“Skrappe sager,” lyder det umiddelbart fra ph.d. og historiker Sofie Lene Bak, Det Kongelige Bibliotek, om et antal lederartikler i Jyllands-Posten fra perioden 1919-23, som hun har læst på Informations foranledning.
For få år siden skrev Sofie Lene Bak en ph.d.-afhandling om dansk antisemitisme 1930-45, men alligevel er hun overrasket over, “hvor direkte, aggressiv og intens Jyllands-Postens antisemitisme er i de år”, som hun udtrykker det.
Selv om antisemitismen i Danmark ikke er undersøgt til bunds, har det længe været antaget, at den kom skarpere til udtryk i 1920’erne end i 30’erne. I og med Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 gik antisemitismen i Danmark i en vis grad ‘under jorden’, fortæller Sofie Lene Bak. Og i det lys skal Jyllands-Postens artikler vurderes.
“Alligevel kommer det også bag på mig, hvor meget det fylder, og navnlig at det ikke bare var fordomme vendt mod ubestemmelige udenlandske jøder, men derimod navngivne danske jøder. Artiklerne i Jyllands-Posten rummer en udpegning og tilsvining af navngivne danske personer, og det er stærk kost, også sammenlignet med andre danske aviser på den tid.”
For Sofie Lene Bak er det endvidere påfaldende, at Jyllands-Postens faste skribent Hans Jacob Hansen med tilnavnet ‘Flue-Professoren’ også tager skridtet fra tanke til handling. Han foreslår direkte i sine artikler, at danske jøder skal udelukkes fra bestemte stillinger i samfundet, som altså skal gøres jødefrit. Artiklerne giver også udtryk for en klar racisme, som man ikke finder tilsvarende i andre aviser, fastslår hun.
“Den almindelige antisemitisme kom til udtryk som indarbejdede negative fordomme om jøder, men grundlæggende var det dog opfattelsen, at hvis bare jøderne holdt op med at være jøder, så ville ‘Jødeproblemet’ forsvinde. Den særligt negative jødiske adfærd kunne altså ændres. Det mener Flue-Professoren tydeligvis ikke. For ham er det en gang jøde, altid jøde, og han forklarer jødernes adfærd med henvisning til en jødisk race og et særligt jødisk blod. Derfor bliver målet for Flue-Professoren, at jøderne skal udskilles fra det sunde danske folk,” vurderer Sofie Lene Bak.
‘Flue-Professoren’s artikler i Jyllands-Posten blev kort tid efter udgivet som en pamflet af den såkaldte Dansker-Liga, der også kaldte sig ‘Dansk Forening til Fremmedelementers Begrænsning’. For foreningens medlemmer var det ifølge Sofie Lene Bak en kærkommen håndsrækning, at deres idéer blev støttet af en dr.phil. og næsten-professor som H.J. Hansen.
“Dansker-Ligaens aktiviteter i 1920’erne fik senere stor betydning for Fritz Clausen og de danske nazister, når de blev beskyldt for blot at være en dansk kopi af tyske idéer. Så kunne de nemlig henvise til Dansker-Ligaen og påpege, at der var en vis udbredt antisemitisme i Danmark, længe før nogen havde hørt om Hitler og nazisterne, og det gav de danske nazister en historie og en form for legitimitet,” fortæller hun.
- Hvorfor trykker Jyllands-Posten den slags artikler?
“På et samfundsmæssigt plan handler antisemitisme om at aflede opmærksomhed fra samfundets grundlæggende problemer. At finde en syndebuk, så at sige. Og netop på det tidspunkt, hvor ‘Flue-Professoren’ skrev sine artikler, forandrede samfundet sig ganske voldsomt, og derfor var antisemitismen for nogle en bekvem forklaring: Fjern jøderne, så løser alle problemer sig. Antisemitisme er i høj grad en reaktion mod et ydre eller et indre pres i samfundet.”
“Så Jyllands-Posten bringer antisemitiske artikler, fordi de på den ene side har skribenter og redaktører, der deler den bestemte opfattelse, og på den anden side har de læsere, der gerne vil have en bekvem forklaring på samfundsmæssige forandringer.”
- Hvordan skal Jyllands-Posten i dag forholde sig til sådan en fortid?
“Jeg synes, at det er bemærkelsesværdigt, at avisens egen hushistorie (Jyllands-Postens 125-års-hushistorie fra 1996) slet ikke forholder sig til den tydelige antisemitiske tendens, selv om både den ene og den anden Hansen omtales adskillige gange i bogen. Set på den baggrund ville det da være klædeligt, hvis avisen selv reflekterede over, hvorfor den dengang kunne skrive den slags. Det kunne være gavnligt at se det direkte i øjnene, ikke mindst fordi man også kan blive klogere på vores egen tid. Så det burde da være i Jyllands-Postens egne spalter, at den her debat udfoldede sig,” mener altså Sofie Lene Bak.