Et eller andet sted i Tyskland må der sidde en pensioneret dommer med meget røde ører. Det var nemlig en domstolsordre, der i starten af 1970’erne gav Rote Armee Fraktion mulighed for at rekruttere blandt de indsatte i et kristent ungdomsfængsel i Nordtyskland. Her sad den dengang 16-årige Peter Jürgen Boock. Han nægtede at deltage i gudstjenester, og som straf måtte han bruge en lørdag, hvor de andre fanger var på udgang, på at tale med en gruppe sociologi-studerende fra Frankfurt Universitet. De havde fået en dom for hærværk, og mens de ventede på afsoning, havde dommeren pålagt dem at udføre ‘socialt arbejde’. Blandt dem, der sad omkring bordet i besøgslokalet, var RAF-medlemmerne Andreas Baader og Gudrun Ensslin.
“Jeg kan den dag i dag fortælle, hvem der sad hvor. De havde ens læderjakker på. Baader lagde mærke til, at jeg kiggede meget på hans jakke.’Vil du have den?’, spugte han. Jeg var lykkelig,” husker Peter Jürgen Boock. For jakken, men mest for at møde nogle der forstod ham.
“De andre godhjertede socialarbejdere havde spurgt: ‘Hvordan kan vi forbedre jeres forhold herinde’. De studerende, jeg mødte den dag, var anderledes. De spurgte os: Hvad vil I? Og det kunne vi nemt svare på. Vi ville bare ud!”
Og ud kom den unge Peter Jürgen Boock. “Klip, klip. To jerntremmer og så til Frankfurt. Fra da af boede jeg hos RAF,” fortæller Peter Jürgen Boock.
Han er i København i forbindelse med udgivelsen af den danske version af hans bog Bortførelsen og henrettelsen af Hanns-Martin Schleyer. Når han taler om det møde, der resulterede i, at han blev morder, og tilbragte næsten 18 år bag tremmer, er det i et neutral toneleje. Under det en time lange interview afslår han kun at svare på ét spørgsmål, men der er flere af journalistens greb, der får ham til at rulle med øjnene, eller slå en lille latter op. Siden Peter Jürgen Boock blev løsladt i 1998 har han talt med mange journalister. ‘Talkshow-terroristen’, har kritikere sarkastisk kaldt ham. Selv har Peter Jürgen Boock intet til overs for beskyldninger om, at han slår plat på en tragisk historie “Jeg har truffet nogle valg i mit liv, som har haft alvorlige konsekvenser for andre. Hvordan skal jeg lade være med at tale om det. Der er ikke en eneste dag, hvor jeg ikke tænker på det, jeg har gjort.”
Og Peter Jürgen Boocks generalieblad er langt, men overskygges af en forbrydelse: Bortførelsen og mordet på den tyske arbejdsgiverformand, Hanns-Martin Schleyer i 1977. Boock var på det tidspunkt en del af inderkredsen af den ‘anden generationen’ i RAF - en gruppe, der voksede frem efter arrestationen af de oprindelige RAF’ere, herunder Andreas Baader, Gudrun Ensslin, Jan Carl Raspe og Ulrike Meinhof.
På det tidspunkt var den militante del af den tyske venstrefløj splittet i en række celler uden fælles koordinering. Det skulle ændres i udkanten af byen Aden i Yemen, hvor den palæstinesiske oprørsbevægelse PFLP tilbød militær træning. Boock erindrer de ideologiske dikussioner som lange og trange. For Boock var det mere simpelt.
“Selv da jeg var ung og vred, var jeg aldrig hverken ignorant eller naiv nok til at tro på en revolution i Tyskland. Jeg var vel egentlig aldrig særlig ideologisk motiveret. Det var fælleskabet, der trak.” Kampens mål var derfor klart. “Det var dem, der havde hjulpet mig som ung, som jeg nu ville hjælpe. Det var egentligt ret simpelt,” fortæller Peter Jürgen Book med et lille skuldertræk.
Og det blev også det mål, der samlede gruppen. Der var en del forskellige emner på tale til bortførelse, men de besluttede sig for formanden for den tyske arbejdsgiverforening, Hanns Martin Schleyer.
“I vores øjne var han indbegrebet af alt, hvad der var galt i Tyskland. Han havde været SS-officer og ansvarlig for deportationen af tvangsarbejdere til den tyske krigsindustri. Da krigen var ovre, gled han ubesværet ind i toppen af det tyske samfund. Han var personificeringen af det manglende opgør med fascismen, med den glidende overgang, hvor ingen blev stillet til regnskab,” fortæller Peter Jürgen Boock, der kun kendte fortielsen alt for godt hjemmefra. Også hans far havde været officer under krigen.
“Som barn havde jeg set en film i kirken om koncentrationslejrene. Da jeg kom hjem, spurgte jeg mine forældre, hvad de havde gjort for at stoppe det, men blev mødt af en mur af tavshed. Det ville vi nu gøre op med, hvor naivt, det end kan lyde i dag,” siger Boock.
Den 5. september 1977 blev arbejdsgiverformanden bortført på åben gade i Köln. To betjente og Schleyers chauffør blev dræbt. Kort efter modtog den daværende socialdemokratiske forbundskansler Helmuth Schmidt et krav: Øjeblikkelig løsladelse af ialt 11 RAF-medlemmer. Imens blev Schleyer ført til den første af ialt tre lejligheder i tre lande, som han skulle opholde sig i i sine 43 dage i fangenskab. Boock måtte hurtigt revidere sit billed af ‘fangen’. “Det første han spurgte om, da han kom til sig selv var: ‘Er min chauffør okay?’ Det var ikke den form for omsorg, som jeg havde forventet af en nazi-bøddel,” fortæller han.
Planen var at benytte tiden til at forhøre Schleyer om hans fortid. Det gik ikke helt efter planen.
“Han tog os helt på sengen ved at erkende alting. På den måde tog han jo helt ammunitionen fra os,” siger Boock, der fortæller, at ham, der skulle være offeret mere end en gang gav fangevogterne en følelse af at være presset mod væggen.
“Han kendte vores argumenter så godt at han kunne vende dem mod os selv. Han var en både intellektuelt skarp og brutal mand - ellers bliver man vel heller ikke bossernes boss i Tyskland,” siger Boock.
Under forhørerne var det næsten altid de kvindelige gruppemedlemmer, der førte ordet. Og ifølge Boock afspejlede det den generelle magtfordeling på den radikale tyske venstrefløj.
“Det burde aldrig have heddet Baader-Mainhof-gruppen, men Meinhof- Ensslin-gruppen. Måske er kvinder bare bedre til at færdiggøre, hvad de sætter sig for. Måske var det bare et tilfælde, at det i vores gruppe var dem, der var kvikkest - Baader var jo ikke den store ideolog. Ligesom jeg, var han en handlingens mand,” siger Boock.
Det var også kvinderne, der under aktioner dirigerede slagets gang fra det topsikrede Stamheim fængsel.
“Når vi modtog beskedder fra Stammheim, kunne jeg altid se, at det var Ensslin håndskrift.”
Det var det også på den seddel, hvor fangerne meddelte deres kampfæller i det fri om, at de ville tage deres eget liv, hvis operationen mislykkedes.
Der blev også meget alenetid i de 14 dage, Boock holdt øje med Hanns Martin Schleyer. Han erindrer særlig en snak under en nattevagt. “Han spurgte mig, om jeg ikke så en modsætning i, at vi mente, at hans slags skulle udryddes, men samtidig havde tænkt os at løslade ham, hvis vi fik vores kammerater ud. Jeg kunne kun sige til ham, at jeg elskede mine fængslede venner mere, end jeg hadede ham.”
En aften i slutningen af operationen blev en af de andre fangevogtere ved et vagtskifte overrasket midt i et spil Matador med kapitalisten over alle kapitalister. At hendes pistol lå ubevogtet bag hende, gjorde ikke sagen bedre. “Hun kunne ikke holde distancen. Og det var også svært. Det var på en måde to mænd, der sad overfor en: En massemorder og et menneske. Er man længe sammen, kan man ikke udelukke mennesket,” understreger Boock, der dog fastholdt billedet af massemorderen. Derfor var han heller ikke i tvivl om, at det måtte ende, som det gjorde.
Den tyske stat stod fast. En fangeudveksling kunne ikke komme på tale. For at øge presset kaprede en gruppe arabiske terrorister knyttet til PFLP et Lufthansa-fly og førte det til Mogadishu i Somalia.
“Vi havde aldrig tidligere gået med til at sætte uskyldige liv på spil, så det var et kæmpe spring. Men vi havde spillet alle vores kort af hænde, og palæsinenserne havde brug for en aktion, der kunne sætte dem på verdenskortet,” fortæller Boock. Men aktionen mislykkedes. Tyske kommandosoldater befriede det kaprede fly. Passagerne slap med skrækken. Tre af de fire terrorister blev dræbt. Få timer efter begik Baader, Enslinn og Raspe selvmord i deres celler i det, der skulle blive kendt som ‘Stammheim-dødsnatten’. I en skov ved den belgisk-franske grænse blev Hanns-Martin Schleyer likvideret med tre skud til hovedet. Selv var Peter Jürgen Boock ikke tilstæde, men hvem, der trykkede på aftrækkeren, vil han ikke fortælle. “For det første ved de tyske myndigheder udemærket godt, hvem det var - det har de vidst siden begyndelsen af 1980’erne. For det andet, har vi stort set alle sammen afsonet livstidsdomme og i den forstand alle blevet dømt for mordet.”
- Du blev konsulteret og var enig i, at han skulle dø?
“Ja, det var det, vi havde lovet vores fængslede kammerater, der nu var døde. Og så skyldte vi også palæstinenserne at holde vores ord.”
Den katastrofale aktion efterlod Boock dybt disillusioneret, fortæller han. Men der skulle gå yderligere to år, før han forlod RAF endligt. “Ligesom at grænsen fra legal til illegal er gradvis, er der heller ikke en streg på gulvet, som man hopper over igen, når man vil ud,” forklarer han. Til sidst tog han dog springet. Flere af de andre gruppemedlemmer var i eksil i østlandene, men Boock valgte at tage til Hamburg.
“At det tog dem et helt år at finde mig, fatter jeg ikke. Jeg gik faktisk bare og ventede,” siger Peter Jürgen Boock med et lidt opgivende smil. Efter 18 år i fængsel, blev han løsladt i 1998 og har siden levet i det sydlige Tyskland hvor han har skrevet otte bøger.
Nogle af Peter Jürgen Boocks gamle kampfæller har efterfølgende udtalt, at han var mere en besværlig narkoman end med i den egentlige inderkreds, og en stikker, med et meget frit forhold til sandheden.
Samtidig er han fra anden side blevet kritiseret for ikke at tage nok afstand fra sine handlinger.
- I din seneste bog bruger du aldrig ordet terrorist, men henviser til gruppen som en ‘by-guerilla.’ Er det ikke en måde at fremstille jer som andet end det i var. Var i ikke terrorister?
“Jo, det var vi. Men jeg synes, at man skal være varsom med at bruge ordet. Den gamle frase om at den enes terrorist er den andens frihedskæmper, er jo rigtig. Verden er ikke sort og hvid. Der er så uendelig mange grå toner.”
Ovenstående fremstilling af begivenhederne omkring bortførelsen og mordet på Hanns-Martin Schleyer er baseret på Peter Jürgen Boocks gengivelse