Modsat tidligere tider, hvor der var langt mellem krimiforfatterne, kommer der i disse år hele tiden nye til, ligesom læserne synes at have en umættelig interesse. Hvorfor?
Det har Lene Kaaberbøl en helt klar mening om:
“Jeg tror, det er, fordi forfatterne til den generelle litteratur i nogen grad har svigtet forpligtelsen til at underholde og at skrive plotfiktion. De har et næsten snobbet forhold til deres læsere. Sådan lidt: “Jeg står her og er smal, og hvis du ikke kan lide mig, er det dig, der er fattig!”“
Sammen med forfatterkollegaen Agnete Friis har hun skrevet Drengen i kufferten. Hver for sig har de skrevet andre bøger, men krimien er en ny genre for dem.
Lene Kaaberbøl var Agnete Friis’ coach på et talentudviklingsprogram. De fandt ud af, at de havde god kemi, og sammen rejste de til Litauen for at detailresearche ud fra en grum udgangside, undfanget i Lenes hoved: En levende dreng uden klæder, fundet i en kuffert i en boks på Københavns Hovedbanegård.
Lene Kaaberbøl: “Når sådan et billede bliver ved at banke på og insistere, ved man fra et langt, skrivende liv, at man skal høre efter, for så er der en historie.”
Agnete Friis: “Mange andre starter nok med at have et plot. Vi gjorde det omvendte.”
Lene Kaaberbøl: “Ja, vi måtte finde på en forbrydelse, som passede til billedet.”
Samarbejdet forløb overraskende let, fortæller de. De gjorde et grundigt forarbejde med at karakterisere personerne og fordele kapitlerne imellem sig. Dog var de ude på nogle omveje først. Begge kommer de fra fantasy-genren, hvorfor det var naturligt at tænke i hightechløsninger som hjernetransplantation og underjordiske laboratorier, ligesom Peter Høeg i Frk. Smillas fornemmelse for sne tyede til en løsning fra det ydre rum. Den tanke opgav de dog og landede på det realistiske, for “man kan ikke give udseende af, at en gåde løses med logik og så til sidst sige, at det forresten var overnaturligt. Det er jo snyd!” Det nærmeste, de kom på hightech var en GPS-sporing.
Ligesom i Frk. Smilla er hovedpersonen, ‘detektiven’, en kvinde, som ikke er journalist eller kriminalbetjent.
“Dem synes vi, der er nok af, så vi valgte at gøre hende til sygeplejerske, fordi det er en profession, hvor man relativt let kommer i kontakt med døden,” fortæller de videre. “Hun arbejder på et flygtningecenter, hvor hun kommer i kontakt med de illegale og retsløse, som hun gerne vil hjælpe.”
I Danmark er mellem 100 og 200 asylbørn forsvundet på et år, fik de at vide af Red Barnet. Nogle bliver hjulpet af et illegalt, netværk af humanistisk sindede danskere. Det kunne de bruge som et af elementerne i historien.
- Hvordan er jeres personlige indstilling til det netværk, I beskriver?
Agnete Friis: “Når man møder mennesker, der af en række grunde ikke kan få ophold her, kan deres skæbner ende tragisk, og så er det fuldstændig forståeligt, at nogen vil hjælpe.”
Lene Kaaberbøl: “Jeg håber, at jeg selv ville have modet til at hjælpe, hvis jeg stod i en situation, hvor min bedste vurdering var, at det ville være katastrofalt, hvis vedkommende blev sendt tilbage til det land, de kom fra.”
Således bliver krimien den litteratur, der p.t. mere end nogen anden behandler væsentlige samfundsforhold - eller som Agnete Friis siger:
“Den smalle litteratur går måske mere ind i indre konflikter i mennesker, mens krimien har en nysgerrighed og et engagement i samfundet. I Holland har man fået et positivt ord for netop det og netop i forbindelse med kriminalromaner: Betrokkenheid! Jeg læste om det i en artikel i Politikens bogtillæg forleden. (Ifølge artiklen vanskeligt oversætteligt. red.)”
Lene Kaaberbøl: “Når der er læsere, der vil have en god historie og ikke bare pligtlæsning, så tager de en god krimi. Men når en bog så bliver en bred succes, så trivialiseres den straks af den litterære kultur, som er et relativt lukket lille kredsløb. Det er ikke kun et dansk fænomen, men skandinavisk og også lidt germansk. Hvis man som forfatter ikke bliver honoreret på den måde, vi normalt honorerer arbejde på, altså med penge, honoreres det med prestige, respekt og anseelse for den smallere litteraturs vedkommende, og det kommer måske til at gå ud over forholdet til læseren. Men jeg tror, den brede litteratur kommer til at stå længere. Dickens og Melville var ikke højpandet elitelitteratur, men det er sådan nogle som dem, vi går til, hvis vi vil se en skildring af deres samtid.”
- Hvor meget hader I udtrykket femikrimier på en skala fra 0 til 10?
Lene Kaaberbøl: “11! Et irrelevant og uretfærdigt udtryk.”
Agnete Friis: “Jeg snakkede med en mandlig forfatter, som aldrig ville læse bøger af kvindelige forfattere eller med kvindelige hovedpersoner. En måde at sige: ‘Uanset hvad du kommer med, vil det ikke være interessant.’ Jeg ville aldrig finde på at sige det omvendte.”
Hvilke krimier er de to forfattere selv forbrugere af?
Lene Kaaberbøl er begejstret for islandske Arnaldur Indridason og svenske Åsa Larsson og også glad for Frost-serien i tv. Agnete Friis har tre børn, hvorfor hun ikke får læst meget, så hun henviser til Maj Sjöwall og Per Wahlöö. Men begge fremhæver Gretelise Holms bøger - samt i den grad en tv-serie, som intet har med krimi at gøre: The West Wing, på dansk: Præsidentens mænd!