“Han er en præcis og ubarmhjertig iagttager og registrator af sin tid,”
- Johannes Riis, 2007
Det er dagen efter udgivelsen af Tre skridt tilbage i 2007, bogen om selvransagelse og refleksion, hvor Jens Christian Grøndahl redefinerer sin tidligere støtte til Fogh, Bush, Blair. Og kalder sit ja til krigen i Irak ‘en fejltagelse’.
Den stolte forelægger gennem fem år, Johannes Riis, overrækker Grøndahl checken på 150.000 kroner, der følger med Søren Gyldendal prisen. I sin tale siger han:
“Jens Christian Grøndahl giver ikke Thorkild Hansen og Henrik Stangerup noget efter i provokationskraft, når han harcelerer over den åndelige småtskårethed hertillands og henviser til den spirituelle loftshøjde, der hersker i landene udenfor (…) ikke mindst i dem, hvor man har helt anderledes sans for hans forfatterskab end herhjemme,” siger Johannes Riis med reference til Holland og Belgien.
Fire dage i marts er titlen på Jens Christian Grøndahls nye roman, der i dag - fire dage inden udgivelsen i Danmark - har solgt 10.000 eksemplarer i Holland, hvor forlaget Meulenhoff har femte oplag i trykken.
I Danmark kniber det stadig med den spirituelle loftshøjde i litteraturkritikkens kredse:
“På den ene side kommer Hanne Vibeke Holst til at sælge fem gange så meget, som Jens Christian Grøndahl nogensinde vil gøre,” siger litteraturanmelder på Weekendavisen, Lars Bukdahl.
“På den anden side er der den her ulidelige forfatterfigur, han altid har fremstillet sig som, nemlig klicheen om den engagerede, tænksomme og intellektuelle venstre-Seine-bred-forfatter, der i sine sommerferier på Gl. Skagen skriver inderligt reflekterede essays. Dødsstødet kom, da Jens Christian Grøndahl lancerede sin holdningsændring til Irakkrigen, som han mente var af afgørende betydning for den læsende offentlighed. Den forfatterfigur er simpelthen blevet for komisk,” siger Lars Bukdahl.
I Johannes Riis begejstrede tale til Jens Christian Grøndahl ved overrækkelsen af Søren Gyldendal Prisen i 2007, inddeler Gyldendal- redaktøren forfatterskabet i tre faser: de tidlige formeksperimenterende romaner, kærlighedsromanerne og de politisk-historiske romaner.
Kvinden i midten er titlen på Grøndahls debutroman fra 1985, der i selskab med Grøndahls senere bog, Stilheden fra 1993 markerer den første fase, hvor Grøndahl eksperimenterer med romanens form og “påkalder sig såvel kritikernes respekt som læsernes aktive bevågenhed.”
Kvinden i midten udkommer i slutningen af 80’erne, hvor den senere forfatter og litteraturkritiker, Thomas Thurah, går på litteraturstudiet og begejstres over Grøndahl:
“Da jeg senere blev litteraturredaktør på Weekendavisen, blev jeg henrykt, når det lykkedes mig at få ham til at skrive et essay til avisen,” siger Thomas Thurah i dag.
“Men hans skønlitterære forfatterskab tog jeg en slags afsked med, da han tilsyneladende havde skrevet sig færdig i forlængelse af nouveau-romantraditionen og meget konsekvent slog ind på et andet og temmelig mondænt spor. Ved den lejlighed mistede forfatterskabet for mig at se samtidig noget af sin anseelse blandt kritikerne,” siger Thomas Thurah om den fase i Jens Christian Grøndahls forfatterskab, der slap taget i kulturparnasset og åbnede sig mod et bredere publikum.
“Jeg kan huske, at Erik Skyum Nielsen holdt fast i sin begejstring for forfatterskabet, men man må alligevel sige, at Grøndahl satte meget af sin litterære prestige på spil ved at bryde med den eksperimenterende form og i stedet skrive sig i favnen på et Alt for Damerne-publikum - men samtidig ud til forlagshuse som franske Gallimard og et stort europæisk publikum.”
“Han gjorde det uden at ryste på hånden, og det kalder på respekt.”
Med det romantiske drama Lucca høstede Jens Christian Grøndahl anerkendelse fra både kritikere og bestsellerlister.
Kærlighedshistorien om Robert og Lucca, der forenes og fortabes i erindringen om deres liv, symboliserer levende 90’eres fortælling om parforhold, hvis illusion om den store kærlighed afløses af erkendelsen af seriel monogami. Robert og Luccas kærlighed forbliver uforløst.
Lucca udløste boghandlernes pris, De Gyldne Laurbær, og Skyum Nielsen skrev begejstret i Information:
“Ikke ét eneste sted har forfatteren sat en finger forkert i denne Beethovenske klaversonate af en bog, og intetsteds synes han dog at have gjort sig sin opgave let. Hensynsfuldt og forsigtigt er der gjort rede for alt, teksten virker, som om den fuldt ud har realiseret potentialet i den oprindelige idé.”
Her toppede Jens Christian Grøndahls forfatterskab, mener en mindre begejstret, Lars Bukdahl, der i dag beskriver forfatteren som sin “fornemmeste yndlingsaversion”.
“Med Lucca fandt han ud af skrive med større og anderledes målrettet tydelighed til de læsende, 30-80-årige mellemlagskvinder, og på det tidspunkt var det umagen værd at trampe på Jens Christian Grøndahl, fordi begejstringen hos både kritikere og publikum gik op i en ond højere enhed. Han blev fremhævet som det ypperste, det mest dybsindige og mest dybtfølte, som dansk romankunst kunne præstere. Et dygtigt bluffnummer, indrømmet, men skammeligt, at det i så høj grad tog kegler.”
Lucca sluttede sig til rækken af kærlighedsromaner som Indian Summer (1994), over Tavshed i Oktober (1996), og Hjertelyd (1999).
“Kærlighedsromanerne har haft, hvad mange kritikere har anset for en tiltagende problematisk, ja, rent ud sagt foruroligende læserappel,” påpegede Johannes Riis i sin tale og siger i dag.
“Fire dage i marts er det tredje store kvindeportræt af en mor, hendes mor og mormor, og i denne her bog har Jens Christian Grøndahl været interesseret i den psykologiske skildring af tre generationer og knap så interesseret i politisk indhold,” siger Johannes Riis.
“Det er den samme Campari-reklame,” siger Lars Bukdahl om Jens Christian Grøndahls romaner om “kvinder i tiden”.
Gennem Fire dage i marts reflekterer arkitekt og enlig mor, Ingrid Dreyer, over, om hendes bedste år allerede er fortid? Er det hendes egen skyld? Således spørger den psykologiske skildring af kvinder gennem tre generationer.
Lars Bukdahl har ikke læst Fire dage i marts, men har opskriften på en bestsellerroman:
“En bestseller består af lige dele fims + debat + lir, hvor fims er det litterære simili, den lækre kunstneriskhed helt ned i syntaksens Nordbrandt-tapeter,” mener Bukdahl.
“Forfatterskabet gennemspiller igen og igen den samme forbandede Martini-reklamefilm med beåndede, velhavende, midaldrende småborgere i sjælelige og kærlighedsmæssige konflikter ved swimmingpoolen. I Grøndahls første bøger herskede en 80’er-agtig MTV-æstetik med heftig og forvirret klipning. Formen i de nye bøger er mere klassisk dvælende og drævende, sådan a la Bille Augusts SAS-reklamer, men drinken på poolkanten er nøjagtigt den samme mondæne eksistentialisme.”
“Der er en monotoni i forfatterskabet, som både kritikere og læsere har stadig sværere ved at blive begejstrede for. Heldigvis! Det er en rigtig fin spilledåse, der spiller, men stadigvæk en spilledåse. Jeg hører ingen skæv, original eller levende sprogmusik i det,” siger Lars Bukdahl.
Thomas Thurah vurderer stadig Jens Christian Grøndahl som en “pissehamrende god forfatter”:
“Den status har han formået at bevare, bl.a. fordi han er en af de få danske forfattere, der er i stand til at skrive brede kulturelle og politiske essays med en tone af gammeldags intellektuel prominens,” siger Thomas Thurah.
- Men når oplagstallene eksploderer i Belgien, Holland og Frankrig, er det så, fordi hans romaner rammer samtlige læsere i Alt for Damerne-segmentet i andre lande, eller er det anmelderstanden i Danmark, der ikke kan se forbi Grøndahl som yndlingsaversion?
“Du sætter fingeren på noget væsentligt. For det billede, man har af sin egen litteratur, er sjældent det samme, som læsere i andre lande har. Jeg har tit oplevet f.eks. tyske og hollandske kritikere sige om nogle af deres forfattere, som vi herhjemme regner for store eller som introduceres som enormt talentfulde, at dem er der sgu da ikke noget ved! Man bliver nødt til at stole på sin egen fornemmelse, men blindheden er der ingen garantier imod.”
Det er kærlighedsromanerne, der sælger i Frankrig, fortæller Jens Christian Grøndahls litterære agent, Jean Mattern hos det franske forlagshus, Gallimard, der netop har købt rettighederne til Fire dage i marts og udgiver Røde Hænder i foråret 2009.
“Den mest succesfulde Grøndahl-roman har været Et andet lys. Kvinder er et vigtigt læsepublikum, og Ingrid (Fire dage i marts, red.) vil begejstre mange læsere,” fortæller Jean Mattern. Fire dage i marts er Galimards sjette udgivelse af Jens Christian Grøndahl.