkedes det dig at undgå den problematiske stabilitet i din egen karriere?
“Det bliver jo op til dig at skønne, hvorvidt jeg har formået det. Men lad os sige, at jeg til en hvis grad forsøgte det, så mener jeg, at det dengang var mere muligt. Jeg kan slet ikke se, hvordan sådan en som jeg skulle kunne finde fodfæste nu til dags,” siger Torben Ulrich, der var kendt ikke blot for en nærmest kunstnerisk spillestil, men også for at udeblive fra eller forlade kampe, hvis han havde andre planer. Som da han spillede mod Erik van Dillen i august 1968 i en turnering i Brookline, Massachusetts.
“Folk stimlede igen sammen,” skrev New York Times dagen efter, “som det altid er tilfældet, når den farverige dansker spiller. Scoren gik op til 11-11,” og så “vinkede Ulrich med sin ketcher og sagde: ‘Det er det. Mange tak.’ Tilskuerne var forbløffede.”
Situationen var den, at Torben Ulrich allerede havde spillet en kamp den dag, og senere skulle spille double med Jim McManus senere, så han foretrak at spare på kræfterne.
“Kravene fra turneringsledelsen og medierne er blevet intensiveret i dag, og det er som om sponsorerne har en større stemme. Hvis jeg, dengang jeg spillede Grand Masters, sagde, at det eller det vil jeg ikke være med til, så var det som om ens stemme talte noget mere. Der var mere frit spil. Så sagde de måske, at ham danskeren ikke var rigtig klog, og så lod de én køre sit eget ræs.”
- Er der nogle spillere i dag, som du finder interessante?
“Så vil jeg nævne sådan en som [Ernests] Gulbis. Jeg ved ikke, om det er ubesværethed … jeg tror mere, det er en umiddelbarhed. En uberørthed og en frygtløshed. Det er nogle fantastiske slag, der dukker op indimellem. Det er noget, der ‘sker lige nu’, hvis du forstår. Det samme med [Andy] Murrays håndled, der er noget der. Der er en hvis følsomhed, som jeg virkelig synes er noget.”
- Hvordan kommer det til udtryk?
“Hvis vi lader McEnroe være målestokken, så har Murray en følsomhed i håndleddet, der går i den retning. Han kan dreje et slag, han har en føling helt ud i ketcherens yderlighed, meget anderledes end [Novak] Djokovic og [Rafael] Nadal.”
- Er du optimist på tennisspillets vegne?
“Knap nok. Idræt i det hele taget er ved at være … altså, jeg er levende interesseret i det, men jeg synes, det er hendøende, simpelthen fordi det stivner i sin komik. Det mister sin dynamik og vitalitet, og bliver komisk. Komisk i sin alvor. Komisk i sin ihærdighed. Komisk i sin tagen-sig-selv-alvorligthed. Og selvfølgelig er det apparatet mere end den enkelte. Men jeg tænker også, at hver enkelt af os, du og jeg, har en tilgang til det, og hvis vi er i stand til at blotlægge det komiske element, og hvis tilstrækkelig mange mennesker kan se det, så får det alligevel en indvirkning.”