Knap 500 pædagoger har været på dagpenge i mere end to år, til trods for at der er 1.404 ledige pædagogstillinger i den region, hvor de bor. Samme tendens gør sig ifølge et notat fra Beskæftigelsesministeriet gældende for pædagogmedhjælpere, rengøringsassistenter og en række andre faggrupper - samlet set har 10.600 dagpengemodtagere efter eget udsagn kompetencer inden for områder, hvor virksomheder i deres region forgæves har søgt efter arbejdskraft. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) kalder det ‘et paradoks’:
“Det er mærkeligt, at mennesker kan gå ledige i mere end to år i den højkonjunktur, vi har haft, når de har kompetencer, der matcher de ledige job. Det paradoks skal løses ved, at jobcentrene er aktive og har virksomhedskontakt. Og a-kasserne skal søge for, at deres medlemmer søger arbejde,” siger ministeren.
Samlet set viser opgørelsen, at seks ud af ti ledige med mere end to år på dagpenge kunne have fået job inden for deres egens faggruppe og i den region, hvor de bor. Sammenholdt med det faktum, at de lediges søgeaktivitet daler efter to år og først stiger igen, når dagpengeperioden er ved at løbe ud, viser ifølge ministeren, at der er god grund til at forkorte dagpengeperioden fra fire til to år.
Arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov (S) afviser, at tallene kan bruges som argument for at afkorte dagpengeperioden. Han mener tværtimod, at opgørelsen viser, at ministerens system ikke fungerer.
“I stedet for at bruge al jobkonsulenternes tid på at kontrollere de ledige og indkalde dem til samtaler, skulle de koncentrere sig om at matche ledige mennesker med ledige job,” siger Thomas Adelskov.
Han påpeger samtidig de store afstande i en region.
“En, der bor på Sjællands Odde og ikke søger et ledigt job i Maribo, tæller altså med i beskæftigelsesministerens statistik,” understreger S-ordføreren.
Også Torben D. Jensen, sekretariatschef i A-kassernes Samvirke, er skeptisk over, hvad Claus Hjort Frederiksens tal kan bruges til.
“Jeg står for eksempel på Bornholm lige nu. Her er vi i samme region som Lolland eller Nordsjælland. Men selvfølgelig opruster Claus Hjort med alle argumenter, nu da han er begyndt at mene noget andet, end han sagde før,” siger Torben D. Andersen med henvisning til, at beskæftigelsesministeren som beskrevet i Information i går vil løbe fra løftet om ikke at røre ved dagpengereglerne.
Torben D. Andersen erkender dog, at der er et paradoks i at have ledige med de rette kompetencer, mens arbejdsgiverne står med ubesatte stillinger. Men han stiller sig spørgende over for, om arbejdsgiverne vil ansætte de langtidsledige.
“Vi har i hvert fald problemer med at få dem afsat,” siger Torben D. Andersen, som opfordrer til at opkvalificere de langtidsledige og til at påvirke arbejdsgivernes fordomme over for dem.
Hos DI afviser arbejdsmarkedspolitisk chef Mette Rose Skaksen, at arbejdsgiverne skulle have forbehold over for folk, der har været ledige i mere end to år. Hun henviser til en DI-undersøgelse fra september, som dokumenterer, at 20 pct. af virksomhederne fortsat ser arbejdskraftmangel som den vigtigste vækstbremse.
“Og det var efter, finanskrisen var begyndt. Har man en ansøger, siger man haps,” siger DI-chefen.
Ifølge Mette Rose Skaksen viser tallene, at der fortsat er ‘mobilitetsproblemer’.
“Hvis man er ledig på dagpenge, skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet og udvise en vis mobilitet. Det er kontrakten med samfundet,” siger hun, som ikke er det mindste i tvivl om, at en kortere dagpengeperiode vil afhjælpe en stor del af ‘paradoksproblemet’.
Læs også side 21