Sig navnet - og du har sagt det eneste almindelige, der er at sige om Benny Andersen. Og samtidigt har du anslået en tone, alle kan synge med på. For alle kender Andersen.
Eller rettere skrevet: Alle tror, de kender Andersen. Den spinkle, distræt smilende og bebrillede digter, der kan sætte sig til klaveret og sammen med Poul Dissing få os til at juble. Med Svantes viser. Med fortællingerne om Rosalina, med vidunderlige rim som: “En dag så går solen sin runde uden mig - men når forårssolen skinner, lever jeg”. Eller “Fuglene flyver i flok, når de er mange nok”.
Det er ikke til at stå for. Og det har gjort Benny Andersen til den mest læste, nulevende danske lyriker med Andersens samlede værker solgt i over 100.000 eksemplarer. Benny Andersen er blevet indbegrebet af det danske og folkelige, når det er bedst. Lunt, underfundigt og med en inderlig sympati for mennesket. Denne humanistiske grundholdning er sammen med den sproglige ekvilibrisme den røde tråd i Benny Andersens digtergerning. Og det er altid det, vi snakker om. Pokkers også. For det er synd at isolere Benny Andersen blandt humoristerne. Han er ind i mellem noget af det mest alvorlige, der findes.
Mit liv blev beriget af Benny Andersen, da jeg var midt i tyverne og sad sammen med en kammerat og forsøgte at gøre indtryk på et par blondiner ved at spille Svantes viser på guitar og mundharmonika. Det var ikke nogen succes, og en af skønhederne sluttede festen med at sige, at det var synd for både Benny Andersen og Poul Dissing, at vi kopierede dem. Så gik vi over til at spille Dubliners. (De var lidt længere væk). Men smagen fra Svantes viser gav appetit. Jeg dykkede ned i et par samlinger med de pirrende titler ‘Den musikalske ål’ og ‘Kamera med Køkkenadgang’ - og så gik det op for mig, at jeg ikke alene boede i samme land som en dejlig sangskriver. Men også med en meget stor digter.
Jeg sad med digtet ‘Lige før forår’ og spurgte mig selv, om det virkelig var Benny Andersen. Havde jeg ikke vidst bedre, ville jeg have væddet tolv flasker Amarone på, at det digt måtte være Morten Nielsens værk. Læs en gang - og smag på rytmen. Benny Andesens ord danner deres egen musik:
Der står i den frysende morgen
en tone der snart vil dø.
Om lidt er stilheden moden
og åbner sig som et frø
I denne luft er der farver,
dit øje ikke kan se.
De venter som dybder i rummet
over den blinde sne
Stille, vent med at tale,
sæt ikke noget i gang.
En dråbe stilhed mere -
og luften er fuld af sang.
Tænk at skrive: En dråbe stilhed mere - og luften er fuld af sang! Da jeg læste det digt første gang, vidste jeg to ting: At de dengang 5.000 medlemmer af Dansk Journalistforbund aldrig havde skrevet noget smukkere. Og at Benny Andersen var den fødte lyriker.
Og derfor måtte alvoren følge med. For lige så vidunderlig, som humoren kan være, lige så ligegyldig og overfladisk er den, hvis den ikke tager afsæt i livet, i alvoren, i verden. Humor skal bindes sammen med alvor for at være rigtig. Så jeg læste videre og fik alvoren gennem en perlerække af digte, hvor smerten var en del af substansen. Benny Andersen var smil gennem tårer. Eller omvendt. Men kvaliteten steg mod himlen som røg fra tørt brænde.
Benny Andersen er født i 1929 i Vangede. På en måde kunne det lige så godt have været ham - som Dan Turell - der skrev Vangede billeder. Og dog, det kunne det ikke. For så var det nok blevet som lyrik. Og da det ikke kunne gøres bedre, end Onkel Danny gjorde det, ville det have været noget skidt. Og Benny Andersen laver ikke noget skidt. Så nu ved vi, hvorfor det ikke var ham, der skrev Vangede billeder. Undskyld vrøvlet. Men hvordan skrive om et legebarn, der står i lære som alvorsmand, hvis man ikke leger?
Andersen debuterede som digter i tidsskriftet Heretica i 1952. Senere skrev han digte til Hvedekorn - og i 1960 kom så den første samling i bogform. Nemlig Den musikalske ål. To år senere kom Kamera med køkkenadgang - og så var dansk litteratur for evigt beriget med endnu en Andersen. Siden er det blevet til en lang række samlinger, også lidt prosa, en enkelt roman - nogle erindringsværker - og al mulig anden form for kommunikation.
Læsere med hang til lyrik vil uundgåeligt stoppe ved Benny Andersen og spørge sig selv: Hvem er det nu, han minder om? Hvor er det nu, den inspiration kommer fra?. Udmærkede spørgsmål. Men der findes kun et svar: Benny Andersen.
Naturligvis er det indlysende, at Benny Andersen er inspireret af Frank Jæger, Morten Nielsen og Halfdan Rasmussen - som han alle har kendt. Men der er også en snert af den længst glemte Nis Petersen - og af Tom Kristensen. Men det forrygende ved Benny Andersen er, at selv om han er en sammenkogt ret af alle disse fantastiske, litterære råvarer, er han tindrende original.
Som når han f.eks. i et af de sjældne prosastykker skriver om nytåret. Stykket er hentet fra Den musikalske ål og hedder ‘Til den, der er større end sin skuffelse’. Andersen skriver:
“Klokken tolv rev vi maskerne af og stod med blodigt kød, hvor ansigterne skulle være. Jeg så, at klarhed er levende, at skyggerne vokser jo nærmere lyset, vi kommer. Gider I stadig puste til det nye år, denne elendige fjer, som er alt, hvad de fem høns efterlod?” Det kommer fra Andersens værksted. Morsomt! Ja, i udtrykket. Men substansen er alvor.
Benny Andersens litterære skabergerning kører åbenbart på både benzin og diesel - og muligvis også fast brændsel. For han er alsidig i ideudvikling, opbygning og emnevalg. Han lader sig inspirere af naboen, der klipper hæk. Af duften af kaffe og fugle, der samles i flokke. Og i de alvorlige, meget vedkommende digte tager han afsæt i sit eget dybe samfundsengagement - nu og da i ren indignation. Det taler man aldrig om i forbindelse med den lune Andersen. Men han kan faktisk være iskold. Lad os se på digtet ‘I begyndelsen’. Det er hentet fra samlingen Denne kommen og gåen fra 1993. På det tidspunkt var vi begyndt at diskutere indvandrerpolitik i Danmark, og digteren var ikke imponeret af landsmændenes nuancer i den debat. Så skrev han om, hvordan Danmark blev befolket. De to sidste strofer lyder:
Og navnene lever videre
navnene bag stavnsbåndets ophævelse
Reventlow og Moltke
Grundlovens stiftere
Lehmann og Monrad
Tscherning og Andræ
Gode, gamle indvandrernavne
De første danske socialister
pionererne Pio og Brix
gode gamle indvandrernavne som
efterhånden lyder ganske danske
Danske forfattere
har navne som Jacobsen
Andersen og Jensen
Kristensen og Jæger
men også navne som Oehlenschlæger
Pontoppidan
Paludan
Panduro
Uanset navnet
blev dansk mere dansk
for hver linie de skrev-..
Er der nogen, som savner alvor? Eller bid? Eller kulde?
Hvis det er tilfældet, kan vi lige kaste et blik på digtet om de homoseksuelle. Det er hentet i Kamera med køkkenadgang fra 1962, inden tolerancen var nået ud i provinsen. Benny Andersen starter således:
Beluret af skelende baglommer,
skygget at højthævede varmedunke,
omringet af svedige anelser,
iført lasso og fuld projektør
stedes du for vor domstol.
Det er ikke ligegyldigt,
hvor du foretter dine følelser.
Den, der underminerer ægteskabelighed,
den, der anretter muldvarpeskud
i vort nyslåede kønsliv,
er hjemfalden til lup og forstørrelse.
Det var før AIDS-chokket. Det var før den frie kærlighed. Det var, mens bøsserne stadigvæk fik klø på herretoiletterne i Holstebro og Kolding. Og før ordet lesbisk blev udtalt. Som Paul Hammerich udtrykte det:
Fremtidsforskninger dur ikke. For forskningen mangler den fantasi, der er både digternes - og virkelighedens. Benny Andersen er digter. Hans fantasi fejler ikke noget. Sådan var det også i 1962.
Når man nærlæser Benny Andersens digte, er det som om, denne kunstner formår at presse det vigtigste i livet ind i få sætninger og med få ord. Hans digte er som en Maggi-terning af liv. Smid den ned i en gryde med kogende vand - og den opløses i smag og duft. Eksempelvis har jeg aldrig oplevet nogen digter udtrykke sin glæde over unge kærester bedre end Benny Andersen i digtet ‘Unge elskende’ fra Her i reservatet, der udkom i 1971.
Mens de er her,
ser de ikke kun på hinanden.
Vi får alle øje på hinanden.
De kan ikke få nok af hinanden.
Derfor gør de stadig hinanden større,
og vi andre får også mere plads.
Sådan er det jo. Det ved vi alle, der er så heldige at opleve voksne børn eller venners børn - og deres kærlighed. Man vokser i kærlighed. Det gør omgivelserne også. Vi ved det. Benny Andersen udtrykker det.
Hver eneste voksne menneske ved også, at det gælder om at leve nu. At gøre det, man ønsker - at udtrykke sin kærlighed til andre. For tiden er så kort. Tænk nu, hvis det aldrig bliver morgen igen. Men vi får ikke sat ord på. Og derfor får vi heller ikke altid sat handling på. Benny Andersen skriver om nødvendigheden af at handle - at gøre noget NU. Mens vi kan:
En tændstik blusser op i verdensrummet.
Belyser kort et ansigt før den slukkes.
I mørket mødes hænder
berører kort hinanden før de stivner.
Ord sendes ud.
Nogle når frem til et øre,
huskes muligvis en tid.
Målt på langs er livet kort
men lodret målt uendeligt,
en dirrende fiber i dødens muskel.
Kys med det samme.
Før kysset rammer et kranium.
Snart er du ingen.
Men nu har du læber
og tændstikker
Digtet hedder ‘Livet er smalt og højt’ og er fra samlingen Personlige papirer fra 1974.
Er det ikke en side af en stor digter, vi bør snakke om en gang imellem, i stedet for kun at juble over, at “om lidt er kaffen klar” -?
Arne Mariager er chefredaktør på Vejle Amts Folkeblad