Et populært udtryk blandt politikere er ‘Forretningen Danmark’. Endnu mere udbredt er det at tale om kunder og kundetilfredshed, når det handler om borgernes forhold til de offentlige ydelser.
Men, vi er ikke kunder. Vi er borgere! Og Danmark er ikke en forretning. Danmark er et samfund!
Den seneste tids begivenheder må have gjort det klart for de fleste, at skal et samfund fungere, nytter det ikke, blot at overlade det til markedstænkningen.
I de seneste år har vi i Danmark set en række tiltag med hensigten at skabe et samfund og en administrativ kultur, hvor mere og mere fra et politisk flertals side ønskes privatiseret eller i hvert fald drevet på markedsbetingelser.
Og er der forhold i den offentlige sektor, man ikke bryder sig om, kalder man denne adfærd og resultaterne af de regler, man ikke kan lide, for bureaukrati, så er man sikker på at have dækket sig ind og opnå en vis sympati fra andre, der heller ikke har sat sig ind i, hvad begrebet bureaukrati reelt dækker over. Og så lover man reformer.
Set fra et hvilket som helst perspektiv er det fornuftigt at gøre borgerne bevidste om økonomien i de offentlige serviceydelser - men der er en tendens til, at det alene er økonomien, der bliver fokuseret på og taget stilling til, når det gælder disse serviceydelser. Det er jo ikke langt fra, at f.eks. de diskussioner, vi lige har været igennem om kommunernes budgetter for næste år alene har fokuseret på økonomien - og ikke så meget på konsekvenserne og det menneskelige aspekt. Der fokuseres i højere grad på en økonomisk og ‘kommerciel’ strategi og tankegang og ikke på en politisk eller konstitutionel - selv om det er disse sidstnævnte, der burde have betydning for det samfund, der ønskes.
I f.eks. Paul du Gays Hyldest til bureaukratiet siges det lige ud, at vægten på det økonomiske fører til, at ansvarligheden udelukkende er styret af overvejelser om økonomisk effektivitet og omkostningsrelaterede, numeriske præstationsmål. Politisk ansvarlighed forvandles således til en økonomisk belastning for at påvise, at der har været tale om effektiv, finansiel styring og overholdelse af målsætninger og budgetter og derudover ingenting.
Der er forskel mellem kommercielle og offentlige virksomheder
Der er ligheder mellem visse former for ledelse i den offentlige sektor og kommercielle virksomheder, men også væsentlige forskelle mellem de værdier, de står for og som deres interessenter forventer af dem. Det kan og må give anledning til en række vigtige spørgsmål om, hvor velovervejet det egentlig er at forsøge at omforme de offentlige embeder med visse af den private sektors forretningsmodeller som forbillede.
Det giver et falsk billede af virkeligheden - og af hvad der dybest set er formålet med offentlig administration, når politikere og deres embedsmænd forfalder til at tale om borgerne som ‘kunder’, der skal gøres tilfredse; som man har en kontrakt med. Det bør handle om en retfærdig og forudsigelig sagsbehandling, der sikrer borgernes fundamentale retssikkerhed. Aktuelle eksempler synes at tyde på, at man ved ikke at være opmærksom på dette havner i en form for ingenmandsland, hvor borgerne hverken betragtes som kunder eller behandles ud fra et synspunkt om retssikkerhed.
For at der ikke skal opstå misforståelser: Både i kommercielle og offentlige virksomheder kan man foretage kvalitetsmålinger - men ud fra hver sit perspektiv.
Dér, hvor det tydeligst går galt, i denne sammenblanding af offentlig virksomhed, som skal overtage tankegangen fra den kommercielle sektor, er i de efterhånden mange foretagender, der er en uskøn blanding af de to sektorer. De mange mere eller mindre privatiserede offentlige ‘service’-virksomheder.
Den katastrofale kollektive trafik er et eksempel, der burde mane til eftertanke. Overordnet et politisk løfte om, at alle borgere i dette land kan blive befordret effektivt og billigt fra det ene sted til det andet, så alle kan blive uddannet, kan købe ind, kan komme på job, landdistrikterne må ikke uddø etc. Sorteper bliver spillet videre til regioner og kommuner, og pludselig kommer en række separate bundlinjer ind i billedet - og borgerne bliver til ‘kunder’.
En række bundlinjer, der hver for sig, når de lægges sammen, ligger langt fra den overordnede bundlinje i form af et fungerende samfund, som det burde handle om.
Kravet om økonomisk effektivitet, om kundeorientering (som ikke er andet end et tomt ord i den sammenhæng) kan ikke være hovedværdier for organisatorisk adfærd i den offentlige sektor. Enhver tendens til markedsøkonomisk spekulation fra såvel politikeres som de offentligt ansattes side er uacceptabel. Ingen af parterne kan opføre sig som ledere i den private sektor. Selv om de har ansvar for økonomisk ressourceudnyttelse, er det aldrig det eneste hensyn, der skal tages.
Et embedsværk er ikke et hold entreprenører i en virksomhed, og et ministerium er ikke et firma. Derfor skal den offentlige administration ikke bedømmes ud fra sin evne til at gøre ‘kunderne’ tilfredse, “reducere omkostninger” eller “effektivisere driften”.
Der er endvidere den store fare ved denne form for styring, at embedsmændene bliver fokuseret på at føre strategierne i denne kommercielle tankegang ud i livet - fordi de bliver bedømt mere eller mindre bevidst på dette - og derfor jævnfører deres opgaver med de opgaver, deres kolleger i den private sektor har og bevidst eller ubevidst tiltager sig for stor magt - både over for borgerne og over for de skiftende politikere, som har sluppet ånden ud af flasken. Det ikke en tilfældig bundlinje, der er målet, men samfundets sociale kapital.
En anden side af den ensidige fokusering på økonomien som det grundlæggende og styrende middel er kontrakttankegangen.
I Katrin Hjorts Demokratiseringen af den offentlige sektor formuleres et skarpt opgør med det kontraktsamfund, som vi i Danmark i de senere år har set stadig tydeligere konturer af, samtidig med at selve diskussionen om, hvad demokrati kan betyde, og hvilken form for demokrati vi ønsker i vores samfund, synes at blive forvist til mere ydmyge positioner.
Forfatteren peger på, at der - f.eks. med indgåelse af forældrekontrakter evt. med muligheder for økonomiske sanktioner, hvis borgerne ikke leverer varen - bliver tale om ikke blot samfundskontrol eller statsstyring af de enkelte mennesker; men at man her møder et samfundskrav om selvkontrol og selvstyring mod mål, som er defineret af … staten?
Og hun stiller det helt grundlæggende spørgsmål om, hvordan en ambition om offentlig målretning - eller ensretning - af borgerne harmonerer med retten til at være forskellige? Hvad betyder forsøg på at standardisere - eller uniformere borgerne for mulighederne for diversitet, rummelighed og et socialt sammenhængende samfund?
Det paradoksale er, at fortalerne for dette samfund - ofte de, der taler om ‘Forretningen Danmark’ - i deres ideologiske snæversyn, i forsøgene på at skabe dette konkurrencedemokrati i den globaliserede verden, som de ser den, samtidig ødelægger de kerneværdier - eller for at bruge markedssproget: kernekompetencer, som har haft så stor betydning for Danmarks gunstige placering i det globale samfund.
Vores reelle konkurrenceevne nedbrydes. Ikke alene får vi et på mange måder fattigere samfund. Vi bliver også stillet ringere i samhandlen med den øvrige verden, fordi vi pludselig ikke mere har så meget at byde på.
Ensretningen af danskerne som passive, mere eller mindre tilfredse kunder i samfundet, styret af kontrakter med statsfastsatte, økonomisk baserede mål, vil være destruktiv for det samfund, der bestod af kreative individualister, der arbejdede sammen på kryds og tværs af faglige grænser og andre skel og skabte et facetteret og menneskeværdigt samfund, som det var en glæde at være borger i.
En forenklet oversættelse af kommerciel ledelsestankegang til samfundsmæssig styring vil altid være dømt til at mislykkes. Men kan anrette store ulykker undervejs.
Paul Hegedahl er redaktør og arbejder med ledelse, kreativitet og samfundsforhold