I morgen, tre dage før offentliggørelsen af dette års vinder af Nobels fredspris, udkommer bogen Nobels vilje i Norge, der retter en skarp kritik mod Nobelkomiteen. Manuskriptet har været holdt strengt fortroligt op til udgivelsestidspunktet, men Information har med forfatteren Fredrik Heffermehls tilladelse haft teksten til gennemlæsning.
Heffermehls centrale påstand er, at den norske Nobelkomite, der står for uddelingen af fredsprisen, ikke forvalter sin opgave i overensstemmelse med Alfred Nobels intention. Og det er ulovligt. Ifølge elementær arveret skal testators intention nemlig følges nøje. Og som det fremgår af denne artikel er to uafhængige forskere enige med Heffermehl i, at Nobelkomiteen overtræder denne bestemmelse.
Det er klart, hævder Heffermehl, at Nobel ønskede, prisen skulle gå til personer, der har ydet en aktiv og målrettet indsats imod krig og militarisme. Han pålagde det norske Storting at opfylde denne intention, men den komite, som Stortinget gav mandatet til at udvælge prisvinderen, har i løbet af prisens historie bevæget sig stadig længere væk fra det anti-militaristiske udgangspunkt.
I de første år, fra prisen første gang blev uddelt i 1901, gik langt de fleste priser i fuld overensstemmelse med Nobels vilje til personer, der havde ydet en vigtig indsats imod krig, forklarer Heffermehl. Men efter Anden Verdenskrig begyndte komiteen at tage sig stadig større friheder og glemte helt teksten i Nobels testamente. Man udvalgte således kandidater som George Marshall, der blev tildelt prisen i 1953. Han var øverstkommanderende for den amerikanske hær under krigen og ikke ligefrem kendt for sin anti-militarisme.
Denne udvikling væk fra Nobels intention er fortsat op igennem tiden, mener Heffermehl at kunne konstatere. Og i de senere år er der for alvor sket en devaluering af fredsprisen. Komiteen har udvalgt folk som Al Gore og Mohammad Yunus, der bestemt har eminent prisværdige indsatser for menneskeheden på cv’et, men som ikke kan siges at have ydet en aktiv og målrettet indsats imod krig og militarisme og derfor ikke burde kunne løbe med lige præcis Nobels fredspris.
“Fredsprisen er med tiden blevet komiteens og ikke Nobels,” konkluderer Heffermehl over telefon til Information.
Heffermehl er imidlertid ikke upartisk i denne sag, idet han er aktiv i den norske fredsbevægelse og blandt andet tidligere vicepræsident for International Peace Bureau.
Men over for Information bakker andre jurister ham nu op: “Jeg synes, det er en vældig spændende bog og et godt stykke arbejde. Og når det gælder fortolkningen af Nobels testamente, mener jeg, han har ret,” siger Ståle Eskeland. Han er professor ved det juridiske fakultet på Oslo Universitet og er en af de få, der har haft lejlighed til at læse Heffermehls bog i manuskriptform.
“Nobel var jo optaget af nedrustning. Først og fremmest som et middel til fred. Og de fredspriser, som bygger på det udvidede fredsbegreb, at alt, hvad der er godt, også bidrager til fred, de er jo udtryk for en fejlfortolkning af testamentet, og dermed er de ulovlige,” fortsætter Eskeland og konkluderer:
“Praksisen må bestemt lægges om for fremtiden.”
Også Rasmus Felthusen, der er lektor ved juridisk fakultet på Københavns Universitet og ekspert i arveret, mener, Heffermehl har fat i noget. Den danske forsker har med Heffermehls tilladelse læst en del af manuskriptet.
“Man skal finde frem til testators vilje. Hvad kan han have ment, må man spørge sig selv. Det er det afgørende,” siger Rasmus Felthusen, der dog understreger, at han kun kan tale om sagen, som den ville tage sig ud i en dansk kontekst, Men samtidig påpeger han, at dansk lovgivning på dette område ligger tæt op ad norsk og svensk.
“Med min baggrund som jurist med speciale i arveret synes jeg, det ser ud til, at man er i gang med at bøje fortolkningen for vidt. Det er jeg meget enig med Heffermehl i,” siger Felthusen og fortsætter:
“Hvis man vælger at åbne op for noget, som ikke umiddelbart passer ind, for eksempel klima, så skulle det være, fordi krig ikke længere fandtes. Eller fordi fonden ikke længere havde midlerne til at leve op til Nobels intention. Men det er der ikke tale om. For fonden har jo en anselig størrelse, og krig florerer som bekendt kraftigt ude i verden.”
Det juridiske kernepunkt i sagen er Nobels kortfattede testamente, som den salomonisk rige dynamitkonge skrev i 1895, et år før sin død, uden bistand fra jurister. Her erklærede han, at størstedelen af hans formue skulle gå til oprettelsen af en fond, hvis renter skulle deles op i fem lige store portioner og udbetales en gang om året til personer, “som under det forløbne år har gjort menneskeheden den største nytte”.
Priserne skulle falde inden for områderne fysik, kemi, medicin og litteratur, skrev Nobel, samt til den person, “som har virket mest eller bedst for folkenes forbrødring og afskaffelse eller mindskning af stående armeer samt dannelse og udbredelse af fredskongresser.” Ordet fredspris benyttede Nobel vel at mærke ingen steder i testamentet.
Heffermehl viser nu, hvordan den norske Nobelkomite imidlertid er gået ud fra ordet fredspris, som om Nobel havde kaldt prisen sådan i sit testamente. Som da den daværende formand for komiteen, Egil Aarvik, i 1983 argumenterede for udnævnelsen af Lech Walesa med, at “fredsprisen skal være et tegn på solidaritet med dem som i fredens tjeneste fører deres kamp for menneskehedens højeste idealer”.
Men som Heffermehl nøgternt bemærker: “Det er selvsagt forkert, at bringe et nyt ord ind og så tolke ud fra dette”.
Endnu mere tydeligt er det, at komiteen har fortolket testamentet som om, arbejdet for henholdsvis folkenes forbrødring, nedrustning og fredskongresser er tre adskilte kriterier. Efter den manøvre har de benyttet kriteriet folkenes forbrødring separat og særdeles frit. Som da den nuværende formand for komiteen, Ole Danbolt Mjøs, i 2007, hvor Al Gore, løb med prisen, erklærede, at dette kriterie betød, “at man skal overleve på kloden…. dette må være noget af det fremmeste af forbrødring eller forsøstring … dette er en rumlig kategori”.
Men ud fra en juridisk fortolkning af testamentet, siger Heffermehl, der selv er uddannet jurist fra Oslo Universitet og New York University, er denne læsning helt forkert. Afgørende er det ifølge Heffermehl, at Nobel i sit testamente kæder de tre kriterier sprogligt sammen i stedet for at adskille dem med ‘eller’, som han benytter andre steder i teksten, hvor han ønsker at adskille kriterier.
Det betyder ikke nødvendigvis, at kun personer, der lever op til alle tre kriterier, kan komme i betragtning til prisen, fortsætter Heffermehl. Så rigidt har Nobel næppe tænkt det. Ligesom det også virker rimeligt, at opdatere det, Nobel kaldte stående armeer til også at dække moderne fænomener som luftvåben, a-bomber, forskning i militærteknologi og så videre.
Men den sproglige sammenkædning betyder i hvert fald, at de tre kriterier indgår i en indbyrdes sammenhæng, sådan at de kaster lys over hinanden. Og denne sammenhæng peger klart i retning af, at kandidaterne skal have ydet en målrettet indsats imod krig som konfliktløsningsstrategi.
“Kampen for fred skal stå centralt hos prisvinderne, ikke være en perifer, måske utilsigtet bieffekt”, konkluderer Heffermehl, der også inddrager det faktum i sin fortolkning, at Nobel var meget optager af fredsbevægelserne i sin samtid, og at han valgte at prisen skulle uddeles af det norske Storting, der var kendt som det måske mest anti-militaristiske parlament i verden.