Efter at have brugt endnu en uge på at telefonere - også i karet - holde møder, klippe, hitte på hits, passe verdensvævet, vimse til fernisering og alt det jazz … er jeg ør af en sky af voksenvrøvl, af feudaltosser, omvendt feminisme, medievampyrer, Red-kameras, encoding, medvirkendekontrakter, følelsesanorektikere, netværksnassere, kulturmisbrugere og konsumbulimikere, der er på røret til øret bliver varmt. Vi arbejder hårdt for at lege hårdere - men skellet mellem arbejde og fritid er væk. Modgiften er - udover kærlighedsutopien - det ugentlige traditionelle seks timers kontroltab - en præcist produceret & doseret selvrealiserings-psyko-safari - så man er fit for fight mandag på legepladsen. Output kræver input. Her er tre absurde aftener, der stak lidt ud, og helt af:
Engang var reklamepriser noget med nogle ad’ere (kunstdirektører?) og kontaktchefer, der fik nogle grimme guldsprayede brevpressere. De løb på el-løbehjul i bøllehatte med Punk Royal-bukser med BBDO-logo på numsen, mens de pitchede på deres communicators, og hele byen kom, når juryen hyldede sig selv og deres. Skidt med, at det hele var løgn og lagkage; kombinationen af obskøne pengebeløb og leg var sexet! Men i dag kan man bedømme en branches succes på antallet af spændende kvinder, der kommer til deres stamme-events, og ligesom musikbranchens fester, der kun er for roadier, efter mp3 smadrede betalingsmodellen, er der en foruroligende høj hanprocent til Arnoldpriserne, der nu hedder True Awards. ‘De sande priser’ er et forsøg på at hædre håndværket bag reklamefilmene, men sammenfaldet mellem jury, nominerede, drinks og hovedsponsor er forstemmende. Måske er det, fordi googleads er det eneste vækstområde i branchen. Og hvor er Martin Werners flotte ‘Lost in translation’ pastiche med Uffe Ellemann for SAS? (send flere billetter tak). Men der er håb: Hvis det bedste er en vinkel af tamburmajorer, der står i olie, er det jo fantastisk, da filmen først i de sidste fire sekunder handler om lakridsproduktet. Det er en gave til publikum, en æstetisk drøm, indholdsløs, bevares, men stadigvæk langt fra kværnende skabagtige voiceovers, slimede remakes af lamme hits og larmende tilbudsskilte i signalfarver eller folkekomedieplatteri, pensionsangst eller børnevoksne, der spiller ølspil - alt braset er pænt fortrængt til True Awards, selvom det som bekendt er hovedretten i alle reklameblokke…(og det værste er, det virker, da det ellers pilles af).
Jeg noterer mig også, at en sommerlig tøsedrink høster på at indrømme, det hele er løgn, og at dens historie er komplet konstrueret efter år med storytelling-vrøvl og fake autensitetsfetishisme. Ikke mere fra ‘den gamle fabrik’. Denne genfundne selvbevidsthed og skammen over 90’ernes kække reklamekriger-sælger-figur gør også, at man har valgt Mikael Bertelsen som vært og kulturkauktionist for prisritualet, men lydsystemet gør, at det ikke når ud over de forreste rækker. Han bliver bare et stumt gidsel i et hajbassin, en trendy, klog, legende DR2-havenisse, man stiller på scenen, mens der rodes med sushien og iPhonen og diskuteres, hvem der underperformer og skal have fyrings-sms’en. Og hvorfor fik den, der købte Mik Schak til at ligge i en Nettokurv i en film, ikke en pris? Jeg kan igen kun se den mentale krise, selvom det lysner lidt - ikke den økonomiske.
Hotelkæden - der før var lige så spændende som et blåstribet mellemlederslips i mixed materiale, men nu - takket være Paris Hiltons eventyr - er rebranded og lugter nu lidt af retarderet vip-hærg. Det er fredagens scene for de sædvanlige mistænkte fra den gamle gæsteliste, der er samlet igen-igen, i anledning af et enormt teleselskab fyrer op for et awardshow, der er så ungt og hipt som en koncert med Basim.
“Tænd jeres bluetooth,” skriger en sværm af studieværter, skuespillere, musikere, standuppere og andre trivielle tidsrøvere til en selvfed, selvdød crowd, der lystigt pludrer derudaf, mens de tyller menuen ned. Middagens seating betyder alt - ligesom ved awardshowet er der ingen tvivl om hierarkierne - så de eksponeringstunge og de rige sidder som altid forrest. Jeg sidder som en joker mellem to modeller - den ene paranoid og den anden psykolog. Hmm. Showet er lavet til 20-årige, artdirectionen er polsk, og gæsternes gennemsnitsalder er trods kvindernes ungdom på den patinerede side af 40. Ideen er ellers god; at give priser til noget, der er på vej op og har brug for det i stedet for at konsolidere Tordenskjolds soldater, det er som hvis kunstfonden ikke gav til Arnoldi, men til noget nyt ingen kendte. Men Awardshow er en umulig genre. Hele dramaturgien er altid forkert, og det ender altid med en sal fyldt af tabere.
Efter showet bestiger eliten af rullebords-operatører lykkehjulene og det ligger klart, at krisen kradser: At spille Michael Jackson, så øret bløder, er et råb om hjælp, et skud med et haglgevær i et forsøg på at ramme bredt og blødt. Alt er gratis for vips, men kl. 11 åbnes dørene for Facebook-flyer-masserne, der får lov at betale for deres drinks, så vi fortrækker til en suite med udsigt over en død lufthavn, hvor div. kendte krudtnæb dyrker at imponere importerede børnemodeller med deres økonomiske charme. Ægtemænd snuser dolken dorsk og åbner sig diskret for bagbordsindianernes bæskubberi. Det er en genudsendelse og so 90’s - drænet for kultur, udover de mintgrønne Bondebilleder og bladrebøgerne i suiten. Og der er ingen af aftenens nøglepersoner, der fortæller om den fede 3 award mandag morgen- de siger blot de var til fest på Hilton… så kære 3, nu fik I så lidt omtale i Danmarks mest troværdige avis, så send mig venligt Nokias topmodel tak. Og I fik vist nogle sider i den kulørte. Og der er faktisk hyggeligt i badepoolen på 12. sal - når man ikke selv betaler. Jeg kan her kun se den mentale krise- ikke den økonomiske.
Jeg er på vej på Takkelloftet til endnu en afsøgning af oplevelsesrig marginalia - en naturlig konsekvens af iTunes-bulumi-zapperi, hvor hele musikhistorien er gemt i comprimeret form, så lysten til live-ritualer, krydrede klange nye emotionelle landskaber og fordybelse er genopblusset.
Denne gang er det Ronnie Rocket, der endnu engang forbilledligt beriger vor provinshovedstad med en connoisseur-event for egne midler og egne penge. Denne gang har han fløjet pianisten Eriko Makimura ind til at fortolke moderne kompositionsmusik.
Men da jeg er på vej, mødes jeg af en enorm styrke af de sorte stormtropper og jyske Jack Bauer-aspiranter, der efter politireformen ellers ikke har tid at tage sig af banaliteter som indbrud, heroin og vold, men nu fyrer gas af mod resterne af en fredelig og uorganiseret demonstration, der er samlet mod rydningen af et mindre skur på Christiania kun seks dage før de retslige langhalm igen skal tærskes. Det virker som om myndighederne har valgt at gå ind netop nu, så vi kan mindes om hvilket lovløst tossetivoli Staden er - for at fremme normaliseringsproccesen og planen om stedets tilbagevenden til det originale voldanlægs design… en virkelig spændende og vigtig ide… nej. Allerede før den første gasgranat er skudt af, er børnehaverne evakueret. Hele Christianshavn ligger i tåge, politiet må - som til pistolkatastrofen 18. maj - trække sig tilbage for at vente på flere granater. Jeg har hentet min gasmaske og mit videokamera, det er en minutiøs genindspilning af ‘kampen om cigarkassen 1 & 2’ - det ender altid med en masse ukontrolérbar gas, en del sårede, en forstuvet politifod, et par bål i gaden og 20 anholdte der ofte bare er skæverter, der kommer fra en koncert på Loppen, når den lukker. Gaden ryddes senest kl. 02. Det eneste nye i denne dødsyge stammekrig er, at gassen - i modsætning til undertegnede - nu nåede helt ud til Operahuset, hvor de indfløjne japanske gæster fik sig en ond lunge af det - måske cancerfremkaldende - gas og glemmer alt om Wonderful Copenhagen og Monocle’s by nummer 1 og hastede hostende direkte til Kastrup igen. Alt sammen for en etage af et skur, der blev genopført næste dag… Politiet må nægte at deltage i disse absurde aktioner nu. Jeg kan igen her kun se den mentale krise - ikke den økonomiske. Der er stadig masser af penge - i toppen.
Morten Vammen er blevet kaldt den uudnævnte professor i københavnsk club-, sub- og nattekultur. Som en deltagende antropolog har han gennem flere år skrevet bøger, lavet musik og dokumentar. Så kom glad, reklamekunstnere, find mig på Facebook, thi han er, som så mange andre, altid klar til at spille cykelstativ for jer for en skilling