For blot et par år siden debuterede han med et brag med konspirationsthrilleren De ti herskere; året efter glædede han tusindvis af læsere med gyseren Darling Jim, og nu er han aktuel med sin tredje bog på kun tre år, eventyrromanen Skyggernes Hav, der efter blot en uge i handlen også ligger på bestsellerlisterne. Fælles for de tre spændingsromaner er det eventyrlige tilsnit, som ikke mange danske forfattere dyrker så rent som Mørk. Og han gør det fornemt, må man sige. Hvis man overlever ‘introduktionen’ på de første 30 sider - ja, de føles dobbelt så lange - får man en forrygende sørøverhistorie fra de varme lande.
Den gamle, kriminelle bilforhandler Abraham Stahl myrdes i New York, fordi han skylder penge - mange penge - til mafiaen. Men banditterne kan jo heller ikke vide, at han har gemt en formue i ejendomme. Den ene af hans sønner, den korrupte og onde politimand Manny, vil sælge hele baduljen for at skaffe kontanter til sit udsvævende liv, mens den anden, hovedpersonen Jacob, hellere vil beholde farens værdifulde palæ uden for New York på familiens hænder. Jacob, der har en søkort-forretning i Brooklyn, må naturligvis skaffes af vejen, så Manny kan få sine penge. Og ved farens begravelse forgiftes Jacob og smides på et fragtskib, der lover at kyle ham i druknedøden langt fra land.
Jacob vågner dog op undervejs, og med hjælp fra pigen Willie - der af grimme årsager er blevet sømand på skibet - slipper han fra borde midt i en heftig storm og lander på en næsten øde ø lige overfor hans barndoms drømmeø, Anguilla, komplet med turkisblåt hav, palmer og evig sol. På øen bliver Jacob fundet af den tilsyneladende venlige eneboer kaldet Styrmanden, der hjælper ham til Anguilla, hvis beboere kan fortælle, at den øde ø rummer langt mere end styrmanden. Det er naturligvis grumme sager, som Jacob blander sig i.
Og sideløbende med historien om Jacobs forsvinden er der spor med cubanske aflyttere, sørøvere, CIA-folk, mafiosoer, ægteskabsbrydere og skjulte skatte.
Der er kort sagt det hele og lidt til i dette eventyr, der ikke har anden mening end ren fortælleglæde og underholdning. Men fantasifuldt er det, og denne gang er det sproglige overskud rent; Mørk har siden sidste roman luget ud i de meningsforstyrrende metaforer, og det klæder ham.
Desværre er der for mange sidehistorier - der hver især kunne have båret en hel bog - og personer, som man ikke når at kende, og det er ærgerligt, når nu Mørk er så fortryllende en fortæller.